Copenhell '22: Når enden er god...

Populær
Korn JD
4BC3EFF7-A197-47BF-A3E2-02BD32110D13-53606-00001D5873AFDD82
2773C7DA-639B-4D0B-979C-0AEBD6E443D5-53606-00001D57A599D308
645B5E60-877A-48A1-9C89-F4E6DE1B78DB-53606-00001D59287F66C7
B3F95570-7BE7-484F-B3D2-8D963B4A5725-53606-00001D57F27A0A16
13158A63-4C89-4F7C-B2C5-98CBA3295B9A-53606-00001D576DE83959
BEF63EB0-6C77-4F85-8F36-7A1B7FB76614-53606-00001D5838465742

Det lugtede af en slem skuffelse, da KoRn åbnede Helviti på Copenhells andendag – men der skal heldigvis meget mere til at slå det sejlivede band ud. 

Kunstner
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Det startede horribelt – mildest talt. 



Ray Luzier lå for højt i mixet, Brian Welch havde gemt sig, så den venstre halvdel af publikum ikke kunne se eller høre ham – og Jonathan Davis lignede en, der lige var stået ud af sengen, rullet ind i en taxa og ud på Refshaleøen. Stakåndet, uoplagt og generelt lidt svært tilpas på scenen.

Ærgerligt, for bandet åbnede koncerten, med en setlist, der var bygget til at starte pit og publikumsintensitet.



Vi fik jubilæumsstarten. ‘Here to Stay’ fra ‘Untouchables’, der i år kan fejre 20-års fødselsdag. Produceret af Michael Beinhorn, der i følge Davis selv, var en stor kilde til vokal-udvikling for forsangeren. Det tog lidt tid, før vi for alvor fik hørt den ellers kompetente forsangers styrker. 



‘Got the Life’ satte lidt gang i det solramte publikum – mens erstatningsbassist Ra Diaz viste, at han nemt kunne fylde Reginald Arvizus slap-bas-sko ud. Et energisk indspark. Sammen med Luzier, var han årsag til den smule energi californierne indledningsvist fremviste.


‘Falling Away From Me’ gjorde intet for at ændre på den uheldige start. 



Et tiltrængt skud energi
Det gjorde ‘Start the Healing’ til gengæld. Funderet i Davis' tragiske tab og sorgbearbejdning, var nummeret en tændstik på en tør græsplane. Det løftede bandet og koncerten fra middelmådig til god – endda mere end bare god. 



James Shaffer og Welch fandt scenen og publikum, mens bandets bagkatalog fik lov til at udfolde sig i fuld flor. Snart 30 års materiale, inklusiv otte gengangere fra bandets koncert på Copenhell i 2011.



Luzier, Welch, Diaz og Shafer var ustoppelige. Lyden var justeret og hver eneste lille quirky riff på et nummer som ‘Freak On A Leash’ blev leveret som var det på pladen. Davis ramte også niveauet, det bevist han suverænt da han leverede ‘Twist’ fuldstændigt fejlfrit – men han virkede stadig uengageret.


Hans forsøg på at opildne publikum som del af ‘Shoots and Ladders’ virkede malplaceret – hans eget energiniveau taget i betragtning. 



Publikum ville ellers gerne. ‘Y’all Want a Single’ bød på masser af publikumsinteraktion. Crowdsurf, pit og majskolber. Godt hjulpet på vej af ‘Somebody Someone’, ‘A.D.I.D.A.S’ og et fint medley af ‘It’s On’, åbningsnummeret fra den skelsættende ’98 udgivelse, ‘ Follow the Leader’, ‘Trash’ fra den nært katastrofale opfølger ‘Issues’ og ‘Did My Time’, som kun de største fans husker. 



Sidstnævnte fra ‘Take A Look In the Mirror’ (2003), der indledte bandets årelange krise og række af kritisabelt dårlige udgivelser. Et faktum de fleste blandt publikum sandsynligvist har lykkeligt glemt. Om ikke andet blev det glemt som ‘Clown’ og senere hen ‘Blind’, lukkede Bakersfield-bandets andel i dette års Copenhell. 



Det startede skidt, men bandet spillede sig gevaldigt op. Op til et niveau, hvor det stod klart, hvorfor KoRn stadig står i toppen af festivalplakaterne. Til trods for midtvejskriser, tragiske personlige tab, stofmisbrug og ændringer i bandsammensætning.  



Vi ses i Aarhus inden længe.