Fortyndede firserikoner

HC

Hvis man ikke kan andet, kan man altid genbruge. High Command thrasher sig igennem middelmådighedens ørken i adstadigt tempo uden rigtig at have en ide om, hvordan de kommer videre.

Kunstner
Titel
Beyond the Wall of Desolation
Dato
27-09-2019
Genre
Trackliste
1. Inexorable Darkness
2. Merciless Steel
3. Impaled Upon the Gates
4. Devoid of Reality
5. The Commander's Code
6. Visions From the Blade
7. Forged to Kill
8. Beyond the Wall of Desolation
Forfatter
Karakter
2

Retro-thrashen har i sandhed været en af 2010'ernes store metalliske tendenser. Det konstaterede vi fornylig og fremhævede Vektors 'Terminal Redux' som et hovedværk i genrens genkomst. Mens andre fine orkestre som Municipal Waste, Power Trip og Sadistic Ritual er et produkt af den nyfundne kærlighed til thrashen, går det med den tendens, som med så mange før den. Det bliver populært at iklæde sig lyse jeans, hvide high tops og grimme overskæg og så bare ræse af sted, som Metallica engang forstod at gøre det. Og det udvander sig selv. Tilpas mange dårlige, overhypede og fejlslagne forsøg maskerer de enkelte pletskud, og genren ender med at begrave sig selv under et bjerg af populariseret middelmådighed.

Sådan kommer det også til at gå for retro-thrashen. Og fuldlængdedebutanterne fra High Command kunne snildt være et tegn på, at thrashen endnu engang har sejret sig selv ihjel og, i jagten på at fuldende klichéerne, genskabe de samme formler som fortidens idoler og lyde som det, der engang var, mens man glemmer det vigtigste: Den gode sangskrivning og musikken, der skal være andet og mere end blot let opdateret genbrug af standarder, der blev sat for 35 år siden.

For der er vitterligt ikke meget at komme efter på den amerikanske kvintets debutalbum 'Beyond the Wall of Desolation'. Hverken nye tanker, nye ideer eller for den sags skyld noget specielt gennemført genbrug af materiale og skabeloner fra thrashens storhedstid i 80'erne. Vi starter med et tordenskrald, et Tom G. Warriorsk ”urgh”, og af sted det går. I adstadigt tempo, ganske vist. Umiddelbart får man indtrykket af, at High Command egentlig gerne vil ud over stepperne for at lægge sig side om side med 'Ride the Lightning' og 'Reign in Blood', men ikke rigtig formår at få tempoet og pulsen op. Om det er bevidst, at det hele helst skal lyde lidt gumpetungt og haltende, er noget usikkert. Snarere er der nok tale om et band i almindelighed og en trommeslager i særdeleshed, der ikke rigtig har de musikalske evner, som skal til for at matche Metallica og Slayers stilskabende plader fra da far var ung.

Bandet får knoklet sig igennem en tør omgang fræs uden de store overraskelser i 'Inexorable Darkness', hvor vi da også får tiltag til soloer, der aldrig rigtig folder sig ud. Et sted undervejs kommer vi videre over i originalt navngivne 'Merciless Kill'. Det er svært at høre forskellen på første og andet forsøg, men hold øje med din musikafspiller. På et tidspunkt skifter den nummer. Forsanger Kevin Fitzgerald skriger lidt rigeligt, som om han ikke helt har fanget, at det faktisk er meningen, han skal lyde som Hetfield. Eller måske prøver han bare at skabe en lille smule kant i High Commands noget ensartede udtryk.

Hørt før – bare bedre
Overgangen lægger man dog mærke til, da 'Impaled Upon the Cross' sætter i gang, og vi får kirkeklokken fra 'For Whom the Bell Tolls' og den akustiske guitar fra 'Fade to Black'. For High Command kan faktisk godt lide Metallica, hvis I ikke var klar over det. Så meget at grooves, mellemstykker, breaks og tiltag til at sætte fart over feltet stadig lyder påfaldende meget som en piratkopi af Lars Ulrich og Co.

'Devoid of Reality' er med sine knap ni minutter det store, episke forsøg, der ender i et benspænd af misbrugte thrash-virkemidler og dårlig kogekunst, da de allerede for gamle ingredienser skulle moses sammen i sangskrivningsgryden. Herfra begynder både lytter og band stille og roligt at zone ud, selv om der er ansatser til nogle interessante ideer i den sejtrækkende 'Visions From the Blade' og lige så opfindsomt navngivne 'Forged to Kill', hvor Fitzgerald et par gange lægger den malplacerede vokal på hylden for at lyde endnu mere som James Hetfield anno 'Kill 'Em All'.

Skal man trække nogle positive tendenser ud af 'Beyond the Wall of Desolation', er det, at det formentlig kunne have været en hæderlig thrash metal-plade, hvis den var udkommet i 1980'erne. Ikke noget mesterværk, men man kunne slås og hamre dåsebajere til det. Med historien in mente kommer hele indsatsen dog til en lyde som en slet udført homage til de aldrende idoler. Der er intet nyt, der er intet rigtig interessant.

Den slags kan man selvfølgelig også fremture med om eksempelvis Power Trip, som trods alt har en noget mere fremtrædende placering i retro-thrashens annaler. Den væsentligste forskel er, at Power Trip evner at skrive og opbygge sange, at forfatte de riffs, man husker bagefter, at spille i et tempo, hvor det bliver interessant og lidt farligt, og at skrive de oneliners, man kraftedeme godt gider råbe med på, når nu man alligevel er faret vild i ølteltet. Det er tydeligt, at High Command stræber efter at gøre det samme, og det er tydeligt, at det stort set fejler over hele linjen.

På bundlinjen betyder det, at 'Beyond the Wall of Desolation' er et forglemmeligt værk. Det er ikke stor sangskrivningskunst, det er ikke specielt overvældende i hverken metallisk musiceren eller voldsomhed, og der er ingen nye ideer under solen. Det er endnu et skridt mod retro-thrashens endeligt.