Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Copenhell '19: Lørdagsplanen

Populær
Updated
LRM-EXPORT-20180623-165326-9-1529767675

Sidste år skulle der en hærdebred tidligere garder til at holde dem fra at ryge i totterne på hinanden over power metal. I år er det, som om Dragejægeren og Stålbrillen ikke rigtig for alvor kan blive uenige om noget på forhånd, når de ser på lørdagens program sammen.

Fotograf
Jacob Dinesen

Jon: Hey Anders, hvad nummer gang er du egentlig på Copenhell nu?

Anders: Ni – jeg missede første gang, fordi jeg hellere ville til et fodboldstævne. Det var en idiotisk beslutning, jeg stadig fortryder – rygterne siger, at alting var bedre dengang, da det var intimt og hyggeligt. Hyggeligt på den seje, onde måde. 

Jon: Jeg fik et barn oven i den første, det var også lidt dårlig timing. Ellers har jeg vist kun misset to hele festivaler, når jeg tæller efter.

Anders: Men på mit første år af sted spillede GWAR, så det er et mirakel, at jeg vendte tilbage! Når man står til langt over midnat og fryser, mens maskerede mænd skærer hovedet af kendisser og sprøjter med teaterblod til ligegyldig musik, overvejer man, om livet egentlig har nogen berettigelse.

Jon: Hvorfor er det så, du vender tilbage for 9. gang? For den der følelse kan jeg også godt genkende. Ikke bare fra dén koncert, men i det hele taget på Copenhell.

Anders: Festen. Vennerne, frirummet, og så er der også gode oplevelser. Sidste år havde jeg mange must see-bands på. I år er et mellemprogram for mig. Der er intet, jeg ikke kan leve uden at se, men en del, der bliver sjovt at se – og meget, der kan ses fra bakkerne.

Jon: Sådan har jeg det også. Jeg har to kammerater fra gymnasiet, som har været derude fast med hvert år, og så har jeg været der on/off med dem. Skal du egentlig have ungerne med i år? Det snakkede du om sidste år, da vi mødtes, og jeg havde mine store med?

Anders: Nej, nu hvor jeg er skilt, er det meget lettere med børnene. Det er moderens weekend. Jeg er helt fri og bliver ikke vækket eller noget næste morgen.

Jon: Det er faktisk ellers meget sjovt at have børn med. 

Anders: Jeg skal også prøve det med den ældste inden længe. Men lige i år skal jeg nyde friheden, fordi det er min første sommer i skilsmisseland.


De afdankede
Jon:
Ham den ene af mine gymnasiekammerater har også sin ældste med, og en anden ven har sin med. Så tærsker de lidt rundt på bakken og får en fornemmelse af, hvad det der metalkoncertnoget er for noget. Det er tredje gang, jeg har mine med. Og så kommer svigerfar og henter dem, når det bliver mørkt, og folk bliver fulde. Men når jeg kigger på programmet, så er jeg da lidt i tvivl om, hvor god den her lørdag reelt kommer til at være for mine børn. “Se, selv når man bliver afdanket, er der stadig plads til én! Nåh, vil I se Living Colour eller Glenn Hughes nu?"

Anders: Tænker du, at børnene har godt af at se afdankede rockdinosaurer, fordi de dermed opdager, at der er en slags liv efter 30, eller fordi de indser, at man altid får en chance mere for at se sit yndlingsband – som med Scorpions, som jeg troede var på deres afskedsturne forrige år.

Jon: Måske mest fordi det stiller mig selv i et godt lys ikke at være lige så pinlig som Glenn Hughes. Men du skal simpelthen anmelde Living Colour? Tror du på, at det bliver godt? Jeg så dem på Midtfyns Festival efter ‘Time's Up’ i 1991, fordi jeg bildte mig selv ind, at de var Bad Brains med pophits. Det var vist mest bare titelsangen fra den plade, resten var mere 24-7 Spyz. Det var ret ... tacky. På Midtfyns spillede de ‘Should I Stay or Should I Go’ meget hurtigt.

Anders: Jeg ved kun om Living Colour, at de netop er noget så sjældent som sorte i rockbranchen – men det er dog ikke derfor, jeg vil se dem. Snarere fordi jeg gerne vil krydse dem af på listen. Bortset fra hudfarven kan jeg skrive præcis det samme om Glenn Hughes.

Jon: Jeg er lige nødt til at høre med Glenn Hughes: Hvad er dealen med ham? Jeg kender ham kun fra ‘Stormbringer’, og hver gang jeg hører den plade – med flere års mellemrum – bliver jeg forundret over, hvor dårlig den egentlig er. Nu er Emil (Hansen fra Devilution, red.) ved at skrive en Metaldiktator om den, så jeg har spurgt ham uden rigtig at få noget svar, men altså: Der er titelsangen, som er ret heavy, og så er der ‘Soldier of Fortune’, som er en OK powerballade, bare uden særlig meget power og ret meget på den klæge side. Resten er jo totalt balle. ‘The Gypsy’ lyder som en forløber for ‘Country Girl’ med Dio-æra Black Sabbath, hvilket ikke rigtig giver nogen mening, men det gør den under alle omstændigheder ikke til en god sang eller en god plade? What's the fuzz about? Nåh ja, han var også med på ‘Burn’ og ‘Come Taste the Band’, men dem hører jeg heller aldrig.

Anders: Jeg har aldrig rigtig været glad for Deep Purple – hvis det skal være Blackmore, er Rainbow langt mere interessant for mig, og dermed er Glenn Hughes langt væk. Men nu lokker du jo med ‘Burn’, som nok er et af Purples skarpeste numre. Jeg holder dig personligt ansvarlig, hvis han ikke spiller den.


Mere gøglede end Jim Lyngvild
Jon:
Samtidig med Glenn Hughes spiller så Orange Goblin. Det er der en del, der er irriterede over, fordi det lapper over stilmæssigt, ligesom Terror og Refused – festivalens to eneste hardcore-bands – der spiller samtidig. Eller den der sandwich med Baest, Whitechapel og Lamb of God om fredagen. Dengang jeg skrev for Metalized for ti år siden, prøvede den ene redaktør at sende mig til Jylland for at høre dem, fordi han var sikker på, at det var lige noget for mig; tidligere i dag har Dinesen (Jacob, redaktør og fotograf på Devilution, red.) hævdet, at det er det eneste gode på hele Copenhell. Men er det ikke helt vildt dovent?

Anders: Jeg har engang lyttet en del til Orange Goblin og blev dengang overbevist om, at det var ret fedt. Men eftersom jeg ingen anelse har om deres bagkatalog eller kan beskrive lyden af dem, var der nok ikke meget at komme efter. Glenn Hughes trækker trods alt mest.

Jon: Amon Amarth tror jeg faktisk, at de ville elske, fordi de er børn, og det er ret meget på deres niveau, jo. Men det er nok der, de bliver hentet. Municipal Waste ved jeg, at de ville elske, og dem glæder jeg mig selv så meget til, at jeg kommer til at blive skuffet. Det er ret mange år for sent –  selvom det ikke er lige så grelt, som da jeg så Nuclear Assault 25 år for sent.

Anders: Jeg vil så gerne være med på hadet mod Amon Amarth, men der er et eller andet, der drager mig mod dem. Måske er det, at jeg ved, at de har så meget gøgl med på scenen i form af vikingeskib, dragetroner eller måske runesten – og drikkehorn! Jeg kan ikke undgå at elske dem på den pinlige måde. Som regel klarer jeg aldrig at høre et helt album, men live forstår jeg det pludselig, når jeg ser, at Amon Amarth ligner vikinger meget mere end HBO’s hipsterudgaver af dem. Deres riffs er så catchy, at det virker fortænkt, men efter et nip af en fadøl, virker det også på mig – og børn. Jeg er ved at afsløre mit sande jeg.

Jon: Jeg ville på en måde egentlig gerne kunne bonde med nogen over Amon Amarth. Rent principielt er det jo så bøvet, at det er fedt. Det er bare aldrig sket, og det er måske, fordi det altså er lidt kedeligt, som du påpeger.

Anders: Det er, som om Amon Amarth ikke rigtig er farligt nok. Kent beskrev det så godt i sin anmeldelse, hvor han også langede ud efter ensformigheden. De ligner vikinger, men når jeg hører pladerne, tror jeg ikke helt på dem. Men dog mere, end jeg tror på HBO’s vikinger.

Thrashbands skuffer mig til gengæld aldrig! Det er så også sjældent der, jeg får mine største oplevelser, men det er for det meste fra middel og lidt over, og jeg forventer, at Municipal Waste gør noget lignende for mig. Der vil sikkert være en frisk moshpit, som jeg kan holde mig på afstand af, så jeg undgår støv og svedpletter på min battlevest.

Jon: Den der Nuclear Assault-koncert for nogle år siden var nu ellers pænt skuffende for mig. Sådan set også Exodus' rutineshow sidste år. Ja, og Sodoms fordrukne sløseri. Jeg trænger nok faktisk til en rigtig god thrashkoncert. Det satser jeg på, at Municipal Waste kan levere. Men ellers er Psyke Project jo hovednavnet for mig lørdag. Nok i virkeligheden et hovednavn for festivalen som sådan. Jeg har set dem hver især i andre sammenhænge, siden de splittede, så jeg er ret sikker på, at det kommer til at holde.


Dragemetal i mørkt tøj
Anders:
Alle taler stadig om Psyke Project-koncerten i Pumpehuset, hvor de gik ned med et brag. Men jeg er bare så lidt til hardcore, at jeg aldrig kom af sted eller gjorde mig umage, før det var for sent. Jeg nåede ellers lige at forstå 'Guillotine', og så var de væk. Men de har gjort sig fortjent til den hyldest, det er, at Copenhell inviterer dem til genforening. Det er bare lige gået op for mig, at Dimmu Borgir spiller samtidig – der vælger jeg altså norsk black metal! De spiller jo dragemetal i mørkere tøj.

Jon: Jeg kunne egentlig godt se Burgeren for gammelt fjendskabs skyld. Har aldrig været rigtig hooked på dem, fordi det ikke var brillet, men jeg så dem på Roskilde i 2000 og havde det ret hyl over dem. Det er jo også næsten det eneste black i år, bortset fra Uhadada.

Anders: Jeg så dem også i 2000 og forstod intet. Man skal lige ind i det der med black metal, corpse paint og dagslys.

Jon: Der har de så mørket på deres side i år. Men jeg ved heller ikke, hvor længe jeg bliver hængende efter Psyke Project, fordi jeg også skal hente de der børn på Hovedbanen om formiddagen, og det ville egentlig være meget fedt at nå at vise dem Demon Head. Masser af overskæg, masser af twinleads. 

Anders: Desværre spiller Demon Head ret tidligt, og jeg kender mig selv godt nok til at planlægge min ankomst til lørdagens første show, hvorefter jeg indlægger diverse gøremål derhjemme og ankommer ti minutter efter, de er gået af scenen. Men alt, hvad de gør, giver mening og refererer til sand og trve metal.

Jon: Hvis jeg kommer derud så tidligt, skal jeg så også bruge de næste par timer på at forklare børnene, hvorfor Candlebox ikke er godt (det ved jeg ikke, om det ikke er, men det går jeg ud fra), hvorfor While She Sleeps er helt forkert, selvom de ser godt ud, og den ældste vil synes, at de er velklædte og har gode omkvæd. Og undgå Eluveitie, fordi adr.

Anders: Vi har glemt Eluvietie, ja! Schweizisk folkmetal! Jeg vil gerne se dig se dem: Har jeg ret i, at du ikke ligefrem swinger med den slags? Jeg har det selv meget stramt med den genre og bliver decideret aggressiv, når jeg ser folk bryde ud i kædedans, men samtidig må jeg anerkende, at det også er vildt, hvor dedikerede fans af den subgenre er.

Jon: Det er sådan et band, jeg er bange for vil appellere til mine børn, og så skal jeg belære dem om, hvorfor det ikke er godt for dem, og hvorfor noget andet, der også er lidt fjollet, så til gengæld er ok. Det gør altså det hele lidt svært.

Anders: Sådan har jeg det med Lalandia og Fisketorvet. Det handler om, at man i familien beslutter at skåne sine børn for den slags lette fornøjelser – og så lader, som om de ikke findes.

Jon: "Nej, det er rigtig nok, børn: Star Wars begynder faktisk med 4'eren. Der er aldrig lavet 1, 2 eller 3." 

Anders: “Og med Indiana Jones lige omvendt, hvor tetralogien slutter med 3’eren.”

Jon: Det er sandt.


Openhell på den store scene 
Jon:
Men Anders, er der så slet ikke noget, vi skal være rigtig uenige om i år? Er det tætteste, vi kommer på det, virkelig Scorpions? Jeg har det lidt sådan med Scorpions, at det er sådan noget, min knallertbøllestorebror og hans knallertbøllevenner hørte, mens de tunede deres Kreidlere, og det lyder jo egentlig meget fedt, men jeg har bare aldrig selv haft knallert eller lyst til det. Jeg føler det ikke rigtig. Jeg er dog gammel nok til, at "den der ballade med Scorpions" for mig er ‘Still Loving You’. Men er de noget værd i dag? Rocker de én som en orkan?

Anders: Jeg har forsøgt at se Scorpions tre gange, første gang på Wacken i 2012, hvor jeg udvandrede, da de spillede et reggaenummer, og de første dråber i en stormflod faldt, og anden gang ved sidste besøg på Copenhell; også her vandt regnen, og jeg gik i Biergarten. Men for halvandet andet år siden var de klogeligt gået indenfor i Royal Arena for at fastholde mig, og der var jeg meget betaget af både bandet og Rudolf Schenkers yderst potente overarme. Hvis du vil vise dine børn, at man ikke behøver forfalde trods 70 år, går du til Copenhells skarpest skårne mandfolk. 

Jon: Jeg har altså ikke tænkt mig at have mine børn rendende rundt på Copenhell efter mørkets og 12-hestesbranderternes frembrud

Anders: Det forstår jeg. Men tør du lade være med at give dine børn sunde forbilleder som Rudolf Schenker? Han ligner en, der lever af botox, veganermad og fitness.

Jon: Lidt som John Joseph fra (det ene) Cro-Mags, med andre ord?

Anders: Bare 14 år yngre. Scorpions spillede pissefedt i Royal Arena, de lød godt, og jeg, som hader ballader, måtte endda overgive mig til ‘Wind of Change’. Bedst var dog en eller anden meget lang instrumentalsang tidligt i sættet – det var overlegent. Og hvis de spiller noget fra ‘Face the Heat’, kan de endda tilfredsstille dem. der kommer for tung musik. Jeg tror på dem denne gang, og så har de jo alles yndlingssvensker Mikkey Dee på trommer.

Jon: Du har skrevet dig på til at anmelde den store jamsession, Ten Years in Hell. Hvad forventer du dig af den?

Anders: Der er meget lave forventninger, men jeg er nysgerrig. Reelt har de jo bare lavet en udvidet version af Biergartens Openhell-scene, hvor nøgne punkere synger ‘Balls to the Wall’ med et godt backingband. Mest af alt frygter jeg et show med mange pauser, fordi der skal skiftes musikere hele tiden. Forhåbentlig kan der opstå samme fællesskabsstemning, som gjorde Jacob Stegelmann sidste år til en særegen oplevelse – ellers falder det til jorden. 

Jon: #thecopenhellfeeling

Anders:
Lige præcis. Dog var Stegelmanns show et større scoop, selvom det ikke havde meget at gøre med metal. Skal jeg være helt ærlig, ville jeg dog hellere have et rigtigt band mere på plakaten i år.

Sofistikeret urbant lort
Jon:
Nu er der så Rob Zombie som hovednavn lørdag: Hvorfor har de dog booket ham igen? Jeg husker det ikke, som om der var nogen, der var rigtig glade for ham for et par år siden.

Anders: Rob Zombie var helt vildt sjovt i to-tre numre, som var de hits, jeg kendte fra White Zombie. Men resten af sættet var numre, der lød som dårlige kopier af selvsamme hits. Jeg endte med mere at være forarget over, at han ser så usoigneret ud – og så på en pæn festival for midaldrende mænd.

Jon: Han ville være blevet bortvist i døren til Northern Discomfort.

Anders: Ja! Med rette!

Jon: Bliver du hængende til den bitre ende? Og er det så til Kvelertak eller Uada?

Anders: Jeg vælger Kvelertak. Så slipper jeg for at knække halsen i forsøget på at udtale Uada. Navnet lyder som en Anders And-lyd.

Jon: For min del bliver det nok Uada. Jeg kan virkelig ikke med det norske Volbeat, som en bekendt engang kaldte dem. Jeg kan huske, at de spillede en eftermiddag på Copenhell i 11 eller 12 vist nok. Bassisten smed en halvfyldt øldåse ud i publikum, som landede lige for fødderne af mig. Så tyrede jeg den tilbage efter ham. Han kan sgu da rydde op efter sig, sådan et oliemiljøsvin. Det var vagterne bag mig strengt taget også enige i, når det kom til stykket.

Anders: Kvelertak har jeg hørt en del som baggrundsmusik og vist nok set noget fedt i, men alligevel ikke nok til, at jeg har lyttet for alvor. Måske skal de opleves sådan: Med ryggen til oppe fra bakken. Som jeg ville gøre med Volbeat! Jeg forstår sammenligningen.

Jon: Kvelertak er sådan et band, om hvem jeg gerne siger, at jeg virkelig godt kan forstå, hvorfor de er så store, som de er. Med al den foragt i stemmen, jeg overhovedet kan opbyde. Det sagt, så siger det også noget om Norge, at det er det her, der er deres Volbeat, synes jeg.

Anders: Fornemmer jeg en vis misundelse, eller bukker du bare i ærefrygt for Norges overlegne metalscene?

Jon: Altså, jeg synes jo, at det er ren lort. Bare så vi har det på plads. Men det er altså lidt mere sofistikeret og urbant end dansk lort. Men er der slet ikke noget, vi skal slås om så? Jeg mener, sidste år skulle der jo en Kong Kent med hurtige briller til at forhindre dig i at komme til at slå dig på mig?

Anders: Du har fuldstændig ret. Men det udstiller lige præcis mit personlige problem med årets program: Normalt ville være dødsfjender på næsten ethvert band. I år er der bare intet, jeg virkelig fandyrker. Der er ikke engang noget tæt på. Jeg siger ikke, at programmet er dårligere i år – det rammer bare forbi mig. Og måske også forbi dig. Er der noget på programmet, som har stor betydning for dig?

Jon: Municipal Waste og Terror er mine hovednavne. Og så Psyke Project. Det er faktisk de eneste rigtig store for mig. Men du kan jo komme i pitten til Terror om torsdagen og få beskidtet din fine vest? Jeg skal bare lige have nogen til at holde mine briller og min hat. Og min rygsæk og min notesblok.

Anders: Jeg tager mod den udfordring. Måske skal dette være året, hvor jeg tager mig sammen til at forstå hardcore. I øvrigt har jeg ingen notesblok til koncerter længere – ikke efter det første eller andet år, hvor jeg stod og skriblede løs, og en nysgerrig herre spurgte, om jeg var Tintin. Jeg følte mig ikke værdig til den sammenligning. Selvom Tintin vist aldrig har skrevet en artikel.