Ild, maddiker og metalmagi

Populær
Ild, maddiker og metalmagi

De danske headlinere på Metal Magic, horrormetallerne Denial of God, triumferede om torsdagen med en koncert, der på alle måder var en stor oplevelse.

Dato
12-07-2012
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
5

Denial of God er et godt eksempel på, at det betaler sig at blive ved. De begyndte i 1991, og da de i 1996 udgav minialbummet ’The Ghouls of D.O.G.’ blev de hånet over det meste, og det i mange år frem. Ikke nødvendigvis på en helt retfærdig baggrund.

Med tiden har Denial of Gods høje kvalitets- og dedikationsniveau aftvunget respekt. Bandet er nu også blevet langt bedre siden da, og har langsomt og indædt arbejdet sig frem til at blive et af de allerbedste danske metalbands på denne side af Mercyful Fate. Særligt det indtil for nylig eneste reelle album (bandet har altid udgivet en strøm af singler og ep’er, men altså få fuldlængder) ’The Horrors of Satan’ har vel efterhånden fået en fortjent klassikerstatus i undergrundsmetallen. Bedømt ud fra  ">offentliggjorte uddrag af det nye album (der dog kun var nået frem til Metal Magic i cd-format), ’Death and the Beyond’ er der endnu en nyklassiker i vente.

Maddiker og brændende kors

Bandets ”horror metal” fusionerer effektivt black metal, melodisk 80’er-inspireret metal af klassisk tilsnit samt shock rock-tendenser à la Death SS. Shock rocken er dog endnu mere fremtrædende i bandets image end i musikken, selvom den er tilstede som en understrøm. Man kan sammenligne dem med Mortuary Drape, King Diamond eller førnævnte Death SS, men det er mere fordi de nævnte grupper har lidt af den samme feeling som Denial of God, snarere end en decideret lighed rent musikalsk; Denial of God har en særdeles distinkt lyd, og man kan altid høre det er dem.

Der var med andre ord lagt i krematorieovnen til noget stort denne torsdag. Man blev ikke skuffet. Som vanligt var bandets sceneshow spektakulært, med brændende omvendte kors, fyrværkeri samt den sædvanlige udsmidning af maddiker og halvråddent kød af ukendt herkomst mod publikum. Deres udsendte fik en ordentlig maddike i øllen lige efter koncerten, men nåede dog at blive forhindret i at drikke den af en venlig sjæl, der havde opdaget den. Pyha. Men man tilgav dem gerne maddiken, for koncerten var uovertruffen.

Mennesker? Nej, ghouls!

Denial of God er nemlig ikke kun det spektakulære sceneshow; de er også effektive sangskrivere, hvis dynamiske, velskrevne sange besidder en skummel, horrorpræget atmosfære. Sangene er melodiske og catchy, men uden at miste hårdheden og brutaliteten. Og stilen er som sagt ganske unik. Bandet er velspillende og præcis så tighte som de skal være til denne type musik. De laver et par fejl som man laver, når man ikke spiller koncerter hele tiden. Men det er fejl som medvirker til at skabe den rette atmosfære og som minder om, at det skam er ”ghouls” – og ikke noget så sterilt som mennesker – der står på scenen. Kompositionerne er lange, men bandet mister aldrig grebet om dem fordi de er så atmosfærefyldte og fordi sangenes melodier er så pokkers catchy.

Og på trods af småfejl viser især Azter sig som den ferme guitarist han er. Særligt under det nye og fremragende nummer ’Black Dethe’, men også i en klassiker som det afsluttende hit 'The Horrors of Satan'. Og i det hele taget viser bandet sig fra deres bedste side til denne koncert, der må siges at være en af de bedste – hvis ikke dén bedste – jeg har set i år. Vedholdenhed og stædighed har i den grad betalt sig for Denial of God.