Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Dybe hug

Populær
Updated
_XTJ9136
_XTJ9210
_XTJ9242
_XTJ9276
_XTJ9267
_XTJ9341
_XTJ9412
_XTJ9496

Efter et mislykket forsøg i Aarhus for et par uger siden har Illdisposed fundet den rette formel for, hvordan de bedst kan udforske bagkataloget.

Kunstner
Titel
+ Spitanger + 9000 John Doe
Spillested
Dato
19-10-2018
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Siden jeg flyttede fra Odense i 1997, har jeg ikke været tilbage på Rytmeposten. Eller bare Posten, som det i folkemunde hed dengang, og som det siden blev officielt omdøbt til, da spillestedet genåbnede efter en større om- og udbygning ti år senere. I dag er det kun den enkelte række af biografsæder ude i caféen, der er til at genkende fra dengang, og de er endda henvist til en mellemgang ud til toiletterne. Tingene har det med at ændre sig, når man lige kigger den anden vej et par årtier.

Bare ikke jysk metal.

9000 John Doe er arketypen på det jyske metalband, sådan som de har lydt og ageret siden starten af 90’erne. De lader en flaske snaps gå på omgang blandt publikum, så ham fyren, der allerede er spritstiv under første band og kokser rundt og filmer sig selv høre metal, kan blive endnu mere sejlende. De taler sig selv og deres kvaliteter ned med den der jyske beskedenhed, der aldrig holder op med at være lidt charmerende.

– Hvor er det fedt at se, at der er så mange, der er skredet, brovter Tommy Knøs, og alle fynboerne klukker velvilligt og skåler endnu en gang. 

Og så spiller de selvfølgelig bøllet og groovy metal med breakdown på breakdown, thrash-throwbacks og Phil Anselmosk slåen sig for brystet i ét væk. Det er alt sammen svært godmodigt, svært effektivt og set svært mange gange før, men taget på sine egne præmisser virker det fortrinligt. De er hicks fra the deep north med en stil, der har haft lige så mange revivals i forskellige, men evigt genkendelige, afskygninger, som den har været erklæret død. Lidt ligesom Tommy Knøs’ meshback-kasket, nøglekæde og bandana i baglommen.

Weekendudgang
En metalkliché, der ikke er helt så gammel, men med årene er blevet ikke mindre klassisk, er mainstreammediernes årlige reportage i forbindelse med Copenhell om, at metallere sagtens kan være familiemennesker og have normalt arbejde ved siden af den der besynderlige hobby, de går og roder med. For nogle år siden var det Mario Giovagnoli fra Spitanger, der beredvilligt stillede op til den traver for at promovere sit band. Se, manden er folkeskolelærer og har briller og børn, og så stiller han sig nogle gange op på en scene og growler. 

Journalistens trælse vinkel dengang er det ikke fair at holde imod Giovagnoli eller bandet, men når det er relevant at bringe på bane, er det, fordi det er ganske beskrivende for, hvad og hvor Spitanger er henne. Det lyder for meget af det hobbyband for en flok familiefædre på weekendudgang, det velsagtens også er, til at det overbeviser som metal. Som et band, der har tilbragt for mange år i øvelokalet til, at de længere selv rigtig tror på, at de har fat i noget, men alligevel fortsætter ufortrødent, fordi alternativet er for bittert.

Der mangler schwung og drive, der mangler den tiltro til, at det, man laver, giver andre noget, som 9000 John Doe lige har haft, når Mario Giovagnoli gang på gang trygler folk om at rykke tættere på. Og den eneste, der bider på, er ham, der til min store forbløffelse træder op på scenen og viser en Spitanger-tatovering frem.

Der er altså nogen, der tror på Spitanger. Der er nogen, for hvem deres groove metal med Metallica-melodier, Lamb of God-growl og Pantera-breakdowns virker. Der findes fans af Five Finger Death Punch, de kan sikkert finde noget her. Men når det virker, som om bandet selv er i tvivl om deres egen berettigelse på scenen, er det svært at lade sig vinde over på deres side.

Asociale elementer
Den slags kvababbelser har Illdisposed aldrig haft. Faktisk aldrig rigtig nogen overhovedet: Det kan godt være, at Bo Summer ynder at nedtone sit eget værd på en scene med – igen – den der jyske beskedenhed, men der har aldrig været nogen tvivl om, at det er der, han og resten af Illdisposed hører hjemme.

– Det er fandeme stort at have Bo Summer i byen, betror en lokal mig med lys i øjnene, inden bandet går på. 

– Selvom han vist nok er nynazist, tilføjer han med reference til de sejlivede rygter, de færreste omkring Illdisposed rigtig orker at tage sig af, inden lyset slukkes, og Depeche Modes ‘To Have and to Hold’ lyder over anlægget som intro, sådan som den har gjort i en evighed.

– Det er mange år siden, vi har stået i den her sal. Det er den samme sal, ikke? Det siger noget om os, at vi ikke kan sælge billetter nok til den store sal, konstaterer Bo Summer tørt.

For selvom Illdisposed har et navn, er de aldrig blevet rigtig store. De kom tidligt ud af starthullerne i begyndelsen af 90’erne og var med til at definere, hvordan jysk metal skulle lyde, og deres medvirken i dokumentaren ‘Headbang i Hovedlandet’ fik slået fast, at man altså også sagtens kan være alt det, folk uden for metal åbenbart tror, alle metallere er: Afstumpede, usocialiserbare og brutale elementer. Ikke familiefædre med fornuftige jobs, i hvert fald ikke så det overskygger metallen.

Gammelt lort
Men Illdisposed er gennem alle årene forblevet et band for kendere. Der har været andre bands, der har taget deres lyd og fået større succes med den, men de fleste af dem er også enten gået i sig selv igen eller gået videre. Illdisposed kører bare på uden skrupler. Bandet er så tæt sammenspillede, at det er en fryd, og når de banker af sted, så det runger i brystet, er alt andet ligegyldigt. Det er tyktflydende og solidt som en Limfjordsporter og omtrent lige så mørkt og velafstemt.

På den igangværende turné graver veteranerne dybt i bagkataloget. For et par uger siden faldt det knap så heldigt ud, da de i hjembyen Aarhus forsøgte at spille den 21 år gamle nyklassiker ‘There’s Something Rotten … in the State of Denmark’ i sin helhed uden først at have tjekket, om de faktisk kunne huske hele pladen. Det indrømmer Bo Summer selv i aften, så i stedet har Illdisposed udvalgt en række gamle sange, som de har fundet ud af stadig fungerer for dem. 

– Nu kommer jeg med en advarsel, lyder det et stykke inde i koncerten som introduktion til den ti år gamle ‘Weak Is Your God’:

– Hvis der er nogen under 40 år i lokalet, så spiller vi det sidste nummer, I muligvis kender til. Resten er gammelt lort.

Det gamle lort er blandt andet sådan noget som titelnummeret fra ‘Submit’, som Illdisposed lavede på det hedengangne odenseanske label Progress, der holdt til i en pladeforretning-cum-tatovørbiks omme i Vindegade nogle hundrede meter herfra. Det er også den lidt senere ‘The Purity of Sadness’, som de efter eget udsagn kun har spillet live en enkelt gang før, og det er selvfølgelig deres brutale cover af Megadeths ‘Wake Up Dead’, som besynderligt nok har fået kappet sin mest fængende del, kodaets proto-breakdown, af.

– Woop! Woop! udbryder Bo Summer begejstret, inden de slutter af med ‘Return from Tomorrow’ fra 1994.

Det var dengang, der var jysk dødsmetal til. Før det blev til en flodbølge, der to årtier senere stadig ruller. Når man hører Illdisposed i dag, kan man egentlig godt forstå, hvorfor så mange andre bands har syntes, det ville være en fremragende idé at forsøge at gøre dem det efter. Men man kan også godt se, at der ikke rigtig er andre, der kan gøre det helt på samme måde som dem.