Lasher Fest 24: Black metal i søndagstøj
Møl satte lørdagens skab på plads, men formåede aldrig at få hele salen til at rykke.
Lørdagens næstsidste navn var danske Møl, der jo heldigvis stadig kigger forbi de hjemlige scener imellem deres efterhånden mange engagementer i udlandet. Og det blev da også ret hurtigt tydeligt, at Møl havde øvet sig lidt mere og lidt længere end mange af festivalens andre bands. De spillede fremragende sammen, og lagde dermed afstand til dagens øvrige opbud. Ikke fordi alt andet var dårligt, men Møl var bare lige det mere rutinerede.
Det kunne dog ikke undgå at falde i øjnene at hvor der før var 5, stod der pludselig kun 4 mennesker på scenen. Forklaringen kom en god uges tid senere, hvor Frederik Lippert, der manglede i line-up’et denne lørdag, officielt meddelte at han i al venskabelighed trådte ud af bandet. Så var dét mysterium da opklaret.
Møl spiller godt, og Kim Song Sternkopfs vokal er måske bedre end nogensinde. Han er intens og hvæser og skriger sig igennem sættet, men får aldrig rigtig løftet publikum ud over den obligatoriske midte, der er at finde til de fleste af Møls koncerter - bandet har efterhånden dannet sig en ret solid fanskare. De morede sig til gengæld herligt og havde en fest oppe foran i en skøn blanding af moshpit, fælles-næver og almindelig glad stemning. For på trods af Møls umiddelbart noget dystre univers, så er Møl også musik man bliver glad af. Og musik man kan vippe med foden til.
Musikken fremstod dog igennem det meste af sættet en anelse for perfekt, en anelse for renskuret, og det er en præmis, man skal købe, hvis man skal se Møl. De har gjort en svært tilgængelig genre tilgængelig for et bredere publikum og det kommer med en pris. Derfor tog jeg også mig selv i at savne noget snavs i koncerten, og selvom det var en fremragende koncert, en velspillet koncert, så manglede jeg noget ægte vildskab, som man på en god dag sagtens kan få med Møl. Bare ikke lige den dag.