Blod på dansegulvet
Populær
Der blev headbanget og nikket skaller, da Slægt og Halshug fredag aften sørgede for en udsolgt aften i metalmusikkens navn i indre København. Wölfblood varmede godt op.
På Musikcaféen i Huset i Magstræde var der denne fredag aften udsolgt på forhånd. Via arrangementets facebookside var der tilmed flere, der søgte billetter på det sorte marked. Det manglede da også bare. Taget i betragtning at det var to af landets bedre metalbands, Slægt og Halshug, begge fra København, der var øverst på plakaten, var det præcis, som det bør være.
Selv kom jeg selvfølgelig for sent til Wölfblood, der var det første navn til at indtage scenen på Husets 4. sal, der i øvrigt ligger hyggeligt gemt i en af hovedstadens mere farverige baggårde placeret kun en spytklat fra Strøget. De par numre med Wölfblood, jeg dog nåede at høre, blandede en festlig, tribute-agtig Motörhead-genkendelighed med en melodiøs snert af punk, der lige akkurat gjorde mig så nysgerrig, at jeg sagtens kunne lokkes ud af hulen næste gang, de gæster et spillested i nærheden. Wölfblood giver efter sigende relativt ofte koncerter på Lygtens Kro på Nørrebro, hvor det da også er svært at forestille sig, at det ikke skulle være en fest at opleve dem.
Pålidelige heavy metal-dikkedarer
Efter en kortere pause gik Slægt så på scenen, hvilket som forventeligt fik aftenens publikummer til at stuve sig sammen om stedets ydmyge scene. Slægt, der i 2011 startede som Oskar Frederiksens soloprojekt, har sidenhen udviklet sig til og er bedst kendt som et velspillet, altid veloplagt firkløver, der støt og roligt lægger den danske metalscenens publikummer gradvist mere ned for nærmest hver koncert, de giver. Det gjorde de også denne aften, hvor der tilmed var flere, der efterfølgende snakkede om, at det var en af de bedste koncerter, de overhovedet havde set Slægt give.
Det siger ikke så lidt, og disse Slægt-kyndige publikummer har tilmed en pointe i deres betragtning. Slægt var kort og godt fantastiske, også på Musikcaféen, og at man får lov til at opleve dem i rammer som disse på en fredag aften for 60 sølle kr., må i det hele taget vist være et af samtidens musikkulturelle privilegier. Slægts metal kommer i både anden og højeste potens med lige dele black og NWOBHM-guitardrevet helteepik, og det er i høj grad deres forening af stadionstore guitarmuskler kombineret med lyden af undergrund, der giver bandet deres mange kvaliteter.
Aftenens sætliste havde hovedfokus på ’Domus Mysterium’, deres andet studiealbum som udkom på Ván Records tilbage i maj måned, og som Slægt skal på deres vist nok første europaturné med i begyndelsen af næste år. Indtager bandet de europæiske metalscener med samme koncentrerede alt-eller-intet-vilje, som de gang på gang har indtaget flere af hovedstadens scener med, er det svært at forestille sig, at Slægt ikke skulle hive også en (endnu større) skare af internationale metalhoveder ind i deres fold af begejstrede fans. At de fortjener det, var koncerten på Musikcaféen endnu et stærkt eksempel på.
Ikke så meget pis og farlig attitude
Hvor Slægt kombinerer det frenetiske fra black metal med klassisk NWOBHM og noter af Judas Priest, har Halshug en 1:1 tilgang til den anderledes og dog genkendelige metalliske musik, som de spiller, forstået på den måde, at i Halshugs verden er der ingen plads til svinkeærinder.
Og så alligevel. Der rystes mest på hovedet, når jeg pointerer, at Halshug til tider minder mig om Nirvana, men det er der altså noget om. Tilsat en på alle måder uidentisk aggressivitet forstås. Om ikke andet var både hovedriffet og den kortere solo, der dukkede op halvvejs inde i aftenens åbningsnummer, ’Sort Sind’, et soleklart eksempel på bandets underbevidste forkærlighed for Cobain. Halshug har desuden flere subliminale strejf af en styrke a la Hellhammer, men mest af alt har de selvfølgelig en altdominerende næve af vred hardcore og kampberedt punk over sig, som gør, at de på ingen måde kan sættes yderligere i bås med hverken grungelegenden eller Tom G Warrior. Det giver sig selv – og i øvrigt tak for det, for ellers ville Halshug jo ikke være Halshug.
Titelnummeret fra bandets andet halsbrækkende studiealbum åbnede som nævnt vanen tro denne koncert med Halshug, der i øvrigt lige akkurat havde taget så koncis en sætliste med sig, at koncerten fungerede som den hensigtsmæssige knytter, Halshug altid sigter efter at levere. At de leverede den også denne aften, var aftenens hensynsløse moshpit i øvrigt et farligt eksempel på. Som den kujon, man er, har man paradoksalt nok sjældent været mindre motiveret til selv at være en del af den moshede fest tæt på scenen. Det var sgu simpelthen for farligt – og dermed var det vel lige præcis, som det skulle være.
Tak til alle bands for en suveræn aften i verdensklassemetalmusikkens navn!