Skramlende genrejsning med ompa
Kaizers Orchestra fejrer fortidens bedrifter i et stopfyldt KB Hallen – et udtryk for nordmændenes særegne charme, og for forestillingen om den nostalgiske tidsrejse, bare for en aften.
Bøn fra Helvete
KGB
Prosessen
Aldri Vodka, Violetta
Støv og Sand
Ett med Verden
Veterans Klage
Bak et Halleluja
Resistancen
Dr. Mowinckel
Min Kvite Russer
Dine Gamle Dager er Nå
En for Orgelet, En for Meg
Kontroll på Kontinentet
Hjerteknuser
-------------------
Begravelsespolka
Maestro
170
Die Polizei
Det er en modig beslutning at tage på gendannelses-turné ti år derpå, og så gøre det uden nogen form for support. At skulle fylde KB Hallen ud på egen hånd, som et norsk rockband, der ovenikøbet synger på norsk.
Det er så også netop noget af dét, der gør Kaizers Orchestra til noget særligt – at de var blandt de første norske kunstnere udenfor black metallens rækker, der blev store ud over Nordens grænser, selvom de synger på deres modersmål. Gruppens finurligt balkanificerede rock, med gasmasker og venlige nods til Tom Waits' sangskat, samt et tekstunivers spækket med løjerlige mafioso-karakterer, fik de hurtigt skabt et stærkt brand på debuten 'Ompa til Du Dør' fra 2001. En plade, der stadig for de fleste er Kaizers-kronjuvelen, selvom der også er nok af kronede øjeblikke at finde på tværs af resten af karrieren.
Kaizers havde en stærk following herhjemme igennem 00'erne – selv nåede jeg kun at se dem en enkelt gang på Roskilde Festivals Orange Scene tilbage i 2006, i storhedstiden hvor sigøjnerteateret fik alt, hvad det kunne trække. December samme år spillede de fem udsolgte shows i træk på Vega, og deraf kan man så rationalisere sig frem til, hvorfor de blot én dag efter billetsalget tilbage i september kunne melde udsolgt, her 17 år senere. Vældet af norsktalende i gangene, samt gasmasketrøjer og de enkelte dedikerede med medbragte gasmasker, taler sit eget tydelige sprog – det her er noget helt særligt for mange af os fremmødte i aften!
Som den første indtager Helge Risa scenen i det stiveste puds. Åbner sin sorte kuffert, tager sine hvide handsker på og indtager sin plads foran orglet, hvor han fører an med det velkendte tema fra titelnummeret til 'Ompa til Du Dør', mens resten af bandet indtager scenen én for én. Modigt at lægge ud med kendingsmelodien, og måske også lige friskt nok, netop som masserne er nået ud af garderoben – og selvom den uden tvivl er en vinder, så er det dog først på den efterfølgende 'Bøn fra Helvete', at de får hele hallen med sig, som den tramper sig afsted med alle de særkender, der gør Kaizers Orchestra til noget helt for sig selv. Øyvinds Storesunds slibrige kontrabas, de buldrende olietønder, valsen i mellemstykket, og så det her ompa-element, der får det skæve smil frem på læben. Vi er kommet for at have det sjovt, og det er nordmændene så sandelig også – og 'KGB' bibeholder momentummet i den lidt mere tungt pulserende ende af deres leje.
Desværre taber de dele af momentummet i de efterfølgende fire numre, der alle er fra den senere del af karrieren. 'Aldri Vodka, Violeta', som ellers på plade er et fortrinligt, omend lettere rodet dramastykke, serveres i en tuttenutte-gyngende version, der nærmest maner til at svaje med sidemanden arm i arm, og inklusionen af den boogierockede ligegyldighed 'Støv og Sand' undrer mest af alt. Vildskaben og deres musikalske særkende fortaber sig al denne stund, men gudskelov er det da blot midlertidigt.
"Vi har ventet i ti år på at komme tilbage til København - men nu er vi her! Vi har både en god og en dårlig nyhed til jer: Det dårlige er, at den næste sang kun tager et minut og 27 sekunder – men sangen er god!"
Og således fyrer de op for den gakkede sigøjnerperle 'Veterans Klage' og den tilsvarende korte partystarter 'Bak et Halleluja' med harmonika og synkrone tøndeslag, mens Janove Ottesen i front får hele hallen med sig, kommanderende fra tøndens top. Det er i øjeblikke som disse, at magien tydeligvis stadig lever videre fra scenekanten, men så sandelig også i en rørende smuk udgave af 'Min Kvite Russer', hvor Ottesens lyse fraseringer og Risas pulserende orgel presser hinanden ud i lige tilpas langstrakte kunstpauser til, at de mellemliggende toner kryber under huden.
Således skrider koncerten frem mod den afrundende fase. Hvorend de dykker ned i karrieren er det de mest skramlede, skæve indfald, hvor tønderne, orglet og ompa-touchet får mest fylde, der står stærkest. Samtidig bliver numrene efterhånden trukket mere og mere ud, og da den fremragende 'Kontroll på Kontinentet' jammes og dissekeres til nærmest uigenkendelighed i ti minutter savner vi ikke mindst drivet, der netop driver denne sang frem i studieudgaven – og sætter spørgsmålstegn ved, hvor meget et band som Kaizers bør forlade sig på at overlade vokalen til sit publikum.
I andre tilfælde fungerer disse extendede takes bedre, ikke mindst i encoren, hvor 'Begravelsespolka' marcher afsted højtideligt, ceremonielt, og lagkagen af kor og blæsere holder den pompøse Kaizers-ånd intakt. Geir Zahls slick guitarrefræn i 'Maestro'-titelnummeret ligger lige på kornet, mens '170' for syvende og sidste gang i aften sender os tilbage til dengang, sigøjnerrockeventyret startede på 'Ompa til Du Dør', med plads til inderlighed og mere af den fællessang, der bekræfter hvor stor en betydning Kaizers Orchestra har for os alle her i hallen, på mere og andet end blot et nostalgisk fundament.
Æstetisk set den sande lukker for i aften, men til sidst forkæles vi alligevel med den store sjæler 'Die Polizei', lige så hallen stod oplyst i tændte mobiltelefonlamper. Lige rigeligt med fløde, og måske også netop her i karrieren, hvor vi ser ridserne i overfladen, og noget af deres særkende begynder at fortage sig – og på den måde en lidt flad afrunding, vi egentlig hellere havde været foruden.
Det skal dog ikke forpurre alle de sjove, skøre og herlige højdepunkter, som koncerten stadig bød på rigeligt af. Sekstetten foldede hele karrieren ud i en to-timers parade, og selvom det i det store hele var et mere voksent og kontrolleret Kaizers her på kontinentet i dag, så tør de fortsat skeje ud og folde sigøjnerrocken fuldt ud, når materialet tillader det. Man kan så altid diskutere behovet for at overlade 10-15% af vokalen til sine tilskuere. Det er i hvert fald udtryk for et meget stort behov for publikumsdeltagelse, og selvom det godt kan give sit til festen, så var det også i flere tilfælde dér, hvor man bare ventede på, at de kom videre i teksten.
Det kom de så også, og af en sekstet, der har eksisteret i samme konstellation siden 2003, er det imponerende, at deres sangskat, ikke mindst fra de der tidlige år, stadig står lige stærkt fra scenekanten her i 2024. Et værdigt comeback fra et band, der betød alverden for de mere kuriøst indstillede herhjemme i 00'erne, og et gensyn, der gerne må afføde mere end blot det spil på fortiden, vi nød godt af i aften.