Ind i groovet
Om bragte det spirituelle groove med sig, da de tålmodigt gravede sig igennem små 75 minutters sammenspil en sen aften i Pumpehuset. The Bug sørgede for en atypisk opvarmning.
2. State of Non-Return
3. Sinai
4. Cremation Ghat I
5. Cremation Ghat II
6. Thebes
7. Meditation Is the Practice of Death
Siden historiens begyndelse har mennesket udtrykt deres tro og forsøgt at komme i kontakt med guderne og guddommen igennem lyd. Fra tidlige folkeslags musikalske mantraer til kristne hymner, islamiske bønner, katolsk korsang, hinduistiske bhajans over den klassiske musiks religiøse værker til afrikansk-amerikanske spirituals og frem til new age, moderne meditationsmusik, Enya og Creed.
Onsdag aften fik man i Pumpehuset to forskellige bud på, hvordan spiritualiteten kan titte frem i andre former, da Om besøgte Danmark for første gang siden 2013.
Aparte opvarmning
Med sig havde de den britiske producer og dj The Bug, der har bevæget sig i et hav af udtryk inden for elektronisk musik, industrial og noise, og som denne aften leverede intet mindre end et dj-sæt med dubmusik. "Dub før en metalkoncert, spørger du?", stod der forudanende i Pumpehusets beskrivelse af koncerten, og selvom det er noget af en tilsnigelse at kalde Om for et metalband, så var det ikke desto mindre et aparte valg af support, og det selvom The Bug har udgivet plader med bl.a. Earth, som Pumpehuset pointerer i samme tekst.
I støvregn havde danske Mythic Sunship og Papir forinden effent spillet Byhaven op med instrumental, krautet psych rock, hvorfor showstart indenfor var udskudt til 21.45, og da The Bug gik på, gik han straks i gang med at bygge støjlandskaber ud af sit musikalske udgangspunkt. Lyden var øredøvende, og med en alt for høj diskant og alenlangt ekko blev ethvert trommekantslag hundrededoblet, så det skar i ørerne, før støjen blev opløst og filtreret væk.
Men fra at have været stærkt fokuseret på diskanten støjen til at begynde med, fik sættet retning mod mere bastunge beats, der gik i mellemgulvet, sammen med upbeat numre, der endda blev komplementeret med stroboskoplys for derefter at blive afvekslet med lettere reggaetunes.
En skjult mening
Det var usædvanligt, men det giver på sin vis også mening: Som en videreudvikling af reggae har dub en forbindelse til den rastafarianske religion, og selvom The Bugs musikalske udgangspunkt kan ledes tilbage til en geografisk oprindelse i den afrocaribiske musikkultur på Jamaica, ligesom Om har deres udgangspunkt i Østen, på den helt anden side af jordkloden, så søger begge udtryk stadig at opnå det samme: at knytte sig til en enhed højere end sig selv gennem musikken, om det så er igennem støjens formløshed, eller om det er gennem de dronende bas- og trommegange, der er udgangspunktet hos Om.
"Om" i sig selv er, som mange nok ved, et ofte benyttet symbol for den øverste gud i hinduismen og andre indiske religioner (og hos Soulfly – tænk bare på coveret til albummet ’3’). Det er en verdens grundtone, en spirituel enhed, som bassist Al Cisneros sammen med trommeslager Emil Amos og (live)medlem Tyler Trotter, på henholdsvis keys og tamburin, søger at frembringe i deres musik.
Det er på sin vis absurd og orientalistisk, at man skal høre Østens filosofi og religiøse tradition formidlet af nogle gutter fra Californien, der er berygtede for at være nok så hashede, men når det fungerer, så fungerer det altså også ret så fremragende: Vægten er lagt på hypnotiske rundgange, en gennemgående repetition og nogle stærkt sammentømrede grooves, hvor Al Cisneros’ bas runger i mellemgulvet, mens Amos fylder alle tomrum ud med fills, og hvor Trotter sørger for at levere ekstra lag med sitarklange, tamburinslag og æteriske keyboardstrofer. Det er tålmodigt, meditativt og fåmælt, og Cisneros stirrer tomt ud i luften, som han plukker strengene på bassen med særligt fokus på en grundtone, halvtonen over og tonen under, mens grundtonen en oktav dybere fast markeres som en vedblivende reminder om, at det her altså også er tung musik.
Jagten på groovet
Det er så også det, der kan blive en hæmsko for bandet: For som det ofte er, så har fortiden – eller i dette tilfælde sidebeskæftigelsen – det også med at indhente én, for selvfølgelig gør Cisneros’ mangeårige engagement i det gendannede Sleep, at en stor del af crowden er metalhoveder i fuld kampuniform og battlevest med ’Dopesmoker’-patches og joints i forlommen, som gerne vil have monumentale riff og høre sange om Weedians og tågede ture til det hellige, røgfyldte land.
Det får de bare ikke, for selvom der efter en langsom og tålmodig start med ’Gethsemane’ ganske vist tændes for overdrivepedalen og skrues op for hele dynamikken i ’State of Non-Return’, der rammer lige i mellemgulvet, så handler Om ikke om riffingen; det handler om at fange groovet, klangen, stemningen, lade den suse rundt i kroppen, lade sig føre sig længere ind i trancen og meditationen.
Faren er så også, at det hurtigt kan blive kedeligt, hvis man ikke fanger det, og sådan var der blandede reaktioner: Nogle tumlede rundt i en onsdagsbrandert (eller en onsdagskoger), flere hujede og snakkede, så man ikke var i tvivl om, at man var til en rockkoncert, mens andre stod med lukkede øjne og sank mere og mere ind i sig selv og lignede nogen, der havde deres eget spirituelle øjeblik lige dér.
Antiklimatisk klimaks
”Kom nu!”, råbte en mand, der tydeligvis ikke var del af sidste gruppe, utålmodigt fra crowden, efter Cisneros havde stået og noodlet et par minutter på sin bas i begyndelsen af den tyve minutter lange ’Thebes’. Men der skulle altså lige gå små ti minutter mere, før overdriven blev sat til igen og groovet for alvor satte ind.
Her ramte jeg selv det stadie, hvor musikken tog mig et andet sted hen end Pumpehuset, og jeg kunne have ønsket, at bandet enten var stoppet lige der og havde holdt den på en times intenst sæt, eller at de som til andre koncerter havde afsluttet med ’Bhima’s Theme’ i stedet for den ti minutter lange ’Meditation is the Practice of Death’, der var en meget afdæmpet og noget kedelig afslutning på aftenen.
Hvis det var et klimaks, man håbede på, så var det i hvert fald antiklimatisk. Men selvom Om modarbejder de dogmer og forventninger, der knytter sig til den stoner/metalscene, de ikke rigtigt hører til, så havde de med deres exit fra scenen kvart over midnat for længst vist, at de mestrede groovet.
Det var bare ikke alle, der lige fangede det.