Copenhell 24: Årets sidste øksehug
Mens resten af scenerne så småt lukkede årets festival ned i adstadigt tempo, gjorde Enforced deres for at rykke Gehenna fra hinanden. En behjertet indsats i helhedens alhellige navn.
Asinhell. High on Fire. Tool. Vansind. 802. Sort Sol. Det var ikke, fordi Copenhells afsluttende etaper i 2024 var blevet afholdt i et specielt opskruet tempo. Som om det blev tilstræbt, at det hele lige blev kørt ned i et nogenlunde middelhårdt gear, inden gæsterne blev sendt mod exit-skiltene.
Samtidig med, at de to førstnævnte indtog deres respektive scener, blev det resterende publikum, der af den ene eller anden grund ikke følte sig tiltrukket af de større navne, i stedet trakteret med den sidste koncert i år, hvor man virkelig kunne slå sig: Enforced. Hård og brutal thrash uden omkvæd, uden pauser og uden nåde.
Selv om en kombination af åbenlys nervøsitet og en teknisk afdeling, der indledningsvist strejkede fuldstændig og gjorde sit til at bringe kvintetten fra Virginia ud af fatning, genfandt de den hurtigt, og fra koncertens andet nummer var der ingen vej tilbage. Bandet, der havde sine både visuelle og musikalske ligheder med eksempelvis Power Trip, tilsatte rigelige mængder højt tempo og ofte en dødsmetallisk brutalitet til thrashen.
Centrifugen drejer rundt og rundt
Resultatet blev en koncert, hvor fokus var på en maksimal udledning af energi og voldsomhed snarere end interaktion, fællessang og eftertænksomhed. Det var de sidste kræfter, der skulle brændes af. Pitten foran scenen var i konstant bevægelse, mens bandet ubønhørligt kværnede på. Hvad de mangler, såvel på plade samt live, i evnen til at skrive de virkelig mindeværdige og stærke tracks, kompenserede de så rigeligt for med hurtighed og gå-på-mod.
Man fik indtryk af, at helheden var altafgørende frem for de enkelte dele. Størstedelen af publikum kendte ikke musikken eller titlerne, og Enforced gjorde intet for at oplyse dem. Hovedsagen var energiudladningen. En fyr nede foran fik næseblod, og forsanger Knox Colby kommenterede kort, om hans næse var brækket. Da svaret var negativt var responsen tydelig: ”I want more of that!” Vi ville se blod for sidste gang i år!
Da Enforced efter tre kvarters tid lukkede forestillingen af med 'Hanged by My Hand', stod publikum stakåndede tilbage. Nuvel, koncerten havde måske været en smule for lang, fordi kvaliteten af materialet ikke stod mål med længden, og det hele kanske syntes en smule ensformigt til sidst – men energiniveauet var der ikke mange fingre at sætte på.