Parkway Drive og de andre ...

Populær
Parkway Drive og de andre ...

Thy Art Is Murder og Architects gjorde deres for at opvarme det fremmødte publikum på en aften, hvor fem australske surferdrenge endnu en gang viste, hvor stærkt et livenavn Parkway Drive er.

Titel
+ Architects + Thy Art Is Murder
Spillested
Dato
28-01-2016
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Januar 2016 sluttede med en af de helt store core-oplevelser. Metalcorens drengerøve fra Parkway Drive tørnede sammen med deathcore-landsmændene fra Thy Art Is Murder og britiske Architects. Et forbandet godt lineup og en mulighed for at høre Parkway Drive og Thy Art Is Murder fremføre materiale fra deres anmelderroste 2015-udgivelser i liveformat.

Død og ødelæggelse

Aftenens mest brutale band havde fået æren af at starte festen. I sommer udgav den daværende kvintet deres tredje fuldlængde, ’Holy War’, der blev modtaget positivt. I slutningen af 2015 blev det offentliggjort, at forsanger Chris McMahon havde smidt mikrofonen i ringen af økonomiske årsager. Heldigvis holdt resten af bandet sammen og rekrutterede siden hen Nick Arthur fra Molotov Solution som standin for McMahon på touren. Om det er en permanent løsning er uvist. Og derved kan det være, at torsdagens koncert var sidste mulighed for at opleve Thy Art Is Murder i Danmark.

Det tog et halvt nummer, så var den North Face-beklædte tidligere forsanger glemt. Arthur viste sig hurtigt som en kompetent erstatning, om end det til tider virkede, som om han havde svært ved at finde sin placering på scenen. En scene, der i aftenens anledning var minimal. To meters dybde var, hvad de to opvarmningsbands havde at arbejde med. Resten af scenen var forseglet med Parkway Drives altoverskyggende ’Ire’-bagklæde. Ingen glemte på noget tidspunkt, hvem aftenens hovednavn var.

Den minimale plads og de teknisk krævende kompositioner satte en begrænsning for Thy Art Is Murders performance. I stedet lod kvintetten musikken og publikum tale for sig selv. Til trods for en lidt svag start fandt kvintetten hurtigt fodfæste. Numrene fra 'Holy War' gik fint i spænd med det ældre materiale, hvor specielt ’The Purest Strain of Hate’ og ’Reign In Darkness’, satte publikum på overarbejde. Titelnummeret fra bandets 2015-udgivelse lukkede for de 30 minutter, aftenens første australske band havde fået tildelt. 30 minutters brutal og ond koncert, der startede aftenens program med manér.

Sam Carter og det enerverende skrigeri

Den britiske kvintet er kendt for at spille energiske koncerter på dansk jord. Marts sidste år gæstede de Vega, hvor de dog måtte se sig overspillet af Every Time I Die. Så man på aftenens program som helhed, var Architects broen, der forbandt Thy Art Is Murder med Parkway Drive. En funktion, der herved gav bandet mulighed for at tage revanche for marts-koncerten.

Havde man glemt, hvordan bandets 2014-udgivelse ’Lost Forever // Lost Together’ lyder, gav aftenens koncert rig mulighed for at få det genopfrisket. Ud af ni numre var det kun det eminente afslutningsnummer, ’These Colours Don’t Run’, der ikke var fra den seneste plade. Et fornuftigt valg, der også lod til at behage publikum.

Bandet behøvede ikke slå mange toner an, før den næsten fyldte sal moshede løs. ’Gravedigger’ indledte på fornem vis koncerten. Energisk og intenst. Modsat Thy Art Is Murder havde englænderne nemmere ved at finde plads på scenen. Specielt Sam Carters energi virkede afsmittende på publikum, der fløj rundt i moshpits, circlepits og crowdsurfing. En stærk start, der blev fulgt op af ’The Devil Is Near’, der for alvor fik Vega på kogepunktet. 

Men halvvejs i koncerten kollapsede det korthus, arkitekterne havde designet. ’Colony Collapse’ er et af de stærkeste numre på ’Lost Forever // Lost Together’. Fremførelsen af denne gjorde det for det første klart, at publikum ikke skulle forvente at høre noget til Carters rene vokal. Den lå for lavt i mixet og virkede samtidig slidt. For det andet er ’Colony Collapse’ et ekstremt velskrevet nummer. Fremførelsen af denne mindede om, hvor gode Architects kan være. I en sådan grad, at stort set alle numre efter var ligegyldige og uinteressante.

Da første korthus var væltet, begyndte de rådne elementer langsomt at vise sig. Uden den rene vokal var Carters rå vokal enerverende, uden afveksling eller nerve. Det virkede slapt og ensformigt og afslutningsvis ligefrem irriterende.

Men publikum var gavmilde. De ville koncerten og ikke mindst Architects. ’Naysayer’ og førnævnte ’These Colours Don’t Run’ afsluttede koncerten, der primært vandt på grund af bandets energiske sceneshow og publikums tilsvarende modtagelse. 

Højere lyd er ikke lig en bedre koncert

2015 var australiernes forsøg på udvikling. ’Ire’ var et stort skridt væk fra alle core-elementer og et pænt goddag til heavy metal og nü-metal. En interessant udvikling, selvom den ikke var en gennemført succes. Den 5. fuldlængde-udgivelse var udgangspunktet for kvintettens tour, og derved fik publikum også fornøjelse af flere numre fra udgivelsen.

’Destroyer’ startede koncerten på emminet vis. Det store bagklæde, der havde tvunget opvarmningen helt ud i front, faldt, mens Winston McCall brølede ”Destroy!”, og Ben Gordon slog takten an med så tunge anslag, at det rungede i hele salen, og gulvet rystede. Efterfulgt af ’Dying to Believe’ med det ligeså effektfulde omkvæd sparkede kvintetten ikke bare muren ind, de væltede scenen og publikum bagover i et inferno at sanseindtryk. Båret af trykket fra musikken, det visuelle lysshow og ikke mindst McCalls eminente showmanship startede bandet på fornem vis.

’Carrion’ og ’Karma’ satte efterfølgende en tyk streg under, at Parkway Drive var tilbage. Lige så spilleglade som altid. Lige så energiske og glade for at være til stede, som publikum var det. Bandets nye materiale fungerede overraskende godt live. Den ellers kedelige ’Vice Grip’ fik fornyet vitalitet i livesammenhæng. Det lumre og søgte yeahyeahyeah-singalong-element, virkede, præcis som man kunne forvente/frygte. Publikum gjaldede løs med fadøl og kropsdele flyvende om ørerne i en sådan grad, at selv vagten, der vogtede over publikum fra balkonen, måtte nikke med på omkvædet. ’Bottom Feeder’ var derimod lige så kedelig live som på plade. Aftenens højdepunkt blandt de nyre numre var uden tvivl 'Crushed'. Her var kontrasten mellem bandets ældre, mere rodede udtryk og de nye tunge og direkte kompositioner tydelig. ’Crushed’ blev leveret tungt som et ondt år, intenst og indlevende. Publikum blev sendt til tælling hver gang McCall knaldede den knyttede næve mod låret i sand Lindemann-stil og brølede nummerets simple lyrik.

’Home Is for the Heartless’ afsluttede koncerten og var sammen med crowdpleaseren ’Wild Eyes’ blandt højdepunkterne fra bandets ældre materiale. Herefter kunne Parkway Drive forlade scenen og se tilbage på en koncert med et eminent energiniveau, en velsammensat sætliste og et meget engageret publikum.

Desværre burde nogen fortælle de kære australiere, at der ikke nødvendigvis er en positiv sammenhæng, mellem hvor højt man spiller, og hvor god koncerten er. Størstedelen af koncerten var lyden for høj. Trommer tordnede, guitarer hvinede, og McCalls slidte vokal druknede i begge dele. Ikke hele tiden, men momentvist og nok til at skabe irritation. Som eneste koncert denne aften kunne man godt have ønsket bedre lyd, men det var tydeligt, at australierne ikke ønskede at gå på kompromis med det sanseindtryk, det massivt høje lydniveau medførte.

Samlet set en god aften med tre gode bands. Thy Art Is Murder holdt fanen højt, og viste, at de stadig skal regnes for førende inden for deathcore. Architects leverede en sprudlende og energisk koncert. Men det var Parkway Drive der var aftenens oplevelse. Endnu en gang.