Copenhell '19: Stramt tag om natten

_MG_9437
_MG_9472
_MG_9493
_MG_9513

Det blev aldrig den store, samlende afslutning, men Kvelertak lukkede ikke desto mindre Copenhells andenstørste scene ned med overrumpende energi, overskuds-rock 'n' roll og en vis stemning af byfest.

Kunstner
Dato
22-06-2019
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Lykke Nielsen
Forfatter
Karakter
3

Der er altid en særlig aura omkring den sidste nat på en festival.

Det sidste hovednavn og samlingspunkt har spillet, og mens nogle drysser mod udgangen, ligger andre brak på festivalpladsen og har taget tidligt forskud på nattesøvnen.

Og så er der dem, der skal have det sidste med. Der skal vride det sidste ud af festen og natten, og ikke stopper, før de bliver sendt hjem.

Det er en penduleren frem og tilbage mellem den euforiske sidste omgang og den melankoli, der indfinder sig, når det hele er overstået, der kendetegner sidstenatten. Og da Kvelertak skulle gå på Hades-scenen som sidste band lørdag nat og effektivt lukke den store plads, lå afskedsstemningen allerede i luften.

Overrumplende energisk
Scorpions var netop gået af hovedscenen efter halvanden times uengagerende heavy rock, der lod til i høj grad at være en gentagelse af deres koncert samme sted for tre år siden. Og mens fyrværkeri blev sendt op i luften for at markere den overståede festival og de 10 år, den har kørt, skulle Kvelertak altså gå på i sådan en post-fejringstilstand, mens den øvrige festivalplads langsomt blev rømmet af sig selv, efterhånden som folk tog hjemad, hvis ikke de altså skulle en tur forbi Biergarten først.

Efter alt at dømme var vi også en del, for hvem Scorpions ikke viste sig som den headliner, de burde være, for selvom pladsen foran Hades langt fra var fyldt op, havde de fremmødte stadig en masse energi, der skulle brændes af.

Det havde Kvelertak heldigvis også – og de leverede en fest, der var natten værdig. Med et ”vi er Kvelertak fra Norge!” fik frontmand Ivar Nikolaisen, der overtog rollen som forsanger sidste år oven på Erlend Hjelviks afgang, introduceret bandet. Og så var der ikke så meget andet at gøre end bare at spille.

Det seks mand store band var veloplagte, og hjulpet godt på vej af fire-fem ildkanoner, der spyede flammer ud igennem koncerten, kom de langt ud over scenekanten med en overrumplende energi, hvilket blev taget godt imod af publikum, der sugede det til sig og kastede sig rundt i jagten på det sidste kick.

Den gladeste far-metal
Kvelertaks sammenkog af punk, klassisk rock 'n' roll og black metal er meget umiddelbar, og virkemidlerne er velkendte og effektive: Lav et tonsende groove over en tre-fire akkorder, brøl noget uforståeligt på norsk henover, lav et break, smæk en melodisk guitarfigur ind, harmonisér og gentag. Og indsæt så wahguitaren, hvis der skal rockes mere ud, eller slå over i et blastbeat, hvis det skal være mere metal.

Det er i hvert fald rimelig meget de elementer, der jongleres rundt med i numre som ’Offernatt’, ’Blodtørst’, ’Berserkr’ og ’Mjød’, der alle blev spillet. Og det fungerer.

Faren er så også bare, at det kan blive så jovialt, at det tipper over mod den rene byfest.

Som da tempoet tidligt i sættet blev sat ned i ’1985’, hvor den brølende vokal får modspil af durtonalt spil i guitarfigurerne, der vækker minder om et melodisk AOR-band som Boston. Det fik manden i battlevesten ved siden af mig til skeptisk at udbryde: ”De fik al vores olie, vi fik far-metal”, mens gutten i den gule Kadavar-trøje sprang rundt og begejstret råbte: ”Det er det gladeste metal, jeg nogensinde har hørt!”, og vennerne rockede ud omkring ham.

Sådan er der plads til uenigheder om bandets kvaliteter, men man kan næppe forestille sig en gruppe, der mere passende kunne udløse den sidste energi hos et publikum, der på én og samme tid var både trætte, glade, udkørte og oppe at køre oven på tre-fire dages metaludskejelser.

Med en crowdsurfende guitarist og et sidste ’Kve-ler-tak!’ slap nordmændene taget om natten og lukkede festen efter en lille time. Det blev aldrig den store og samlende afslutning, man kunne have håbet på, og de kunne snildt have spillet mere. Men dén svingom gemmer vi så til en anden gang.