WOA18: Paven opfordrer sagte til hor
Populær
Ghost havde det helt store sceneshow til fredagens natlige koncert, hvor der blev opfordret til uterlighed, mens musikken var lav og ikke rigtig fængede.
2. Rats
3. Absolution
4. Ritual
5. From the Pinnacle to the Pit
6. Faith
7. Cirice
8. Miasma
9. Year Zero
10. He Is
11. Mummy Dust
12. Dance Macabre
13. Square Hammer
14. Monstrance Clock
Fredag nat, og vi er for længst over midnat. Faktisk er klokken 01.45 lørdag morgen, før svenskerne troner frem på Harder Stage og fremfører det præcis samme show, som de for et par måneder siden gjorde på Copenhell. Dog med potentielt tre gange så mange tilskuere. Så mange havde ikke valgt at blive oppe så længe, men der var nu stadig godt fyldt på festivalpladsen, det fremskredne tidspunkt taget i betragtning.
Ghost spiller dog alt for lavt. Noget, der skal vise sig ikke at være en skæbne, der kun er dette ene hovednavn forundt på Wacken Open Air 2018. Først omkring ’Faith’ er det, som om det bliver bedre. Så store hits som ’Rats’ og ’From the Pinnacle to the Pit’ dør i den manglende volumen. Man kan godt høre musikken, men man kan ikke mærke den.
Den nye pave, eller kardinal, som Tobias Forge jo er p.t., er i vanligt godt humør. Bandet har været på festivalen hele dagen, så han spørger selvfølgelig til varmen. Folk griner. Den gamle pave, der stavrer op og fremfører en lille saxofonsolo, er et morsomt indslag, om end fuldstændig ligegyldigt, og saxofonen drukner også i lyden. Det kan selvfølgelig være, som når Spice Girls i sin tid havde slukket for mikrofonen til Posh Spice, fordi hendes sangstemme ikke helt var på niveau. Sådan har vi vel alle befundet os i situationer, hvor et familiemedlem gerne vil en masse på et instrument, men det lyder ikke særlig godt, og så kunne man ønske sig, at der blev skruet ned for det. Men her er det jo tydeligvis en gennemtænkt ide, der er en del af showet. Så havde det nok været smart lige at lave lydprøve på instrumentet.
Der kommer lidt mere fællessang og stemning over det, da ’He Is’ og ’Square Hammer’ bliver spillet. Og der er naturligvis ikke et øje tørt, da kardinalen opfordrer publikum til at stryge ned i teltene og ”fuck each other”, da han introducerer ekstranummeret ’Monstrance Clock’.
Som show fungerer Ghost godt. De unavngivne ligædere, der spiller på instrumenterne, gør det fremragende. De har hver deres små roller i showet, og vrik med hoften, gestikuleren til hinanden og publikum med mere gør, at en koncert med Ghost hænger sammen, når den sprechstallmeister Tobias Forge styrer slagets gang med små kokette vink med de handskeklædte hænder. Ghost gav et flot show, der bare manglede lidt volumen for at have været rigtig godt.