RMF 2019: Vi troede, der skulle være fest
Impalers’ afskedskoncert fredag nat blev en fest, der aldrig for alvor kom i gang. Showet bar præg af dårlig lyd og et band, der måske bare glædede sig til, at det hele var overstået.
2. Megalodon
3. Terrestrial Demise
4. Singularity
5. The Celestial Dictator
6. Napalm in the Morning
7. Terrorborn
8. From Ashes to Iron
9. Color Me White
10. Into Doom
11. Prepare for War
12. God from the Machine
13. Death in Fire
14. The Hammer
15. I Am Revolution
De danske thrash-helte fra Impalers havde som bekendt valgt at kaste håndklædet i ringen og sætte bandaktiviteterne på pause på ubestemt tid. Først skulle der dog være plads til to afskedsshows i Aarhus og København, hvoraf det førstnævnte var blevet hensat til Atlas fredag aften, hvor Impalers stod for at lukke førstedagen på Royal Metal Fest ned.
Det var tydeligt, at festen blandt publikum efterhånden havde været i gang i 8-10 timer, da bandet gik på scenen et stykke over midnat. Og trods de betragtelige promiller, der var ved at indfinde sig hist og her, var Atlas fornuftigt fyldt, da de første toner af ’Destroy the Meek’ bragede ud over scenekanten fra den thrashende kvartet, der altid har gjort sig i at holde stilen så sej og oprigtig som muligt. Masser af garn, hvide basketstøvler, t-shirts uden ærmer og speederen presset helt ned i gulvet.
Denne aften på Atlas syntes det desværre tydeligt, hvorfor Impalers har valgt at sige stop. Bandet virkede mut, nervøst og en smule uengageret, og den drønende thrash metal blev ikke i samme grad som tidligere understøttet af den medrivende liveoptræden, som bandet ellers plejer at være garant for, og som denne anmelder nød til fulde, da bandet leverede en kort og sublim koncert i Aarhus tilbage i september. Der var heller ikke meget hjælp at hente fra en koncertlyd, der for første gang på festivalen syntes at halte en del. Bas og trommer var tonet ned, og guitarlyden i specielt Thomas Carnells soli var unødvendigt skinger og skærende.
Bandet var tildelt godt med spilletid og fik fyret fine thrash-skæringer som ’God from the Machine’, ’Terrestrial Demise’ og ’Color Me White’ af, mens der også blev plads til en hyldest til de tyske legender fra Sodom med den fræsende ’Napalm in the Morning’. Alligevel var det svært at give slip på følelsen af, at Impalers lidt glædede sig til ikke at være Impalers mere. Forsanger Søren Crawack mumlede kort og nervøst til publikum, når han skulle henvende sig til dem, og fik ikke på samme måde folket til at overgive sig til Impalers’ udladninger, som han ellers har for vane. Afskedskoncerten mistede derfor meget af den intensitet, som bandets optrædener ellers plejer at være garant for, og da Crawack lidt halvhjertet dedikerede et nummer til ”folk, der har det sjovt”, tog man sig selv i oprigtigt at betvivle, hvor sjovt Impalers selv havde det lige i det øjeblik. Det var desværre også en følelse, der i anden halvdel af sættet bredte sig blandt størstedelen af publikum, der ligeså stille defilerede ud for enten at vakle branderten hjem i seng eller starte festen et andet sted.
Impalers er set meget bedre end denne aften på Atlas hvor bandet, trods status af headliner og masser af tid at slå sig løs i, vitterligt lignede et orkester, der var glade for, at det snart var overstået. Desværre. Det kunne have været så godt, men det blev desværre en mestendels jævn foreløbig afslutning på bandets karriere.