Glædestårer til krigstrommer
Soulfly gav en fortættet koncert i et rum fyldt af fans, og følelserne fik frit løb.
No Hope
Superstition
Downstroy
Seek n Strike
Intro - Prophecy
Berimbau
Rise Of The Fallen
Filth Upon Filth
Fire / Porrada
Intro - Bumba
Bleed
Intro - Blood Fire Hate War
Boom
Jumpdafuckup
Eye For An Eye
Der var engang, hvor Soulfly spillede Orange Scene på Roskilde. Det er ganske vist mange år siden. Men alligevel.
Denne tirsdag aften var forholdene dog noget mindre på Pumpehusets lille scene, men humøret fejlede ikke noget hos hverken de godt 400 fremmødte publikummer eller hos bandet. Sidstnævnte skulle dog lige finde deres fødder på den ret diminutive scene, herunder placere sig et sted, hvor der ikke var konstant fare for at få PA-anlæggets højttaler i hovedet.
Sætlisten var solid og kom godt rundt i bagkataloget, og vi fik endda ‘Jumpdafuckup’ og ‘Eye For An Eye´ i en ekstranummer-medley. Førstnævnte kunne vi måske godt lige have brugt liiiidt mere af, for det var noget i retning af første vers og første omkvæd vi fik, inden 'Eye for An Eye' kom på – komplet med Olé-fodboldfællessang.
De første 3 numre var ikke nogen åbenbaring udi musikalsk opvisning. Bandet virkede lidt kolde i musklerne i de tre første numre – ikke rigtigt til stede. Dét på trods af, at numre som 'No Hope' og 'Superstition' stod først i køen på sætlisten. Måske var de lidt sure over, at de blev placeret på den lille bitte scene i stedet for den store ovenpå, hvor de ellers har huseret ved utallige tidligere lejligheder. Men med dét publikum var det vanskeligt for dem at forblive mellemfornøjede, for folk var PÅ. Til at begynde med i form af en begejstret front-række, men senere med tilløb til nogle små, men intense moshpits, der dog aldrig helt blev så store, som Hr. Max Cavalera nok ville have ønsket det, mens han flere gange opfordrede til circle-pits, der aldrig rigtig manifesterede sig. Men knyttede næver, fælles-skrig, horn og begejstrede klapsalver må også kunne gøre det på en tirsdag, hvor det virkede som om hver eneste diehard-fan i Danmark var mødt op for at fejre deres helte.
Musikalsk var der god afveksling mellem det hurtige og det tungere, og arven fra Sepultura var tydelig sættet igennem, der også bød på lidt nyt. Ikke at det som sådan lød nyt. Det lød mest som gammel vin på nye flasker, men det er der nu også noget herligt ved. De ved, hvad publikum gerne vil have. Publikum får ikke noget, de ikke med det samme kan genkende. Alle er glade, og maskinen holdes i gang i et sært sluttet kredsløb, der ikke rigtig gør noget væsen af sig mere. Det var dynamisk, flabet og tungt med trommer, der rullede på r’erne og Cavaleras karakteristiske accent i den engelske udtale.
Det var en koncert, som alle, der var mødt op, havde ønsket sig, men ikke en koncert der på nogen måde står ud eller bliver et uforglemmeligt minde – måske lige bortset fra den ene fan, der havde tårevædede kinder af ren begejstring. Og hvis musik kan det, så har det gjort, hvad det skulle.