Poppunkperler på række

Populær
Poppunkperler på række

Poppunkerne Teenage Bottlerocket leverede en intens og særdeles svedbadet koncert på Beta, da de gæstede København for kun anden gang i torsdags.

Spillested
Dato
08-08-2013
Genre
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
4

Det er mange år siden, Devilutions udsendte har været i pitten til en koncert. Sidste gang var vist noget med en City-X-koncert umiddelbart efter gymnasietiden, og det er, på trods af mit ungdommelige udseende, alligevel en pæn sjat år siden.

Men når Teenage Bottlerocket er i byen, så er det næsten umuligt at holde sig væk fra pitten, og sådan var der mange, der havde det. Temperaturen var vel ca. 400 grader i Betas tætpakkede sal, og på gulvet lige foran scenen var der en veritabel svedsø, da koncerten sluttede.

Forud var gået godt en times spilletid, hvor Teenage Bottlerocket rystede den ene poppunkperle efter den anden ud af ærmet. Bandet er i mine øjne (og med et, indrømmet, begrænset genreoverblik) nogle af de bedste sangskrivere i genren, deres bedste melodier er uovertrufne, vokalharmonierne mellem Kody Templeman og Ray Carlisle går lige i pophjertet, og deres begavede tekstlige platheder giver charmen en ekstra tak.

Koncerten på Støberiet på Nørrebro i 2009 står stadig for mig som en af de bedste, jeg har været til. Helt op i dét niveau nåede vi ikke, men det var stadig en sand fornøjelse. At den ikke nåede helt op at ringe skyldes nok, at bandets to album siden dengang ikke har holdt samme overmenneskelige hitniveau som de tidligere ’Total’ og ’Warning Device’, og at de to sidstnævnte i sagens natur ikke var helt så rigt repræsenteret som i 2009. På de nyere album er det, som om melodierne ikke er helt så stærke, og det hele går lidt hurtigere, end det egentlig behøver at gøre.

Men der var fællessang og tudegrim pogodans og utallige smukke øjeblikke under hele koncerten, og når hits som ’Skate or Die’, ’She’ Not the One’, ’Radio’, ’Blood Bath at Burger King’ og det obligatoriske Ramones-cover blev spillet, kunne man ikke skjule sin begejstring, hvis man havde prøvet. Personligt kunne jeg sagtens have klaret et kvarter mere, men på den anden side havde jeg vist mistet flere liter sved på det tidspunkt (og Kody Templemans trøje lignede, at den var under vand), så måske var det meget godt alligevel? Under alle omstændigheder var det umuligt af aftørre det skæve grin, koncerten efterlod én.

Teenage Bottlerocket må meget gerne komme igen, og der må meget gerne gå kortere tid end de fire et halvt år, der gik mellem disse to koncerter.