Øens hjemvendte sønner

Populær
Øens hjemvendte sønner

Det var den store genforeningsfest, da Orm og Rising vendte hjem til det Bornholm, som flere af medlemmerne er født på.

Kunstner
Titel
+ Rising
Fotograf
Jon Albjerg Ravnholt
Karakter
4

Olaf står med gult høreværn på og ser nærmest forundret op på sin far oppe på den lille scene. Der står han med skrævende ben og en guitar på maven og skærer metalansigter, og det hele virker meget lidt farligt. Det er altså sådan, metal også er: hyggeligt. I aften er en fest for familien og de gamle venner, når eksil-bornholmerne i Orm og Rising vender hjem til fødeøen for at give koncert på det gamle dansested Villa Nova ude i skoven nord for Rønne. Uden for pavillionens sprossede panoramavinduer står skoven sommergrøn i skumringen, indenfor piler børn med høreværn rundt mellem kærester, der har gjort en pinseferie ud af det og er taget med til Bornholm, og så den faste kerne af bornholmske metalhoveder. 

I publikum står også Andreas Bille Brahe, der for et par år siden arrangerede øens første metalfestival, Bornhell. Dengang skrev jeg, at hvis man skulle have bornholmerne til at gå til metalkoncerter, var man nødt til at sætte noget op med en nogenlunde regelmæssighed, så de vænnede sig til det. Det har Thomas Brodersen Stibolt fra Musikhuzet taget på sig med jævnlige metalkoncerter det sidste halvandet års tid, og nu melder foreningen Spillestedet sig altså også på banen, og det er alle de samme hoveder, der dukker op, unge som ældre. En fast kerne på tredive-fyrre stykker, som så i aften er suppleret op med alle dem, der er kommet for at hilse på de to hjemvendte bornholmere i Rising og Orms tre fraflyttere.

Dio-høje fisteltoner
Selvom det er i det små, er det altså lykkedes at gøre klippeøen til en rockø igen, og der er god grund til de tilfredse smil, der præger publikum i aften. Ikke mindst fordi det altså er to af Danmarks mest ambitiøse metalbands, der indtager dansestedet denne aften. Med den omgruppering, Rising gennemgik for nogle år siden, er det lykkedes ankermanden Jacob Krogholt at trække sit band i den retning, han hele tiden har ønsket. Det melodiske er blevet trukket frem, den klassiske heavy rock fylder mere end den sludge, der var udgangspunktet, og i Morten Grønnegaard har han fundet en sanger, der for alvor skiller bandet ud fra den efterhånden rasende anonyme hob af sludgebands. Skønsangen med de Dio-høje fisteltoner klæder den rå lyd, og Rising har samtidig et sikkert greb om sangskrivningen med god variation mellem det hurtige og det langsomme, det melodiske og det riffende. 

Det står særligt tydeligt i koncertens to første sange, ‘All Dirt’ og ‘Old Jealousy’ fra sidste års ‘Oceans Into Their Graves’. Hvor ‘All Dirt’ er tungt huggende med et heltemetallisk grundriff, er ‘Old Jealousy’ spændstig og frisk. Det er så også både pladens og koncertens stærkeste sange, i hvert fald indtil vi som tredjesidste sang får ‘Black Mound’. Det var den allerførste sang, vi fik at høre med Rising på debut-ep’en i 2009, og den var et varsel om, hvor højt bandet sigtede. At den så også er skrevet til en noget anden sangstemme end Morten Grønnegaards, er nok mest noget, man rigtig lægger mærke til, hvis man har dyrket originalen i sin tid. Der bliver i hvert fald banget en del mere eller mindre tyndhårede hoveder på de forreste rækker, og stemningen bliver holdt under de to afsluttende sange, den doom-tunge ‘The Anger’ og den tjeppe ‘Coward Heart’, indtil Anders Bo Rasmussen står og lader sin guitar resonere mod en af loftsbjælkerne, mens Krogen finder sig en krog i bjælken til at hænge sin guitar på.

Uforsonlighed
Hverken Olaf eller de andre børn behøver at være forlegne over deres fædre, men det er også sengetid for dem nu og tid for noget langt mere uforsonligt end Risings heavy rock, som de fleste kan være med på. Efter pausen indtager Orm scenen i deres vante sorte læderjakker og sender en mur af lyd ud over publikum. Der er flere punkter, som kvartetten udmærker sig på: kontrasten mellem Simon Sonne Andersens lyse snerren og Theis Wilmer Poulsens mørke brølen skaber dynamik i sangene, og den grad af sammenspillethed, som de har opnået gennem årene i By the Patient, er misundelsesværdig for et band, der formelt set først lige er debuteret med pladen ‘Orm’ i marts.

Men langt vigtigere end læderjakkerne og den sikre beherskelse af black metallens greb er det, at Orm skriver sange med riff, der peger tilbage på den thrash metal, som genren oprindeligt udsprang af. Og det er faktisk et særsyn i den atmosfæriske black metal, som bandet opererer inden for. Det er tydeligst på ‘Temple of the Deaf’, et fræsende amokridt med melodierne stukket ud i tremolo picking. Det er så også i den sang, det lykkes Simon Sonne Andersen at sprænge en streng på guitaren midt i mellemstykket, så han må af scenen for at hente en erstatningsguitar, mens resten af bandet går i gang med noget for genren så aparte som at jamme og ligefrem – gys! – groove. 

Så vidt uforsonligheden altså. Vi er trods alt blandt venner.

Vi får ‘Temple of the Deaf’ forfra, og da det hele er overstået lidt før midnat, og vi lukkes ud i skoven, er den blevet bælgmørk. Men fuglene pipper, natten er mild, og inde fra pavillonen strømmer det lilla lys ud. I gamle dage var Villa Nova et sted, hvor man tog ud og dansede, slog på tæven og knaldede i buskene. Sådan er det ikke i aften. I aften er det lutter kram og brede smil.

Metallen er vendt tilbage til Bornholm.