Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell 2015: Tog kampen op

Populær
Updated
Copenhell 2015: Tog kampen op
Copenhell 2015: Tog kampen op
Copenhell 2015: Tog kampen op
Copenhell 2015: Tog kampen op
Copenhell 2015: Tog kampen op
Copenhell 2015: Tog kampen op
Copenhell 2015: Tog kampen op

Night Fever hev den hjem på musikalitet, selvom scenen og pladsen var lige ved at blive for stor for dem.

Kunstner
Dato
18-06-2015
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
4

Night Fever har en høj stjerne i den københavnske undergrund, så det var ikke underligt, at de havde fået muligheden på Copenhells mindste scene, men nu havde de også gjort det forrygende i vinter på Copenhells minifestival When Copenhell Freezes Over.

Stilen er overvejende hardcore, men ved at krydre med rock'n'roll og nogle ubestemmelige kvaliteter fra horrorpunk og noget Freddie Mercury-attitude, så lykkes dem at lave noget originalt. Vigtigst af alt – og ganske imponerende i øvrigt – er dog, at de både formår at få et hele ud af det, og at de kan bevare hardcore-energien.

Den havde de i den grad taget med på Copenhell, energien. Og de leverede et musikalsk set meget overbevisende sæt, der nåede ud i alle hjørner af genrens dyder. Det var smadret, stramt, energisk og underholdende.

At de også havde fået en lidt svær tid, var dog også tydelig, da de skulle konkurrere med mægtige Exodus. Ikke at Exodus spiller hardcore, men da thrash og hardcore har et overlap i fanskarerne, så det ud, som om flere havde valgt Exodus. Og da der ikke var helt så mange i pitten, som der burde være, og da det i øvrigt var under åben himmel, virkede det lidt, som om bandet manglede den trykkogereffekt der findes på små klubber med ølkassescener. De noget større forhold var til tider vel store til Night Fevers stil. Sjovt nok, for den bliver ellers beskyldt for at være temmelig cocky, men hvad angår crowd control, er der lidt at arbejde med.

Men som musikere er de saftsusemig dygtige. En sammentømret tight enhed, der nok skal drive det vidt. Hvis verden bare er klar til kompromisløs hardcore.