Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RMF 2019: Grindende øretæver

Updated
Imploreish

I et skizofrent mix mellem diverse afskygninger af de ekstreme metalgenrer bød Implore på et stormombrust vredesudbrud af en koncert som en hæsblæsende opvarmning til Asphyx en time senere.

Kunstner
Spillested
Dato
06-04-2019
Fotograf
Press
Forfatter
Karakter
3

Klokken 19 stod valget mellem Alkymist på Atlas og Implore på Radar. Det var tydeligt på fremmødet på Radar, at rygtet også om Danmarks nye doom-darlings også har spredt sig på disse kanter. Nærværende anmelder har dog nydt godt af de tunge toner ved flere lejligheder på de hjemlige kanter indenfor de sidste par måneder, herunder blandet andet som support for Rising. Det var derfor mere nærliggende at prøve kræfter med dette indtil videre relativt ubeskrevne blad fra Hamburg, der i al forstyrret væsentlighed kommer tættest på grindcore og ren, uforfalsket anarki. 

Et kig ned over deres diskografi afslører da også en kaotisk blanding af fuldlængder, ep'er og splits samt sanglængder på den korte side af de tre minutter, og så kan der vel næppe herske megen tvivl om tempoet. Selvom der både blev flirtet med punk, thrash, crust og slugde, skete det altid indenfor samme nummer, og tyskernes brutale opkog af alt godt fra smadderposen gjorde godt efter God Dethroneds lunkne opvisning på Voxhall. Det var da også den første moshpit, vi observerede den dag, og dermed en glimrende opvarmning til Asphyxs fænomenale sprængladning kort derefter. 

Engang imellem behøver det ikke gøres mere kompliceret end som så. Gabbo Dubko brølede igennem, og bandet fulgte hans mindste vink. Tøndebasker Guido Montanarini tæskede lilletrommen, som gjaldt det liv eller død, men ellers tjener det egentlig ikke sin ret at fremhæve de enkelte dele i det større regnestykke. Det lød voldsomt og smadret, og det var også præcis det, der var meningen. Ønsker man mere melodi til, så var det måske meget godt, man ikke var på Radar. Det her handlede om musikalske øretæver, og var det det, du trængte til for at komme op i gear, så var Implores koncert det rette sted at være, den lille halve time øretæverne varede. Det var råt for usødet.