Copenhell 2018: Unødvendigt spild af nattesøvn

Copenhell 2018: Unødvendigt spild af nattesøvn

Max Cavalera holdt sit vanligt lave niveau, mens backingbandet gjorde deres bedste for, at Soulflys koncert trods alt ikke skulle blive helt skandaløs.

Kunstner
Dato
21-06-2018
Fotograf
Peter Troest
Forfatter
Karakter
2

Fredag aften viste Ozzy Osbourne os, at man sagtens kan redde svigtende evner og forlænge en karriere ved at hyre tilpas kompetente folk til at spille med én. Og torsdag aften demonstrerede Max Cavalera med al ønskelig tydelighed, at det trick ikke virker hver gang. For selv om bandet bærer navnet Soulfly, er det stadig den tidligere Sepultura-frontmand, der er det altoverskyggende trækplaster, der sælger billetterne. Hvilket man egentlig godt kan undre sig over. For han har mindre og mindre at byde på for hver dag der går.

Således også i aften, hvor det stod krystalklart, at han enten ikke gider eller magter hverken at spille guitar eller at have luft nok til at synge sine tekster bare nogenlunde tilfredsstillende. Soulfly bliver i høj grad holdt oppe af guitarekvilibristen og energibundtet Marc Rizzo og Cavaleras søn Zyon på trommer, der virkelig gør det fornuftigt. Men det er svært at ignorere kransekagefiguren i midten, der blot er en skygge af det brasilianske frontalangreb, vi kender fra Sepultura-tiden, og som nu i højere grad ligner og lyder som de mere forhutlede typer blandt de hjemløse pantsamlere, der gjorde en flot indsats på Copenhell i år.

Og som om det ikke er slemt nok, at bandets stærkeste kort nu er bandets svageste, lider Soulfly under endnu et problem, som blev udstillet i al sin herlighed torsdag nat: kvaliteten af deres materiale. Bandet har spyttet 10 album ud på 17 år, hvoraf måske kun halvdelen egentlig er gode nok til at have set dagens lys. Og det samme gælder aftenens sætliste. ’Blood Fire War Hate’ er et godt nummer. Det samme er åbneren ’Frontlines’, ’Fire’, ’Back to the Primitive’, ’Bleed’ og ’Seek’N’Strike’. Men det gælder til gengæld ikke for ’Prophecy’, ’Plata O Plomo’, ’No Hope=No Fear’ eller den urimeligt anstrengende ’We Sold Our Souls to Metal’.

Der er simpelthen for langt mellem snapsene, hvilket også understreges af, at Cavalera ofte vælger at putte Sepultura-numre på sætlisten, trods det omfattende bagkatalog. Det fik vi ikke i aften, hvor vi til gengæld blev budt på Nailbomb-coveret ’Wasting Away’, som Max Cavalera selv formentlig er den eneste, der kan se nødvendigheden af.

Publikum virkede til at hygge sig, hvilket nok i lige så høj grad kan tilskrives mængden af alkohol i blodet klokken to om natten på festivalens førstedag samt det faktum, at en moshpit var den nemmeste måde at holde sig varm på i den bidende vind, der fejede over Refshaleøen. Max Cavalera gjorde i hvert fald ikke meget for, at vi kunne lune os, og man blev mere og mere bevidst om, hvorfor det var, Soulfly var kommet med på festivalbilletten på et afbud. Efter i aften behøver Copenhell ikke at ringe til Soulfly en anden gang.