Mægtige og modbydelige Marduk

Populær
Mægtige og modbydelige Marduk

Grave var overlegne som altid, mens de kompromisløse svenskere i Marduk som annonceret fremførte hele 'Panzer Division Marduk' og 'Those of the Unlight' i knusende overlegen stil - tre pikhoveder til koncerten kunne dog sagtens have været undværet.

Kunstner
Spillested
Dato
01-12-2013
Trackliste
(Panzer Division Marduk)
Panzer Division Marduk
Baptism by Fire
Christraping Black Metal
Scorched Earth
Beast of Prey
Blooddawn
502
Fistfucking God's Planet

(Those of the Unlight)
Darkness Breeds Immortality
Those of the Unlight
Wolves
On Darkened Wings
Burn My Coffin
A Sculpture of the Night
Echoes From the Past
Stone Stands Its Silent Vigil
Koncertarrangør
Karakter
5

Et massivt regnskyl væltede over Refshaleøen, da de svenske pionerer fra dødsmetal-bandet Grave spillede på årets Copenhell.

For de, der trodsede regnen og ikke søgte ly i det festlige øltelt, var der mulighed for gensyn med svenskerne søndag aften i Pumpehuset.

Og der var bestemt tale om et glædeligt gensyn!

Få musikere når sgu det format, som den altid passionerede frontmand og guitarist Ola Lindgren nok engang understregede, at han besidder gennem koncertens samtlige 50 minutter. 45-årige Lindgren er for Grave, hvad Chuck Schuldiner var for Death: Et gigantisk talent, der både er ophavsmand og omdrejningspunkt i eget hus, omgivet af yderst kompetente musikere, som igennem årene er kommet og gået.

Seneste skud på stammen i Grave er Mika Lagrén, der ved siden af sit blærede guitarspil udviste enormt overskud til at være på foran de fans, der havde forskanset sig foran scenen og begejstret headbangede sig igennem den stribe af klassikere, vi fik serveret lige fra  'Turning Black' over 'You'll Never See...' til 'Into the Grave', som lukkede den upåklagelige oplevelse.

Panzer Division Marduk!

Upåklagelig kan man desværre ikke just påstå, at oplevelsen med aftenens hovednavn var. Og det har bestemt intet at gøre med det, som foregik på scenen, da mægtige Marduk som annonceret gik på og fremførte hele mesterværket 'Panzer Division Marduk', efterfulgt af 'Those of the Unlight'. Nej, det skyldtes tværtimod opførelsen fra de tre idioter, der tydeligvis ikke kendte forskel på at moshpitte og så på ikke at skabe sig som naragtigt aggressive pikhoveder.

Det gjorde tydeligvis, at flere publikummer måtte koncentrere sig om ikke at blive tyret i gulvbrædderne, frem for at have fuldt fokus på at se de legendariske svenskere fyre de sindssyge første numre af fra 'Panzer Division Marduk', som titelnummeret, 'Baptism by Fire' og 'Christraping Black Metal', af.

Energien sev heldigvis ud af de belastende typer, så opmærksomheden kunne rettes mod Marduk, der tordnede sig gennem alle de forventede numre. Det kompromisløse band var som altid iført drabelig corpse paint, nitter, patronbælter og ærmeløse trøjer, der viste de tatoverede omvendte kors og pentagrammer på armene.

Mellem numrene kom lydene af affyrende granater, der skabte en militant stemning som den på albummet, hvor fremførelsen af samme blev sluttet knusende brutalt af med 'Fistfucking God's Planet'.

Udgivelser i kontrast

Det interessante ved koncerten var naturligvis, hvordan de to udgivelser - der kom med seks års mellemrum - ville lyde i kontrast til hinanden.  Grundlægger og guitarist Morgan - der også huserer i de obskure Abruptum - er eneste medlem, som medvirker på begge plader, udover bassisten Devo, der på 'Those of the Unlight' spillede guitar.

Som bekendt kom frontmand Mortuus først med i kvartetten for et årti siden, mens trommeslager Lars Broddessen (der først kom med i 2006) som følge af en skade slet ikke var med os denne aften. I stedet sad den 25-årige lejesvend Fredrik Widigs, som trods sin unge alder allerede er blevet hyret til at udføre trommejobbet i snart 30 black- og dødsmetalbands, bag tønderne.

Numrene fra 'Those of the Unlight' fra 1993 vidnede om et band, der dengang bestod af halvvoksne teenagere, som stadig trak på inspirationen fra dødsmetal og gjorde sig i et skiftende black metal-tempo med relativt flere simple guitarriffs som i 'Wolves', 'Burn My Coffin' og 'On Darkened Wings', hvor Morgan i de sidste to også leverede de guitarsoli, som senere hen hører til de sjældne øjeblikke i Marduks musik.

Evnerne og formatet til at gøre musikken endnu mere ekstrem er naturligvis vokset med alderen, og det virkede hørbart mellem de to skiver, hvor 'Panzer Division Marduk' var en decideret magtdemonstration, mens 'Those of the Unlight' mere blev en sort nostalgisk rejse til fordums tid, hvor black metal stadig var ungt, primitivt og farligt.

Mortuus' hengivende nærvær og konstante opfordringer til at råbe højere og fyre djævlehornene i vejret føjede kun endnu mere dæmonisk patina til de to klassiske skiver, der næppe kunne have været fremført mere modbydeligt end dette fra de fire overlegne musikere.