WOA '17: Kejseren er tæmmet
Populær
Gendannede Emperor har vi nu oplevet tre gange på Wacken, og tredje gang var ikke lykkens gang. Det lugter for meget af penge og for lidt af spilleglæde.
2. Thus Spake the Nightspirit
3. Ensorcelled by Khaos
4. The Loss and Curse of Reverence
5. The Acclamation of Bonds
6. With Strength I Burn
7. The Wanderer
8. Curse You All Men!
9. I Am the Black Wizards
10. Inno a Satana
Lige så begejstrede enkelte redaktionsmedlemmer, denne anmelder inklusiv, er for norsk black metal, lige så nemt er det at gennemskue, når noget går fra oprigtig spilleglæde til kalkuleret og kynisk forretning. Emperor er trådt ind i den sidste kategori. Første gang vi så dem på Wacken Open Air tilbage i 2006, var vi jublende glade for endelig at få lov til at opleve dette historisk vigtige band fremføre nogle af de bedste sange skrevet i norsk musikhistorie i den sorte genre.
Da de i 2014 gentog seancen ved at hylde den forjættede ’In the Nightside Eclipse’ ved at spille den i sin helhed, var vi også ret glade. Men i 2017 er det svært helt at genfinde samme rene lykkefølelse over at se Emperor på scenen igen. Bevares, de fejrer endnu et 20-årsjubilæum. Denne gang med den opfølgende ’Anthems to the Welkin at Dusk’, der måske endda kompositorisk overgår debutpladen. Det er naturligvis en udtalelse, der er til diskussion.
Men selvom sangene i hvert fald ikke fejler noget, så synes engagementet og oprigtigheden at mangle hos Emperor. Ihsahn i front med guitar og vokal er stadig rygrad og kaptajn i Emperor. Den ubestridte kejser. Han styrer showet. Både internt og over for publikum. Men han er blevet tæmmet. Ihsahn udstråler ikke længere den aura, som Emperor førhen har haft. Det intense og det specielle er væk. Det begynder at føles hverdagsagtigt for dem og for publikum. Et band, der ikke udstråler spilleglæde.
Samoth spiller bare guitar ude til venstre på scenen, og Trym leverer varen bag trommesættet. Pladen fremføres kompetent og uden svinkeærinder. Men der mangler bare noget gnist. Det er svært ikke at stå og begynde at spekulere i bevæggrundene for, at de igen er draget på turné. Vi ved jo godt, at de ikke spiller gratis, og at få et navn som Emperor lokket ud af pensionisttilværelsen er jo et scoop af dimensioner.
Det var det i hvert fald i 2006 og til dels i 2014. Anno 2017 begynder det at lugte, og det martrer oplevelsen. For det er da en herlig, nostalgisk oplevelse at se Emperor fremføre en plade, man hørte så meget i halvfemserne. Men der er blevet dryppet malurt i bægeret, og det er Emperor selv, der har gjort det. De vil ikke spille sammen længere. Der kommer ikke noget nyt materiale. De malker bare det, der engang var. Og det vil stå for al tid. Men på et tidspunkt mættes man af gendannelser, der helt åbenlyst bare gør det for pengenes skyld. Og der er ikke noget værre, end når ens foretrukne plader mudres til med sådan et eftermæle.
Lige nu kan vi frygte, at de kommer igen i 2019 med ’IX Equilibrium’ og 2021 med ’Prometheus: The Discipline of Fire & Demise’. Begge plader, der sagtens tåler at blive spillet live, men som vi egentlig ikke har brug for, hvis det bare er for at hive nogle millioner til Norge for at holde pantefogeden fra døren. Som det ser ud nu, er det ikke utænkeligt, for fejringen af ’Anthems to the Welkin at Dusk’ fortsætter ind i 2018, og så længe festivaler og publikum agerer malkeko, er der intet incitament for Emperor til at slukke for malkerobotten.
Hele koncerten kan ses her, da den blev streamet fra Wacken: