Copenhell ´22: Den autentiske thrash-mosh

_XTD9592
_XTD9600
_XJD7896
_XTD9757
_XTD9667
_XTD9785
_XTD9820
_XTD9792

Sangene gør ikke meget for at bide sig fast, men stemningen er alfa omega, da High Command hærger sig igennem 45 minutters bølle-thrash, som deres fædre sikkert også havde skåret den.

Kunstner
Dato
18-06-2022
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
3

High Command opfinder ikke nogen dybe tallerkener. De er til gengæld tro mod thrash-lyden, som den blev skåret tilbage i 80erne, uden at gøre det mindste for at tilføje nyt til tapetet. En problemstilling, vi tidligere har forholdt os mere kritisk til i album-formatet, men nu er det så High Commands live-format, der skal prøvekøres. Thrash er, med visse undtagelser, hyppigst en genre, der tager sig bedre ud fra scenekanten, netop for genrens meget direkte, punchy energi, og det er da også lige præcis dét, der taler amerikanernes sag denne lørdag aften.

De lægger ud med en bastant crossover-banger med næsten Obituary-agtige vokalfraseringer fra Kevin Fitzgerald, mens begge guitarister (den ene med elefanthue, fordi slemme drenge er seje!?!) hurtigt får demonstreret sine fingerfærdigheder. Allerede fra andet nummer begynder moshpitten at tage form, og bliver kun større og større som koncerten skrider frem. High Commands no bullshit-attitude går rent ind efter at have fået ørerne tævet fulde de sidste tre dage med bl.a. Metallica og Destruction på plakaten fra dengang thrashen var ny i gamet. Der er dog noget uimodståeligt friskt ved at se scenen fortsat blomstre med yngre kræfter – uagtet hvad deraf kan følge af populariseret middelmådighed.

Som nævnt en fælde, som indtil videre også smækker på album-fronten for High Command, men som til gengæld er hurtigt glemt her på Gehenna-scenen. Alt lyder så autentisk thrash-tromlet, at det er let for dem at gejle det stærke fremmøde op til konstante circlepits og crowdsurfing. I øvrigt det mest talstærke publikum, jeg nåede at opleve her på Gehenna, hvilket kun yderligere forstærker billedet af scenens aktuelle genoprejsning. Så kan det godt være, at det er en hjælpeløs opgave at skille numrene fra hinanden, men det er sådan set bedøvende underordnet – energien stormer ud fra scenen, og den endeløse moshpit er vel, når alt kommer til alt, et af de ultimative thrash-succeskriterier.

At der så går en øl tabt, fordi en tilfældig battlevest-type stormer ind i os fra siden, tilføjer kun yderligere charme til helheden. Thrash skal nu engang helst være lidt farligt, og det var både High Command og deres publikum helt indforståede med.

En glimrende kickstart til en lørdag aften, hvor både Death To All og Gatecreeper senere skulle demonstrere, hvordan dødsmetallen skal skæres, når nu High Command er sidste indfald fra den thrashede ende af metal-spektret – omend et ikke så lidt charmerende, råt et af slagsen.