Fanget i en tidslomme
Tirsdag aftens mest interessante band var opvarmningen, mens Perturbator var mere veloplagt, end sidst vi så dem i København.
Anarkistisk trap
I et stort set udsolgt Vega, nåede vi lige præcis at ankomme i rette tid til New Jersey-bandet “Ho99o9”. Det udtales Horror, som forsanger theOGM fik belært salen om mod slutningen af koncerten. Det var ellers ganske underholdende at lytte til publikums meget forskellige udtale af den lidt særlige stavemåde. Grundgenren i bandet er trap, men krydret med punkede elementer, og serveret med en energi, der var overvældende. Det var også et helt særligt publikum, der var mødt frem og man ser normalt ikke helt den mængde af dreadlock’ede hoveder til en synth wave koncert. Men Ho99or var alt andet end synthwave, og endte også med at være aftenens absolut mest interessante orkester, selvom de genremæssigt stak lidt. 
Udstyret med en sessiontrommeslager, spillede de det ene højenerginummer efter det andet, og det var umuligt ikke at blive smittet af deres anarkistiske, men stramt spillede trap, der mest af alt mindede mig om Duma, når det går vildt for sig. De må meget gerne komme tilbage til København og at dømme efter publikum, er der helt klart en fanbase, der er klar til at købe billetterne, skulle man vælge at sætte dem lidt højere på plakaten.
Hvem har puttet AOR i min synthwave?
Aftenens næste show var Carpenter Brut, som sammen med Perturbator er draget på turne. Der er tale om en co-headliner tour og denne aften var det Perturbator, der fik æren af at lukke showet. Carpenter Brut gik på scenen, og jublen var vild. Udstyret med sessionmusikere på alle pladser på nær vokalen (det kommer vi tilbage til), gik synthwave-toget ellers i gang med manden bag projektet, Franck Hueso, behørligt placeret i midten bag sin gigantiske røde rose. Og selvom Carpenter Brut ikke bygger sine kompositioner op omkring de instrumenter, der er typisk for metal, så fylder de en hel del i deres live-optræden, hvor det næsten bliver til et helt almindeligt metalband. Og det er da alt andet lige nemmere at give folk et fedt show, når man ikke står alene på scenen gemt bag sit keyboard. På den anden side vil jeg mene, at hele synth-delen går lidt i fløjten. Særligt - og nu kommer vi til en kæphest - når mange numre er deciderede vokalbårne af en vokalist, der kun findes på bånd. Der er jo helt klart nogen, der på et tidpunkt har lavet vokal. Hvorfor ikke bare tage ham med, når man alligevel har taget resten af bandet med på tour. Det virkede simpelthen mærkeligt, særligt fordi der var så meget af det. Med bangers som ‘Imaginary Fire’ og ‘Hairspray Hurricane’, var festen konstant i gang hen over de i alt 16 numre, der var på sætlisten, og vi fik ikke ret mange muligheder for at trække vejret.
Det var bare ikke en synth-fest. Mest af alt føltes det som om, at det var god gammeldags AOR med et tyndt fernis af synthwave, og det blev aldrig for alvor skarpt at lytte til. Det er jo nok det, Carpenter Brut kan. Samle folk på tværs af genrer og alder, og lave en fest, hvor ingen for alvor skal forholde sig til ret meget end netop festen. Det var en sært nedslående oplevelse oven på Ho99o9, der havde alt muligt på hjertet og som – hvis vi nu skal være helt ærlige – skabte en lige så stor fest.
I helt skarpe skiver
Perturbator imponerede ikke voldsomt, sidst de spillede i København. Igen et enmandsprojekt med liveband – dog i dette tilfælde reduceret til en trommeslager. Men med koncerten i Pumpehuset i erindringen, var lommen ikke pakket med de største forhåbninger. Det blev nu gjort til skamme, og koncerten var generelt fuldkommen lige på og skarp. Vega blev savet i små skarpe stykker af Perturbators metalliske synth, og på trods af både guitar og trommer på numrene, så var og blev det vaskeægte synthwave. På den fede måde. Lyset var i særklasse fedt, og bar i sig selv meget af showet, der i modsætning til Carpenter Brut var meget stillestående, i vanlig Perturbator-stil. Manden bag, James Kent, stod som altid på sit podie omgivet af synthizers og svingede med håret. 13 numre blev det til, og flest numre fik vi fra 2016-albummet, ‘The Uncanny Valley’, herunder blandt andet ‘Neo Tokyo’, der fik hele publikum op i det røde felt, og som flænsede Vega over på midten. Men også nyere numre fandt vej til sætlisten, blandt andet aftenens åbningsnummer, ‘Excess’ fra 2021-albummet ‘Lustful Sacrements’, der med sit mørke indvarslede en helt anden slags koncert end den, vi netop var kommet ud af.
Sætlisten var generelt præget af høj energi, skarpt skårne synth-lydflader, og nogenlunde velspillede trommer. Jeg misunder ikke den trommeslager, der skal spille op i mod en computer, og det gik heller ikke altid lige godt. Det gav en følelse af noget live, men vil man det når det man kommer for at se er skrevet til og på en computer? Jeg er i tvivl, men kan godt forstå rationalet bag at tage en trommeslager med på scenen - om ikke andet så for at syne af noget. Generelt var det dog en ret kedelig koncert. Ikke forstået som at der ikke var fest foran scenen, for det var der i den grad. Ikke på samme måde som under Carpenter Brut, men dog en fest, som kunne vælte nogle øl. Crowdsurferne havde også en fest, og der var arme og ben i luften undervejs i sættet. Men alligevel var koncerten faktisk en kende kedelig, fordi det føles, som om Perturbator ikke rigtig flytter sig. Og eftersom verden ikke holder op med at rotere, så bliver det sværere og sværere at samle den begejstring, jeg oprindeligt havde for projektet, og i stedet føles det mere og mere som et databasedump af noget, som med lidt snilde sagtens kunne have været nutidigt men i stedet blot er forblevet i sin egen boble.
Ho99o9: 4/5
Carpenter Brut: 3/5
Perturbator: 4/5