Copenhell '22: Nogle gange er en arbejdssejr ikke nok

287837879_561746142184431_2013947633281632649_n
TR5_2292 copy
TR529515 copy
TR5_2321 copy
TR5_2344 copy
TR5_2385 copy
TR529538 copy
TR529529 copy

De sympatiske nordsvenskere i Raised Fist hævede næven og uddelte høje spark på Pandæmonium torsdag nat, men trods arbejdsiver manglede forløsningen.

Kunstner
Dato
16-06-2022
Trackliste
Perfectly Broken
Sound of the Republic
Man and Earth
Wounds
Anthem
Venomous
Killing it
Murder
Some of These Times
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Forfatter
Karakter
2

Luleå-hardcorebandet lagde ud med ’Perfectly Broken’ fra ’Sound of the Republic’, og energiniveauet var højt fra starten. Sanger, Alexander Hagman, det ene af gruppens to originale medlemmer, synger på en meget karakteristisk måde, som næsten føles stressinducerende. Det lyder, som om hans stemmelæber er så anspændte, at man bliver bekymret for hans stemmes ve og vel. Oh, well, han har sunget sådan siden 1993, så han klarer den vel nok.

Scene med indbygget phaser-effekt
På andet nummer ’Sound of the Republic blev Pandæmoniums lydproblem særligt tydeligt. Den lange mur langs siden af pladsen foran scenen kaster et ekko på få millisekunder tilbage, og det skaber en phaser-effekt, som lød som små laserlyn hen over trommeslager, Robert Wiiands spil. Det lyder måske cool, men det lød ikke cool. Det var et irritationsmoment, mens Raised Fist prøvede at indrullere os i deres republik for hævede næver. Copenhell burde virkelig gøre noget for at bryde det stående ekko op. Hermed er opfordringen givet videre.

Gode budskaber, sange der undervælder
Herefter fik vi ’Man and Earth’, som med sit absolut sympatiske budskab giver mig lyst til at holde af Raised Fists hardcore-sange, men de er bare en anelse undervældende. De har ganske enkelt ikke den kompositoriske styrke, og sympatiske budskaber og en forbilledlig arbejdsiver kan desværre ikke helt kompensere for det, hvilket blev særdeles tydeligt på den klodset patosfyldte mid-tempo-sang ’Wounds’. Jeg vil så gerne kunne lide jer, Raised Fist, men det er svært når jeres sange ikke rigtigt fænger.

Giftig, falske mennesker, giftig, falsk sang
Et andet problem denne nat var, at Alexander Hagman simpelthen synger pivfalsk, når han ikke gør anstrengt. Under ’Venomous’, som handler om giftige, falske mennesker, blev den pointe ufrivilligt understreget af sangerens tonale vildfarelser, da han sang ”you and me, my friend, we are last in line / we are getting all the thumbs down / from the serpentines”. Jeg har stor tolerance over for uskolet sang og elsker sær stemmeføring, men her var ikke tale om en bevidst arrogant tilgang til harmonilæren. Det var forfejlede forsøg på at synge rent, og så trækkes der altså point fra. Det var rart at komme videre til ’Killing It’, som han klarede en del bedre.

Hvis Kiss kan gøre det, så kan vi også
Alexander Hagman holdt en lille enetale om værdien af hårdt arbejde, og at Paul Stanley fra Kiss stadig er en sexgud, mens Guns n’ Roses (og måske især en vis rødhåret herre) har glemt at tage sine mavebøjninger. Under overskriften ”hvis Kiss kan gøre det, så kan vi også gøre det” fik vi ’Murder’ fra gruppens seneste album ’Anthems’, men den gjorde nu ikke meget for at hæve det generelle niveau for koncerten. Til sidst fik vi så ”Some of These Times”, inden det var tid til at forlade Pandæmonium og Copenhell med en følelse af, at torsdagen var endt en smule uforløst.