Den jyske fest fusede ud
Populær
Aalborg kom med det gode humør, Randers gad ikke rigtig engagere sig, og Aarhus lovede at komme med gaver, som de glemte de fleste af derhjemme.
2. Near the Gates
3. We Lie in the Snow
4. Wake Up Dead
5. Life: An Evaluation
6. There's Something Rotten...
7. Pimp
8. Days on the Floor
9. Not A Vision - 1991
10. Instrumentally Illdisposed
11. Horsens Highway
12. Die Kingdom
13. Reversed
14. Submit
15. Purity of Sadness
Aftenen bød på en jysk tretrinsraket af noget af det bedste, der kan samles op på E45 i sydgående retning fra Aalborg mod Aarhus. Det øverste og mest pyntede lag af kagen var Smilets Bys historisk set altoverskyggende metalflagskib Illdisposed. Kombinér det med et modent århusiansk metalpublikum med penge på lommen og trang til en fredagsbrandert, og der var lagt op til en fordrukken fee metal-fest, som blandt andet udmøntede sig i en anseelig del moshere, som brugte mere tid på at ligge på gulvet end på at stå op i pitten.
Aalborgs stolte sønner fra 9000 John Doe var første band på rampen og skulle lidt uventet vise sig at være det med afstand mest positive indslag på scenen denne aften. Forsanger Tommy Knøs røg hurtigt ud at balancere på barrieren foran scenen, mens kvartetten fyrede deres charmerende og lettilgængelige knallerthegn i hovedet på et feststemt publikum, der hurtigt glemte lokalpatriotismen og tog imod aalborgensernes Cancer Bats-inspirerede, breakdown-spækkede bøllemetal.
Der blev ”ork’ satme’t” rigeligt fra scenen, mens bandet mellem numrene fik grinet og joket igennem på egen bekostning og hurtigt fik cementeret, at vi skulle hygge os til jydefest i aften. At introducere sidste nummer med ”vi er desværre nået til aftenens første nummer, men nu har vi lavet soundcheck” giver tilpas mange billige point til, at man ikke kunne undgå at glædes over 9000 John Does charmerende, drengerøvsagtige optræden, hvor bandet formåede at holde en fin balance mellem gak og gøgl og musikalsk seriøsitet. Noget, der gennem årene har været et af Illdisposeds varemærker, og en disciplin, som senere skulle vise sig at halte noget hos det århusianske hovednavn.
Inden vi nåede så langt var der dog tid til at musikalsk pitstop 40 kilometer nord for Aarhus, hvor randrusianske Prevail var blevet samlet op for at sætte yderligere kog i gryderne. Bandets debut, ’War Will Reign’ fra 2016, var en af årets bedste danske metalplader, og for undertegnede var det første gang, bandet skulle opleves med ny trommeslager og forsanger. Specielt sidstnævnte, Blood Eagles Michael Olsson, skulle blive en interessant erstatning for den musikalsk kompetente, men ofte noget stillestående Claus Gnudtzmann. Desværre skulle Prevail vise sig at være en mindre skuffelse, hvilket kun til dels skyldtes den elendige lyd, der i en empirisk undersøgelse viste sig at være væsentligt bedre ude ved pissoiret end inde foran scenen.
Når Prevail om et par år igen sammenligner sig med de tidligere tour-makkere fra Baest, der kom frem omtrent samtidig og i høj grad benytter mange af de samme virkemidler på plade, og undres over, hvordan de to bands karrierer udviklede sig så forskelligt, kan randrusianerne med rette overveje, om ikke de mangler en del i for alvor at kunne levere et show live. Nuvel, forsanger Olsson havde en rimelig energi på scenen og forsøgte sig, langt hen ad vejen forgæves, med at få pisket noget energi i publikum, men resten af bandet var lige præcis så stillestående, at de lige så godt kunne have befundet sig i en øveren en halvtrist tirsdag. Bandets letgenkendelige dødsmetal, ført an af singalong-trioen ’Smiting Your Enemy’, ’Voices’ og ’Exterminate the Weak’, blev leveret som den skulle, men der manglede fuldstændig indlevelse fra Randers-orkestret, der nærmest lige så godt kunne have udleveret en stak promoer og sparet på elektriciteten på Voxhall denne aften.
Turen var nu endelig kommet til aftenens hovednavn, der havde proklameret, at de ville spille ’There’s Something Rotten…In the State of Denmark’ fra 1997 i sin helhed, garneret med ”nå’ed mere af det gamle”. Det er en plade, der har en fastcementeret plads i den danske metalkanon, men sjældent får meget plads på Posens sætliste nu om dage. Og det viser sig hurtigt hvorfor. Allerede i åbneren ’Psychic Cyclus I-III’ misser forsanger Bo Summer omtrent halvdelen af teksten. Nuvel, det gjorde han også sidst, jeg så dem live, og lagde dengang i øvrigt ikke skjul på, at han ikke kunne huske den. Det skulle desværre blive et mønster, der gentog sig i fire-fem af albummets 11 sange (hvoraf to er instrumentale).
Summer selv, der er definitionen af bandet Illdisposed på godt og ondt, virkede mest af alt som en mand, der virkelig ikke gad. Hans vanlige, brokkende stand up-segmenter bestod af lige dele anekdoter om pladens tilblivelse og lige dele historier om, hvor gammel han var, og at han i øvrigt havde lovet konen ikke at spille flere koncerter. Den slags små stikpiller til højre og venstre er en normal og ganske underholdende del af et Illdisposed-show, men i dag var noget anderledes. Forsangerens normale ”give ’em hell”-attitude var erstattet af en opgivende livstræthed, der primært udmøntede sig i frustration over sangene på repertoiret i aften, fordi ”det er fandme nå’ed lårt det her, den her kan jeg heller ikke”. Hvilket alt sammen var meget sjovt i starten, men til sidst blev en smile pinligt. Hvorfor vælger man det fortærskede format at spille én plade fra ende til anden, hvis man vitterligt ikke gider?
Kvartetten af musikere bag Summer spillede heldigvis stramt og upåklageligt, og det gjorde det kun mere trist, at frontmanden selv simpelthen ikke gad. Især fordi han, når der endelig blev leveret upåklageligt i eksempelvis ’Near the Gates’ og Megadeth-coveret ’Wake Up Dead’, stadig har dansk metals mest gennemførte og brutale growl. Hvilket demonstreredes ganske tydeligt i koncertens sidste fire numre, hvor Illdisposed bevægede sig endnu længere tilbage i bagkataloget. ’Die Kingdom’ og ’Purity of Sadness’ fra ’Submit’ var liges å brutalt nedbrydende som altid, og ’Reversed’ fra debuten fra 1993 lød lige så ung og tonsende groovy, som den gjorde for 25 år siden.
Om Bo Summer virkelig ikke gider mere, om det var materialet, eller om manden havde en dårlig aften, skal jeg lade være usagt. Men hvis aftenens koncert skal bruges som pejlemærke, må Illdisposed gerne lade ’There’s Something Rotten…’ ligge for tid og evighed, for til gengæld fremover at spille noget af det mindre højtprofilerede materiale, som den ikoniske frontmand fra Tilst rent faktisk gider og kan synge.