Forstærkninger til artilleriet
Populær
Det er en lise at opleve thrash spillet så formfuldendt, som Artillery gør det. Specielt når 4/5 af bandet var småbørn, da de klassiske sange blev skrevet.
Der er noget last man standing over det, når Michael Stützer indtager scenen med sin B.C. Rich. Han var med til at starte thrash metal-scenen i Europa i begyndelsen af firserne, og femogtredive år senere står han der stadig. Nitterne og lædertøjet fra de tidlige år blev ved indgangen til halvfemserne skiftet ud med shorts, band-T-shirt og omvendt kasket, og sådan er det forblevet. Thrash har været gået af mode, haft revivals og gået af mode igen, uden at det for alvor har berørt Artillery, lige så lidt som andre trends på metalscenen har gjort det. Artillery spiller thrash, sådan som de altid har gjort det. Stærke riff, fængende melodier, solide hooks. Der er ingen flitterstads, ingen ballader, ingen growl eller beatdowns, ingen backingtracks, og det mest showy, man får lov at opleve i løbet af deres koncerter, er den obligatoriske solo, hvor Michael Stüzer spiller med tænderne. Så står pansergeneralen der med guitar i hele ansigtet, mens resten af bandet fniser lidt ad det, fordi det er lidt komisk, men man lader ham også gøre det.
Det er jo Michael Stützer, og det er resten af Artillery ikke. Som hos næsten alle andre thrash-bands, der har spillet lige så længe som Artillery, har der været et rend af medlemmer ind og ud af bandet gennem årene. Specielt pladserne bag trommesættet og bag mikrofonen har der været træk på, men i Michael Bastholm Dahl har Artillery de sidste fem år haft en sanger med en udtryksfuld stemme, der løfter sangene og tilføjer dem et ekstra spil. Hans vokal er med til at hæve Artillery. Samtidig med ham indtrådte Josua Madsen i bandet som trommeslager, men en brækket tå har holdt ham hjemme, så Anders Gyldenøhr fra HateSphere og Grope vikarierer. Også Peter Thorslund har vikar på i form af Tobias Nefer, hvis fingerbasspil og hashervest-look klæder Artillery, og med Rune Gangelhof som fast live-stand-in for Morten Stützer på rytmeguitaren har 4/5 af aftenens band med andre ord været småbørn, dengang Artillery indspillede de klassiske sange, som Michael Bastholm Dahl introducerer som “endnu en sang fra stenalderen”.
Ikke at det er noget, man kan mærke på bandet. Det er rutinerede musikere, og de er godt sammenspillede. Artillery er så professionelle, at selvom en aften som denne med et stykke under hundrede tilskuere langt ude i provinsen nok ikke er en af deres største, så leverer de. Artillery kan godt spille på rutinen og stadig være fuldstændigt overlegne i forhold til rigtig meget af det metal, man ellers bliver spist af med. Det hjælper de nye rekrutter med til, og det er simpelthen en lise at opleve thrash spillet så formfuldendt, som Artillery gør det.
Charmerende miskmask
Formfuldendte er åbningsbandet Caught Red Handed til gengæld ikke. Faktisk er det et stort, fedt miskmask af stilarter og virkemidler, som bandet bringer til torvs med en fordomsfri tilgang til det at spille og komponere metal. Man kunne også vælge at kalde det lettere inkompetent, i hvert fald er det ret overraskende at læse sig til, at de tre Viberg-brødre i bandet har spillet sammen siden 2008 og i den nuværende konstellation med sanger og guitarist Kasper Miller siden 2012. Det er altså ret imponerende, at man kan spille sammen så længe og stadig være så famlende.
Men det er ikke udelukkende en dårlig ting. Faktisk er Caught Red Handeds klodsede samspil og deres stilforvirring på sin vis ganske charmerende. Det kræver sin høje hat at binde an med keyboards, backing track og tappede guitarmelodier, når man stadigvæk aldrig er helt sikre på, at man kan nå at ramme det samme taktslag, ligesom det på en måde kalder på applaus, når Kasper Miller binder an med ren vokal, selvom han strengt taget ikke har stemmen til det. Charmerende er Caught Red Handeds luntende og rockede midtempodød også i sin primitive smadrethed, der sine steder næsten lyder som Master.
På den måde minder Caught Red Handed om en tid, hvor metallen stadig var ny, og hvor der endnu ingen dogmer var fastlagt. Det er prisværdigt. Havde de så også været gode oveni, havde det været rent ud fantastisk.