Oh Yob oh Yob oh Yob

_XJD5390
_XJD5276
_XJD5472

“HOLD DA KÆFT”, stod der som det eneste i skribentens notesblok. A Colossal Weekends første hovednavn tog festivalens titel meget bogstaveligt. 

Kunstner
Spillested
Dato
19-05-2022
Genre
Trackliste
1. Prepare the Ground
2. Atma
3. The Lie That Is Sin
4. Upon the Sight of the Other Shore
5. Adrift in the Ocean
6. Burning the Altar
7. Quantum Mystic
8. Grasping Air
Koncertarrangør
Karakter
5

Torsdagen på A Colossal Weekend havde budt på mange intense og interessante indslag, men intet kunne måle sig med aftenens hovednavn. Den amerikanske trio, Yob, har med deres lange sange og kreative riffs været pionerer i den mere nichede del af doomscenen i mange år. Yob er dog ikke bare doom, da der trods de eksplosive sange er en introspektiv mystik og samtidig elektrisk energi indlejret i musikken. Yob er derfor så tilpas meget “post” i deres udtryk, at bandet passede som fod i hose til festivalens profil. Men mest af alt gav Yob mening, fordi de lyder KOLOSSALE.   

En trojansk lydmur

Lyden i sig selv er en central del af at opleve Yobs musik, og derfor skal lydfolket have kæmpe ros for at fuldt ud realisere potentialet i Yobs lydunivers. Bandet selv skal i den forbindelse også hædres, for den fantastisk gode lyd må have været en fælles indsats. Der var simpelthen ikke var en enkelt frekvens, menneskets ører er i stand til opfange, som ikke blev udfyldt. Det må være den mest neutrale måde at beskrive, hvor fuldstændig enormt og voldsomt overvældende lyden var. Dertil spillede bandet så tight, tungt og aggressivt at man næsten kunne frygte for at hele førstesalen ville brase sammen og tage en utilsigtet elevatortur ned i Lille Vegas garderobe.

Yob er ikke et band der har travlt. Derfor nåede vi på halvanden times tid også kun otte sange. Trods det dronende udtryk, besidder de lange kompositioner så meget variation og spænding, at intensiteten holdt hele vejen igennem. Dertil havde bandet en fænomenal forståelse for at udnytte musikkens indbyggede spænding, til at holde publikums opmærksomhed og piske en stemning op, uden at der skulle gå sing-along i den.  

En syngende lussing
Størstedelen af settet var fra den nyligt remixede ‘Atma’, hvis titelsang var et af koncertens højdepunkter. Sangens artilleri-tunge hovedriff, der kommer tifoldigt igen efter det uforudsigelige pumpestykke, var simpelthen hjernesmeltende. Den mere punkede ‘Quantum Mystic’ smadrede de igennem som en tunet bulldozer, men det blev stadig uhyre professionelt og præcist eksekveret. Det var som en finale i sonisk russian slapping contest. Bandet spillede fantastisk tight og præcist, men særligt Scheidt, havde travlt med mange hurtige og svære greb på guitaren og begik derfor et par små, men hørbare fejl. Men det led koncerten nu ikke under, da han bare stod og smilede selvironisk af sin fejl. Det var altså tydeligt, at bandet selv havde det så fedt oppe på scenen. 

Yobs frontmand og primære sangskriver, Mike Scheidt, er så at sige “stjernen” i bandet. Han er karismatisk og udadreagerende på en meget sympatisk måde, når han står på scenen. Dertil viste både ham og bassist, Aaron Rieseberg, enormt musikalsk overskud med headbangs, overbevisende power stances og god kontakt med publikum. Rieseberg holdt sig dog mere i baggrunden, da alles øjne var på Scheidt. Det stoppede ham dog ikke fra at lejlighedsvis at løbe til angreb mod publikum og skabte derved alligevel en ligevægtet intensitet på scenen. 

Colossal Weekend’s lineup torsdag var generelt meget vellykket, og de kunne næppe have håbet på et stærkere og fuldt ud realiseret hovednavn. Det er tidligt at sige om anmelderen er mega fan boy, men Yob leverede måske et årets bedste koncerter.