Copenhell '22: Basarm på den sene vagt

Populær
_MG_1959
_MG_1877
_MG_1885
_MG_1914
_MG_1936
_MG_1971
_MG_2039
_MG_2095

Svartsot fik den ulykkelige tjans at spille Gehenna op, mens D-A-D stadig havde en fest på hovedscenen, men gjorde ikke rigtig noget for at holde fast i dem, der trods alt var dukket op.

Kunstner
Dato
18-06-2022
Koncertarrangør
Fotograf
Lykke Nielsen
Forfatter
Karakter
3

Lad os til en start konkludere, at det måske godt kan betegnes som lidt uheldig planlægning, at lægge tre dansksprogede, syng-med bands på stort set samme tidspunkt. Det bliver desværre lidt en popularitetskonkurrence, og det er vel efterhånden almen viden, at flere likes ikke er det samme som større kvalitet.

Svartsot vandt ikke konkurrencen mod D-A-D og senere Bersærk, og det var lidt ærgerligt. De havde en ret tom plads at spille første nummer for, men fik heldigvis gradvist flere til at kigge forbi Gehenna. Og når jeg siger “kigge forbi”, var det præcist det folk gjorde. De kom forbi, stod lidt og kiggede med en halv øls tid og trissede så videre ud i natten. Svartsot har dog også dedikerede fans, og der var fest på de første 3 rækker. Jeg tror ikke, at Svartsot manglende noget, men det blev en lidt tam oplevelse at være blandt dem i publikum, som ikke lige var med til denne fest. Og 00.30 er bare for sent til mosh for en aldrende anmelder.

Svartsot spiller en charmerende folk metal, som de krydrer med en omgang growl på vokalen. De har inspirationen i den ældre danske historie – folkeviser og folkefortællinger og den slags, og på instrumentsiden blev der trukket både det ene og det andet op af hatten, som kunne understrege den historiske vinkel. Det var dog kun forsanger Thor Bager, der for alvor gik op i udklædning, og han kravlede således på scenen iført knælang kutte midt i første nummer.

Jeg er ikke den mest velbevandrede ud i Svartsots efterhånden ret store bagkatalog. Og jeg tror heller ikke det er noget, jeg kommer til at bruge ret meget tid på i fremtiden. Ikke fordi Svartsot er dårligt – slet ikke. Ikke lige min genre, men de spiller godt, og de har en fest på scenen. At lyden ikke var med dem denne blæsende nat i skoven, var ikke deres skyld, selvom det naturligvis ikke bidrog til fornøjelsen. Nej, min anke går på, at jeg allerede i præsentationen af andet nummer skal ryste træt på hovedet, når Bager brovtende præsenterer “Kromandens datter og hendes kæmpestore ….. (høhø) PATTEEEEEEER”. Jeg er ligeglad med, hvilken folkevise de har nakket denne charmerende titel fra – eller hvor de i øvrigt har hentet deres inspiration til så megen intelligens i samme sætning. Det er dumt, så det hviner i tænderne, og det bliver ikke ret meget bedre, når man læser teksten, der vel i bund og grund handler om et overgreb på denne “kromandens datter”.
Jeg er ikke typen, der let bliver krænket. Det blev jeg sådan set heller ikke denne aften. Det er bare en sang og en titel på en sang. Det skal nok gå. Men jeg bliver bare så fucking trist – over at det stadig er tøhø-sjovt at omtale kvindelige attributter og kvinder i det hele taget på så idiotisk måde, over at det overhovedet er noget vi stadig skal tale om her i 2022, hvor budskabet vel for helvede snart må være sunket ind, og over den basarm, der bredte sig blandt de mere beduggede, af-alkohol-oppustede mænd i der havde indfundet sig.

Hvorfor dog nedlade sig selv til laveste fællesnævner, når talentet og ideen helt tydeligt var på plads denne aften på Gehenna?