Tung luft, stemning og musik

Tung luft, stemning og musik

Der var dømt tung fredag i Lille Vega, hvor amerikanske Pallbearer aflagde visit uden at efterlade et aftryk af større betydning.

Kunstner
Titel
+ (0)
Spillested
Dato
03-08-2018
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Adriana Zak & Peter Troest
Karakter
3

Vikaren var efter eget ønske sendt i byen, nærmere bestemt Lille Vega, forgangne fredag til sit første møde med doomerne fra Pallbearer samt et af danske scenes nye stjernefrø (0) (udtales "parentes0parentes"), som agerede support denne aften.

En lummer aften
Et par hundrede publikummer havde trodset sommervarmen og fået den geniale ide at tage til indendørskoncert. Indeklimaet i Lille Vega var derfor, ikke underligt, lummert og luften tung, uden det dog gik hen og blev ulideligt. Men varmen syntes, ej heller underligt, at lægge en lille dæmper på publikums gemyt. Eller var stemningen, præcis som den skulle være? For egentlig harmonerede publikums energi udmærket med især Pallbearers koncert.

Men før Pallbearer og en times tid efter dørene åbnede, satte (0) i gang med en instrumental intro, og lad det være sagt: (0) har et kæmpe potentiale. Stilen er eklektisk, men har hovedsageligt fødderne plantet i henholdsvis black metal og progressiv metal; vokalen er skrigende med let hang til growl, og teksterne er på dansk. Bandet var øjensynligt enormt glade for at være på scenen og fik skålet flittigt med publikum. Og med interessante kompositioner, Down-agtige rykkerriff, lækre passager, der gav mindelser om Tool, og ellers sort smadret overvandt de mig. Det var imidlertid ikke et sæt uden udfordringer. Næstsidste nummer var de ikke helt enige om, hvordan gik, og der var generelt problemer med lydbilledet, især pga. strengeinstrumenterne, der virkede usammenhængende og spillede i hvert sit lydunivers. Men alt i alt en godkendt optræden og en masse at arbejde med.

Første halvdel bedre end anden
Hovednavnet gav derimod en koncert, som indgød stort set samme sumpede introverte stemning og foregik i samme tunge groove og langsomme tempo fra start til slut. Eneste lille afstikker var bandets nyeste single ‘Dropout’, der sammenlignet med resten virkede uhyre melodiøs, og som samtidig var nummeret, hvor forsanger/guitarist Brett Campbell syntes, i lyset af en ellers generelt habil vokalpræstation, at vise de bedste prøver på sin kunnen som sanger. Og ‘Dropout’ kom allerede som anden sang. I det hele taget var sættets første halvdel den mest interessante. Det var, som om bandet gav lidt mere af sig selv de første 3-4 sange, hvorefter kadencen faldt. Om det skyldtes varmen, eller at fotograferne ikke længere tog billeder, skal jeg lade være usagt, men noget skete der altså, og oplevelsen blev herefter noget mere flad. Dog måtte bandet have haft det rart, for det blev til hele to ekstranumre samt et pludseligt udbrud a la “we love this place”, inden de afsluttede med aftenens bedste vokalharmonier.

Stof til eftertanke
Efter endt koncert stod vikaren og sundede sig lidt og vidste ikke helt, hvad han skulle mene om det, han lige havde overværet. Hvordan skulle han forholde sig til denne tungt malende doommaskine, som sjældent henvendte sig til sit publikum? Og var det godt eller skidt, at det hele i bund og grund var ensformigt og kun henvendte sig til et snævert følelsesregister? Da mindede en æret ex-kollega her på magasinet uforvarende om, hvad en “pallbearer” egentlig er, nemlig en ligbærer. Forestillede man sig derfor Pallbearers musik som en ligbærers sørgemodige skridt fra foden af alteret, ned ad kirkens midtergang og ud til gravpladsen eller rustvognen, alt efter om afdøde skulle jordfæstes eller kremeres, og at bandet i stedet for det normale orgelspil orkestrerede postludiet og kistens udbæring med nedstemte guitarer, buldrende tønder og tenorvokal, så syntes aftenens indtryk ved nøjere eftertanke at give mere mening. Sættet blev altså en art sindbillede på denne ‘ligbærerens tungsindige rejse fra alter til grav’.

Summa sumarum: accepterede man præmissen for Pallbearers tag på doom metal, var fredag aften i Lille Vega formentlig en fremragende oplevelse, men vikaren bed trods en mindre åbenbaring undervejs desværre ikke helt på.