Lorden over Kongen

Lorden over Kongen

Glimrende doom-aften og opvarmning til Heavy Days on Doomtown lørdag på Loppen, hvor bandene dog gerne måtte have byttet plads.

Titel
+ Reefer
Spillested
Dato
23-02-2013
Genre
Fotograf
Peder Madsen
Forfatter
Karakter
3

Jeg kom desværre lidt for sent til første band, det relativt nye danske projekt Reefer, men kan berette, at de folk, jeg talte med om dem, var ganske positive uden at være blevet decideret overvældede. Det var også releasefest for Reefers debut, og da koncerten med Lord Vicar gik i gang, kunne man godt se, at dele af publikum vist mest var kommet for Reefers skyld.

At det var et warm up-arrangement til Heavy Days in Doomtown fornægtede sig ikke – inden koncerterne var dokumentaren 'Smells Like Sweat' om sidste års HDDT-festival blevet vist. Den fik jeg ikke set, men mon ikke chancen byder sig igen? Ellers var man der jo.

For mig var aftenens hovednavn på forhånd finsk/svenske Lord Vicar, der er det nye hovedprojekt for den tidligere Reverend Bizarre-guitarist Kimi Kärki. Med sig har han bl.a. sanger Christian Linderson, der har en fortid i både Count Raven og Saint Vitus. Bandet tilhører den bluesy, Black Sabbath-inspirerede skole inden for doom metal, og i forhold til Reverend Bizarre er de slet ikke lige så langsomme og knusende tunge, men mere groovy og 70'er-prægede (selvom Kärki paradoksalt nok oprindeligt havde skrevet flere af Lord Vicars sange til netop Reverend Bizarre) og langt mere straight.

Lord Vicar spillede en decideret fremragende koncert til sidste års Heavy Days in Doomtown-festival, hvor jeg var svært begejstret, men hvor min indlevelse i bandets koncert kom til at lide lidt under, at de kom midt mellem to endnu bedre koncerter med Solstice og Altar of Oblivion, og at festivalen ligesom kulminerede lige rundt om deres koncert.

På plade synes jeg egentlig ikke, at Lord Vicar er så spektakulære. Jeg er glad for pladerne, og jeg synes de er lige under toppen af retro doom-bølgen, og jeg har hørt deres to album ganske meget, men jeg synes (endnu) ikke de er lige så uomgængelige som medlemmernes tidligere projekter. Live er det dog, som om gruppen kommer op i en anden liga, hvor tyngden virkelig får lov at sætte sig, og sangene løftes markant.

Gamle mænd, fed rock

Således også denne lørdag på Loppen. Det var ellers ikke fordi, publikum var særligt talstærkt. Snarere tværtimod. Men et halvfyldt Loppen er jo under alle omstændigheder at foretrække frem for et helt fyldt Loppen. Lord Vicar lod sig dog overhovedet ikke gå på af det lidt pauvre fremmøde, men spillede med stor spilleglæde, lyst og autoritet. Kärki virkede helt glad og hoppede endda fra tid til anden lidt rundt. En glad finne – så har man set det med... (hvad med Korpiklaani?, - Red.)

Forsanger Linderson havde en ekstremt sympatisk sceneudstråling og var virkelig god til at kommunikere med publikum, lavede show ud af at drikke øl, hav high fives til de forreste rækker og holdt sågar øjenkontakten med publikum. Gamle mænd, der spiller den fede rock, er nu engang noget af det bedste i verden. Det er lidt af en fest på de forreste rækker.

Selvom Lord Vicar ikke kan beskyldes for at have opfundet den dybe tallerken, forvalter de arven efter forbillederne mere end godt. Man kunne måske ønske sig, at trommeslageren spillede en lille smule mindre straight og en lille smule mere Bill Ward-præget, men ellers så fungerede det fandeme godt. Kärki har en virkelig dejlig og fyldig tone i sit guitarspil, der er behageligt fri for effektrytteri. En dejlig koncert.

Svært at lade sig rive med

Aftenens hovednavn var britiske Wounded Kings, som jeg missede på HDDT sidste år og ikke på forhånd havde det store forhold til, udover at jeg ved, at de er velanskrevne blandt doom-entusiaster. Mig nåede de ikke rigtig ind til denne aften. Stilen er stærkt Electric Wizard-inspireret med massive, psykedelisk støjende riffs, horrorkitschinspirerede tekster osv. Læg dertil en del Black Sabbath (er nogen overraskede?) i deres mere udkoksede numre samt en smule giallo-horrorsoundtracklyd og vi er omtrent ved at være der. Bandet har såmænd også en kvindelig forsanger, men ligger alligevel langt fra dén bølge, bl.a. ved at vokalen ligger forholdsvis langt nede i lydbilledet, i hvert fald live, og mere fungerer som stemningsskabende end bærende element.

Det virkede som om, det var meningen, at man skulle lade sig suge ned i sådan en sort, afgrundsdyb malstrøm fyldt med livslede (og hvad man nu ellers kan finde på at give sig hen til af klichéer, når man skal beskrive den type doom metal), når de smadrede riffs lød, at en vis tranceskabende effekt skulle nås uden at give køb på genrens mere muskuløse elementer. Desværre syntes jeg, det var svært at give sig hen til musikken. Dels virkede det på mig som et problem med materialet: Der var lidt for meget, der ikke var helt så fedt som forbillederne. Dels fordi bandet kom lidt akavet på efter Lord Vicar – det er svært at omstille sig fra fest til det her mere udsyrede, støjende lydbillede sådan en lørdag aften. Da der vel nærmest var tale om en co-headliner koncert havde det måske givet mening at bytte rundt på de to bands: først stemningsfuld ondskab, dernæst doomfest. Wounded Kings var bestemt ikke dårlige, og det kan ikke afvises, at min lunkenhed skyldes manglende forhåndskendskab til bandets materiale. Men deres allerstørste problem var, at de kom efter Lord Vicar.

Lord Vicar: 4
Wounded Kings: 3
(Bemærk, at den samlede karakter skal ses ud fra den betragtning, at Wounded Kings figurerede som officielt hovednavn.)