Sydafrikansk distancering
Populær
Intetsigende og identitetsløs opvarmning kunne ikke hindre Seether i at spille en god koncert. Det klarede den sydafrikanske trio helt selv.
Seether har efterhånden gæstet Danmark hyppigt de seneste år. I 2014 spillede det sydafrikanske post-rock-band en udsolgt koncert i Lille Vega, og i 2015 gæstede trioen Voxhall med support fra LTNT. Tidligere på året udgav Seether deres 7. album ’Poison the Parish’. I den anledning lagde Amager Bio scene for bandet, der endnu en gang havde taget vennerne fra LTNT med.
Pantera Jam
Ud over LTNT blev publikum også forkælet med deep south heavy metal fra Sons of Texas. Kvintetten var ganske energiske i deres sceneoptræden, men musikalsk knap så interessante. Deres sange og sceneoptræden vækker associationer til Pantera, krydret med en mere blues-rocket tilgang. Specielt forsanger Mark Morales scene-attitude mindede om Anselmo, og det kunne musikken slet ikke bære.
Texas' sønner leverede 25 minutters opvarmning, hvor de første 10 minutter haltede gevaldigt. Bandet ville gerne, men numrene matchede ikke medlemmernes engagement. Først hen mod slutningen med det nye nummer ’Expedition to Perdition’ og de efterfølgende ’Feed the Need’ og ’Beneath the Riverbed’ formåede amrikanerne for alvor at spille Texas ind i Amager Bio.
Sons of Texas er på papiret ikke noget specielt spændende band. Live tog det også lidt tid, før Morales og resten af ensemblet for alvor fremviste kvaliteterne. Med undtagelse af Nick Villarreal bag bassen. Det var en sand fornøjelse at følge den lille amerikaner og den måde, han beherskede instrumentet på. Ekvilibristisk på et niveau, der slet ikke matchede bandets stil eller resten af medlemmernes kundskaber. Amerikanerne viste flaget – især det, der bar Dallas Cowboys' logo. Mere blev det ikke til.
Identitetsløst
LTNT havde derimod masser af byde på. I en sådan grad, at det var svært at finde ud af, hvad den engelske trio egentlig ville. For hvert nummer bandet spillede, lød de som en kopi af et andet. Nirvana, ældre Aerosmith, Foo Fighters og Alice In Chains. På en lille halv time blev publikum grundigt introduceret til LTNTs inspirationskilder uden rigtig at få en fornemmelse af trioens egen identitet.
Lydmæssigt var der langt mere pondus over LTNT end Sons of Texas. Bandet var tændt og ville koncerten og formåede også i højere grad at komme ud over kanten. Sammenlignet med hovednavnet virkede LTNT som et bedre match end Sons of Texas, men alt andet lige blev man efterladt med følelsen af at have oplevet et avanceret jam-band, der endnu ikke havde fundet deres egen stil, trods flere års erfaring.
Stærk sætlist, skidt performance
Da Seether gæstede Lille Vega i 2014, spillede de en indlevende, underholdende og meget fuldendt koncert. Det formåede trioen ikke at gøre mandag aften. Musikalsk var der ikke noget at sætte en finger på. Bandets nye og tungere materiale fungerede sammen med de ældre numre. ’Stroke the Fire’, ’Betray and Degade’ og ’Let You Down’ virkede fornemt i forlængelse af de foregående og efterfølgende numre. De tre numre fra ’Poison the Parish’ var samtidig de eneste helt nye numre denne aften. Derved var der masser af plads til numre som ’Gasolline’, ’Word as Weapons’, ’No Jesus Christ’ og ’Fine Again’. En best of-sætliste med tre stærke tilføjelser. Det lignede et grundlag for en fantastisk koncert.
Lydmæssigt var der ingen tvivl om, at hovednavnet var gået på. Alt fremgik tydeligt, og bandets post-grungede lyd virkede som en mur af energi, der bredte sig blandt publikum. Men bandets attitude på scenen var langt fra den hyggelige, snakkesalige og varme fremtoning, der tegnede bandet, da de spillede i Lille Vega. Forsanger Shaun Morgan var fuldstændig mut under store dele af koncerten. Først hen mod afslutningen fik vi et glimt af hans vanlige humor, da Joan Osbornes ’One of Us’ kortvarigt blev vækket til live i et komisk indslag. Koncerten blev sært distanceret. Publikum ville gerne i kontakt med bandet, men fik sjældent respons. Omkvædet på publikumsfavoritten ’Broken’ blev skrålet op mod scenen, hvortil publikum fik et kort thank you retur fra Morgan, inden han endnu engang gik ud for at skifte guitar.
Der var mange skift. Mellem hvert eneste nummer skiftede bandet instrumenter. Perfektion til mindste detalje. På en gang værdsat, men i stedet for enkelte gange at tage snakken med publikum mellem de mange skift blev tiden brugt på ligegyldige støj-intermezzoer. Enten i form af optakt til næste nummer eller referencer til andre bands numre. Det var underligt distanceret og medførte, at publikum aldrig helt blev et med bandet og vice versa.
Den velsammensatte sætliste var aftenens højdepunkt. Bandets attitude og mange pauser trak desværre meget energi ud af koncerten. Til trods for et solidt grundlag formåede de at spolere det for dem selv – og publikum.