Et magisk øjeblik for de få
Kombinationen af spillestedet Stengade og LũpḁGangGang viste sig at være grundlag for en indlevende og unik koncertoplevelse.
Engang imellem oplever man magi. Man er på det helt rette sted, på det helt rette tidspunkt. I en situation, hvor man forsvarsløst bliver trukket ind i en oplevelse af nærvær, snigende intensitet og kundskaber, der kun kan imponere. Generelt set er Vinterjazz-arrangementerne en kærkommen mulighed for netop at få sådanne oplevelser – dem, der huskes og tages med ud i den mørke februar-nat som en stødpude og et værn af fornøjelse og positivitet mod den grå dagligdagstristesse.
Torsdag aften på Stengade var nærmest indbegrebet af den forventning, der efterhånden knytter sig til disse arrangementer: et smukt musikalsk intermezzo af indlevelse.
Belgiske LũpḁGangGang lagde vejen forbi Danmark, inden turen gik videre til Tyskland – en koncert, der nok var gået hen over hovedet på de fleste. Kun 25 mennesker var tilbage, da bandet gik på, men de fremmødte fik til gengæld en sublim koncertoplevelse, der næppe vil blive glemt.
Den unge kvartets kombination af jazz, funk, rock og prog stod stærkt i Stengades intime rammer, og trods en noget tom sal fremstod alle de mange detaljer og skævheder i bandets kompositioner krystalklart. Modsat på bandets udgivelser fik Anton Robberechts' guitar ekstra plads i lydbilledet – uden at det forstyrrede den samlede oplevelse, vel at mærke. Det sagt, blev koncerten i det rå live-format i højere grad en prog rock-oplevelse, båret af solide jazz-trommer og en umådeligt velspillende Miel De Koninck på keyboard.
Roland-orglet gyngede under hele koncerten, mens rytmesektionen æggende indbød til at udnytte det pladsvenlige dansegulv foran scenen. 'Souvenirs' var et tidligt højdepunkt i en koncert, der med få undtagelser var et konstant high. Robberechts' imponerende vokalføring forførte med sin silkebløde, men stadigt insisterende klang og drev bandet og publikum frem mod en tidlig ekstase, som vi fik den udkogte, højtempo, prog-rockede afslutning. Et eminent nummer, der fremviste bandes flotte sans for sangskrivning og fremførelse.
Herefter fulgte yderligere 45 minutters tour de force gennem bandets begrænsede, men stærke katalog. Vi fik et nærmest nyt nummer, 'Kanonraket', vi oplevede trommeslager Rob Swennens' nærmest maniske messen som en stærk pendant til Robberechts' og bassist Lena Thijs’ smukke vokalharmonier på 'The Constant', mens Thijs for alvor fik mulighed for at imponere på den sprudlende 'Candy'. Det hele blev lukket og slukket med 'London Bridge', hvorefter publikum stod tilbage med følelsen af at være blevet kørt ned af et belgisk godstog – drevet af ungdommeligt mod, kærlighed til musikken og ikke mindst sjæl.
Med en gennemsnitsalder på blot 23 år var det i sig selv en oplevelse at være vidne til det niveau af kompetencer. Elegancen og overskuddet i fremførelsen af de medrivende kompositioner matchede et band med mange års erfaring. Unikt på mange måder.
Efterladt med varme smil fra scenen og en åben invitation til dialog om musikken og fremtiden fik publikum en lille perle af en koncertoplevelse. Vi fik ligeledes en enorm positiv overraskelse og ikke mindst magien, der opstår i musikken, når et band lever den og spiller, som var det en propfyldt koncertsal. Det var ikke proppet, og alligevel vil LũpḁGangGangs koncert på Stengade være en af de oplevelser, man husker, når året går på hæld, og der skal gøres status.