Uspændt hjelm

JAC26539
JAC16484
JAC16456
JAC16481
JAC26553

Helmet har aldrig haft ry for at være et spændende liveband. Det var de heller ikke denne aften i Aarhus, hvor den 30 numre lange jubilæumskoncert både savnede intensitet og kvalitet.

Kunstner
Spillested
Dato
06-09-2019
Trackliste
1. Your Head
2. Renovation
3. Bad News
4. He Feels Bad
5. Better
6. Red Scare
7. Wilma's Rainbow
8. Taken
9. Drunk in the Afternoon
10. I ♥ My Guru
11. Beautiful Love
12. Oven
13. Blacktop
14. Symptom of the Universe
15. Exactly What You Wanted
16. See You Dead
17. Ironhead
18. Sinatra
19. Army of Me
20. Impressionable
21. It's Easy to Get Bored
22. Unsung
23. On Your Way Down
24. Birth Defect
25. Bad Mood
26. Driving Nowhere
27. Crisis King
28. Sam Hell
29. Milquetoast
30. In the Meantime
Koncertarrangør
Fotograf
Jason Champney
Forfatter
Karakter
2

Alternative metal-heltene Helmets ankomst på metalscenen omkring 1990 er et pejlemærke i metalhistorien. Bandet spillede tung, hardcore-inspireret metal med en vis melodiøsitet uden på nogen måde at gå på kompromis med musikkens iboende aggressivitet. Og frem for alt var bandets visuelle fremtoning ny på scenen: For de så SÅ almindelige ud. Ingen thrasher-uniformer, ingen puddelmakeup eller skøre funk metal-kostumer. Bare fire fyre i deres hverdagskluns, der spillede tungt. Et udtryk, man 25 år senere sikkert ville kalde normcore. Helmet var så kedelige og intetsigende i deres fremtoning, at det i sig selv stak ud.

30 år efter bandet blev dannet, står den på jubilæumstour. Uden supportband og med et 30 numre langt sæt. Om end guitarist og sanger Page Hamilton er eneste oprindelige medlem fra 90’erne, fremstår alt ved bandet stadig uhøjtideligt og småkedeligt. En ligegyldig loungejazz spiller over PA-anlægget på Voxhall lige indtil det øjeblik, hvor kvartetten stille og roligt trisser ind på scenen og finder deres respektive pladser. Bagtæppe med bandlogo er der ikke noget af. Alt scenelys er hvidt og afslørende. Teaterrøg bruger vi ikke. Og klunset på bandmedlemmerne er, som i 1990, bare sådan noget almindeligt noget. Normcore. Desværre blev den gråtonede visuelle kedsomhed også betegnende for aftenens koncert.

Selv om aftenen fejrer bandets 30 år, er fokus ret tydeligt og ganske forståeligt på de første fire plader fra 90’erne, mens de seneste fire fra gendannelsen i 2004 og frem blot er repræsenteret af seks sange på den omfangsrige sætliste. Hvilket er ganske fint. For det er ikke de plader, der har givet Helmet en plads i metalleksikonet. Det har til gengæld klassikeren ’Meantime’ fra 1992, og det er da også først, da bandet denne aften leverer ’He Feels Bad’ og ’Better’ fra dette bandets hovedværk, at publikum for alvor begynder at leve med. Indtil da står vi egentlig bare og nikker småengageret med hovedet og funderer over, hvornår bandet for alvor gider gøre en indsats for, at koncerten bliver medrivende?

For det er så som så med Helmets indsats. Numrene bliver spillet, og spillet hæderligt, og specielt trommeslager Kyle Stevenson leverer et fint indtryk med sin simple men medrivende stil, der lægger sig godt op af bandets legendariske tidligere tøndebasker John Stanier. Men publikumskontakten er ikkeeksisterende, før Hamilton endelig får knebet et ”thank you” ud mellem sidebenene ti numre inde i koncerten. Ligeledes er der ikke meget bevægelse og indlevelse fra resten af bandet, der virkelig ser ud, som om de bare skal have høvlet den her stak sange af, så de kan komme tilbage i bussen.

Reddet af hæderlig anden halvleg
Læg dertil, at vi skal trækkes igennem ikke mindre end fire numre fra bandets seneste og ret sløje udgivelse ’Dead to the World’ fra 2016, og at Page Hamilton, der absolut ikke ser en dag yngre ud end de 59 år, han efterhånden er blevet, lyder særdeles slidt i stemmen. Som i: Det lyder ikke godt, og han har store kvaler med at ramme tonerne på flere af bandets ældre sange. Helt skidt bliver det, da bandet kaster sig ud i coverversioner af Black Sabbaths ’Symptom of the Universe’ og Björks ’Army of Me’. Specielt sidstnævnte lyder som en skramlet og slap garageversion, som vi virkelig gerne ville have været foruden.

Bedst som man begynder at overveje, hvorfor man egentlig er mødt op, stiger niveauet og kvaliteten heldigvis i koncertens anden halvdel. Bandklassikere og tungere skæringer som ’Ironhead’, ’Sinatra’ og ’Impressionable’ bliver leveret overbevisende, Hamiltons stemme fungerer bedre i de aggressive numre, og bandet synes at bløde lidt op på scenen. Hamilton siger et par ord hist og her, der bliver luftet nogle enkelte smil, og Dan Beeman og Dave Case på henholdsvis guitar og bas får konstateret, at de faktisk ikke er naglet til scenegulvet.

’See You Dead’ og ’It’s Easy to Get Bored’ bliver leveret med schwung og indlevelse, og selv om sidstnævnte nærmest har været profetisk for størstedelen af koncertoplevelsen indtil nu, ændrer det sig trods alt noget i koncertens sidste tredjedel. Hittet ’Unsung’ resulterer naturligt nok i aftenens største applaus og et publikum, der evner at holde sig engagerede resten af sættet, hvor westernbastarden ’Sam Hell’, ’Milquetoast’ og den herligt vrede ’In the Meantime’ trods alt lukker hele herligheden ned i en positiv, medrivende stemning.

Helmet er ikke et synderligt spændende liveorkester. Page Hamilton er vitterligt blevet en gammel mand, og det er helt legitimt at betvivle den gode idé i at lave et sæt med 30 sange, når bandet på ingen måde formår at holde sig interessant gennem så lang en koncert. I aften blev Helmet nogenlunde reddet af det, trods alt, stærke materiale fra 1990’erne, som stadig formår at efterlade et indtryk, selv når det kun bliver leveret på grænsen til det hæderlige.