Tungt julebal i fuzzens navn

Tungt julebal i fuzzens navn

Stonerrock var fællesnævneren, og Karma to Burn var dagens store sejrherrer tredje juledag, da Loppen inviterede til julehygge i den hårde ende.

Kunstner
Titel
Karma To Burn + Helhorse + Demon Head
Spillested
Dato
27-12-2017
Genre
Forfatter
Karakter
3

Vi kunne have valgt at græde salte tårer over fraværet af den nu hedengangne Black Christmas, som loyalt havde hjulpet os sortsindede metalhoveder igennem andeparteringen og brunkageræset. Det var der dog ingen grund til nu, hvor Loppen, forhåbentlig som en fast tradition, havde lagt op til heavybal i julens navn. Hvor svensken dog sværgede mere til den corpsepaint-betonede tråd, var Sankt Hells lineup af mere grumset karakter med de svenske Greenleaf og amerikanske Karma to Burn som headlinere fra hver deres del af stoner-spektret.

De lokale garagerockere fra Demon Head havde fået æren af at åbne ballet, og på trods af mange koncerter på cv'et siden deres start i 2012, var det fortsat et ubeskrevet blad i live-sammenhæng for nærværende anmelder. Det skulle dog hurtigt vise sig at være en fejltagelse, for deres intense, mørke energi gav bandet en helt anden dynamik end på plade. Sætlisten var 100 % dedikeret til 'Thunder on the Fields', deres anden fuldlængde fra 2017, og selvom den ikke havde gjort væsentligt indtryk inden koncerten, var det en helt anden oplevelse at se numrene folde sig ud live. Jovist, deres fremtoning var en komplet tidsrejse til de lurvede 70'ere med lange slangekrøller, svedige pandebånd og skramlet rå syrerock af den type, din far kunne have røget en koger til i sine ungdomsår. Det er en god idé at være sundt skeptisk, når bands dedikerer sig for meget til at lyde som de gode gamle dage uden væsentlige nye tilføjelser til paletten, men som bekendt kan undtagelsen bekræfte reglen. Det var især den slæbende tunge 'Untune the Sky' og den hårde afslutning med den dansksprogede 'Menneskeæderen', der bidrog til at illustrere de mere beskidte og indlevende sider, som Demon Head endnu har til gode for alvor at belyse på plade. De bestod testen i at få det skæve til at virke enkelt og organisk og havde også gemt plads til mere episke passager undervejs. De kan godt være, de har hørt lidt meget tidlig Pentagram, men skal det være autentisk, så leverer Demon Head varen.

Efterfølgende stod der bare, tatoverede overkroppe, læderjakke og rå attitude på programmet i form af velkendte Helhorse. Lineuppet var dog lidt anderledes, nu hvor Stephan Krabsen var blevet indlagt med en infektion samme dag, men Andreas Benthien spillede imponerende fejlfrit som hasteindkaldt riff-maestro. Det er dog først og fremmest Mikkel Wad, der som forsanger og fast indpisker bærer scenen med slikket hår, verdensstjerne-mentalitet og habile doser coolness-faktor. Hvad han ikke har i stemmen, kompenserer han for i sceneoptræden med fagter og løben rundt blandt publikum, så salen hurtigt når til kogepunktet.

Læderjakken kastes hurtigt bort derefter, mens showet fortsætter med numre fra hele karrieren, inklusive et par nye, endnu uudgivne, hvor især 'Scarlett Meadow' lagde sig fornemt i den tunge ende af deres repertoire.
Det pudsige med Helhorse er, at meget af charmen ligger i attituden og live-leveringen, uden at musikken for alvor kommer under huden. De er dygtige, ja. Deres punkede nerve og Wads kontakt til publikum er svær at modstå, ja. Der mangler dog det der tredje krydderi, der får det hele til at gå op i en højere enhed. Når det er sagt, skal man dog heller ikke underkende underholdningsværdien i at blive beordret at sætte sig ned på gulvet og hoppe op på Wads kommando.

Med supporten af vejen stod West Virginias instrumentale stoner-powertrio Karma To Burn klar som næste band på programmet. Et band i en liga for sig, som forudsætter, at man accepterer et arsenal af præmisser:

- En helhjertet dedikation til fjerdedelstakter
- Guitar-riff som det totalt bærende element
- Komplet fravær af ørehænger-values
- 130 % fuzzy, tung stoner fra start til slut.

Var man dog fintunet til disse parametre, var det en mesterligt blæret lektion udi den klassiske riffskole som en lydmur, der tvang selv de mest konservative metalheads til at falde ind i de hårde grooves. Evan Devins trommesæt stod forrest på scenen, og hans vilde gestik og hårde punch var nærmest som at se Animal fra Muppet Show i fuld vigør. To gange slog han lilletrommen så hårdt, at både tromme og stativ væltede ud på scenen, så jeg pludselig selv endte med at være trommeassistent, mens han tæskede løs. Dedikeret opvisning i, hvordan man holder rock 'n' roll-toget kørende uden de store dikkedarer, og selvom bassistens tilstedeværelse i lydbilledet er lige på vippen til komplet fraværende, så spillede det ingen rolle, nu hvor William Mecums præmisser om komplet sværgen til de seje riff var indfriet. Overlegent, intet mindre.

Som headliner var det dog de svenske syrehoveder fra Greenleaf, der havde fået æren af at runde af ved midnat. Navnet siger jo sådan set det hele. Som vi også fik bekræftet til Children of the Sun tidligere på året, er vi ikke just ude i et band, der genopfinder den dybe tallerken, men kan man lide opskriften, er der heller ingen grund til at være for fin på den. Arvid Jonssons skrålevokal tilføjede især i de nyere numre som ’A Million Fireflies’ og ’Funeral Pyre’ en mere catchy kvalitet til deres lyd. En blændende afveksling fra de mere tungt psychede ældre indslag, der mere ofte end ikke mindede en om, hvad klokken egentlig var slået. Lirede guitarsoloer gjorde desværre ikke meget for at hæve præstationen over det middelmådige, hvor ørehængerne, i modsætning til Karma to Burn, var dem, der satte liv i de mest hærdede tilstedeværende. Syre-rifforamaet fortsatte som forventeligt til langt over den planlagte sendetid, og således var det den hårdt tilrøgede kerne, der holdt seancen ud. Var man i det sindelag, var man sikkert også godt tilfreds. Det ville dog klæde Greenleaf med lidt flere tilføjelser til musikpaletten inden næste rejse over Øresund.

Demon Head: 4
Helhorse: 3
Karma To Burn: 4
Greenleaf: 3