KTDF '13: Lidt for rodet

KTDF '13: Lidt for rodet

Rodet lyd og et show, der virkede lettere urutineret, tog toppen af oplevelsen af Ogdru Jahads formørkede dødsmetal.

Kunstner
Spillested
Dato
30-08-2013
Fotograf
C.V.
Karakter
2

Et af de få danske indslag i programmet var Ogdru Jahad, der havde fået en plads tidligt på fredagsprogrammet. Bandet, der er opstået som et sideprojekt til Sadomator, har eksisteret siden 2011, og har endnu ikke en lang liste af shows bag sig. Og det kunne umiddelbart mærkes, for det virkede, som om bandmedlemmerne flere gange måtte kigge på hinanden for lige at blive enige om, hvad der skulle ske. En enkelt gang måtte en sang endda startes forfra.

Det er dog muligt, at bandet havde lyden imod sig på scenen, for oppe foran fik publikum i hvert fald så meget lyd fra baggearet, at musikken mudrede meget sammen, og det lod heller ikke til, at bandet var helt tilfredse med monitor- og lydforhold på scenen. Et par gange måtte frontmanden med det malede, omvendte kors i panden også kort stoppe sit guitarspil for at høre, hvad de andre egentlig lavede.

Sikke en guitarlyd!

Bandet havde en interessant og virkelig smadret guitarlyd, hvorfor det kun ærgrede endnu mere, at lyden var, som den var oppe foran, hvor energien i musikken ellers mærkes bedst. Publikum observerede og lyttede nysgerrigt til bandet, men det var kun et meget begrænset antal, som gav den rigtig meget gas. Og det var da heller ikke, fordi bandet opfordrede synderligt til netop show - kun bassisten var god til med fagter og knyttede næver at vise, at det her var en live-koncert, og publikum var straks med på den, så det var synd, at det ikke blev udnyttet mere.

Stilen blev kaldt "black metal of death" af bandet selv, og der var også helt klart black metal-tendenser i musikken, men den guttorale vokal og trommernes mange blastbeats viste bestemt også bandets kærlighed til den mere obskure dødsmetal.

Med et bedre lydbillede, hvor den ellers herligt smadrede guitarlyd ikke tog så meget plads fra vokal og trommer, og et bedre tilrettelagt show, så ville Ogdru Jahad have været en mere spændende oplevelse, end tilfældet ville det denne fredag.