Copenhell '19: Lille sejr i ildelugtende modvind

_R7A2411 copy
_R7A2643 copy
_R7A2523 copy
_B2A9275 copy
_B2A9267 copy
_R7A2504 copy
_R7A2474 copy

Candlebox overvandt svagt materiale, minimalt antal tilskuere og fækalie-brisen fra naboen og kæmpede sig til en lille sejr ved hjælp af spilleglæde, energi og solid selvironi.

Kunstner
Dato
22-06-2019
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Forfatter
Karakter
3

Den mest mindeværdige reaktion på Devilution-redaktionen, da Candlebox blev offentliggjort, lød omtrent som følger: ”Jeg er ikke engang sikker på, at Candlebox selv er klar over, at Candlebox stadig eksisterer”. Forståeligt, for selv om Copenhell både tidligere og i år har booket mere celebre grunge-koryfæer som Alice in Chains og Stone Temple Pilots så er Candlebox, trods Seattle-rødder og forsanger Kevin Martins venskab med Chris Cornell, ikke meget mere end en fodnote i det store grunge- og alt-rock-leksikon fra 1990’erne.

Det ved Candlebox heldigvis godt og står ved det, hvilket i høj grad redder koncerten denne lørdag middag på Hades foran Copenhell 2019’s med afstand mindste publikum. I en lind strøm af selvironiske, vennesæle små bemærkninger i løbet af koncerten får forsanger Martin da også præsenteret sit orkester som ”the obligatory 1990’s band”, inden de kaster sig ud i den særdeles 90’er-prægede indie-ballade ’Cover Me’. Selv om de nok må kæmpe med Living Colour om den titel på årets Copenhell, er det ikke helt ved siden af.

Candlebox lyder præcis som det, de er. Et band fra start-90’erne i Seattle, der spiller lidt hårdere, blues-inspireret rockmusik. Ligesom en frygtelig masse andre. Til gengæld står de hundrede procent ved det, og i stedet for at søge at ophæve sig selv til noget, de ikke er, gør de deres ting så godt som overhovedet muligt. Tidligere Pearl Jam-trommeslager Dave Krusen (”the most metal one of us all” ifølge Martin) spiller eminent og tight, og guitarerne ligger i et perfekt spændingsfelt mellem grunge og blues, ikke mindst i den særdeles fine ’Bitches Brewin’’.

Der er ikke meget mere end 200-300 tilhørere, som ikke fylder alverden foran Hades-scenen, og vinden står skidt og sender duften af ufiltreret røv ind fra rensningsanlægget på den anden side af bakken. Kevin Martin er snakkesalig og humoristisk og foreslår da også at ”the wind should change direction”, inden han går videre og spørger, om nogen kan skaffe ham en Jack D. on the rocks og måske noget fy-tobak at ryge på. Inden for kort tid er han udstyret med begge dele og takker behørigt. Iført sixpence og med en 50-årig mands ansigt ligner han nu om dage mere Brian Johnson end Evan Dando, men han hygger om os, og hans gode stemme, fantastiske attitude og velplacerede selvironi over bandet Candlebox’ plads i historien gør middagens koncert underholdende.

For de kan jo sagtens spille, Candlebox. Det er mere kvaliteten af materialet, der godt kan blive noget generisk og intetsigende. Men spilleglæden og livsglæden bandmedlemmerne imellem bærer koncerten igennem og får hittet ’You’ til faktisk at være et medrivende rocknummer, når det bliver spillet live. Lige som det er lige ved, at man faktisk føler afslutningsballaden ’Far Behind’, selv om originalen fra 1993 i bedste fald er mildt uinteressant.

Candlebox’ koncert blev måske aldrig for alvor en mindeværdig musikalsk oplevelse. Det havde de færreste nok i øvrigt forventet. Men den var et glimrende eksempel på, at gode musikere og spillelyst kan gøre dårlige sange hæderlige. Hvad bandet manglede på plade, havde de i indlevelse og medrivende energi live. Og nogle gange er det nok til at redde en koncert. Dunsten af gylle til trods.