Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Støj i studenternes hus

Populær
Updated
Støj i studenternes hus
Støj i studenternes hus
Støj i studenternes hus
Støj i studenternes hus
Støj i studenternes hus

I Studenterhuset i København havde Universitetsradioen budt op til støjende dans med Death Rides a Horse og tre andre bands.

Titel
+ Sinister Creation + Bottom Feeder (+ Moonless)
Dato
26-05-2011
Fotograf
C.V.
Karakter
3

Plakaten sagde "stoner doom night" og bød folk indenfor på det nyrenoverede Studenterhuset lige ved Rundetårn, midt i København. Det må siges, at være en vellykket renovering, og bortset fra en underligt højtsiddende bardisk, så stedet ud til at være ganske velegnet til små koncerter. Nå ja, var man ikke studerende og kunne hæve studenterrabat så var barpriserne måske lidt pebrede.

Først på plakaten var det nye band Bottom Feeder, der spillede sludge doom og havde medlemmer fra Moonless og Hjertestop. De havde aftenens bedste lyd, og bød på ganske interessant musik, som man skulle have lidt tålmodighed med. Musikalsk var der en forløsning, når der midt i det tunge og langtrukne pludselig blev åbnet op for lidt mere uptempo.

Der var sært nok også plads til melodisk, rocket solo, hvilket måske var lidt overraskende, men bestemt klædte bandets udtryk. Vokalmæssigt var det måske lidt ensformigt raspende, men alligevel passende hypnotisk, når man var blevet ramt af stemningen i musikken. Showet var indadvendt - måske præget af, at bandet var nyt. Det var i hvert fald nærmest uhørligt, når der blev sagt "tak" mellem et par numre.
(karakter: 3)

Med ryggen mod publikum

Også Sinister Creation lod til at være et relativt uprøvet band. Der blev i en pause eksempelvis hørt "sig noget til publikum" fra trommeslageren til sangeren. Det var som om, at mellem sangene blev det til hygge foran venner og musikerne trådte ud af rollen og var mindre "på" i forhold til under sangene. Det var dog ikke fordi, det var så vildt under selve sangene – guitaristen havde for det meste ryggen til publikum.

Musikalsk drillede lydtrykket lidt og det rungede lidt, men der var ingen tvivl om, at bandets musik, med sine rødder i halvfjerdsernes doomede heavy rock, havde sine interessante partier. Bandet savnede dog en del i forhold til performance, så det må der arbejdes med.
(karakter: 2)

Godt show i kamp mod lyden

Programmet lod til at være skredet lidt, så Death Rides a Horse måtte skære lidt i sit sæt, der først blev sat i gang lidt før halv tolv. Der er helt klart sket en positiv udvikling med bandet, der var blevet meget bedre til at komme ud over scenekanten. Desværre havde lyden som ved det forrige band lidt tendens til runge lidt i basområdet, så lidt af fornøjelsen ved showet blev taget af.

Gruppen har stadig gang i en glimrende blanding af metal, klassisk heavy og lidt små doomede tendenser, og fokus er på gentagelsen af det fede riff, der ofte resulterer i lange sange med god dynamik og velkomponerede soli. Naturligvis med god plads til Idas karakteristiske og fine melodiske vokal.

DRaH er stadig et lidt finurligt band, der kan virke lidt "generte" og benovede over, at folk faktisk synes de er fede. Men det hjalp i hvert fald på modet til at få folk med, at der var publikummer, der tog plads på allerforreste række og tog en ordentlig omgang nakketræning. Armen kom i vejret i en indpiskning af "hey, hey, hey". Udover stærke sager som 'Beyond the Granite Threshold' og en ny sang, hvis åbningsriff var svært ikke at rocke med på, så blev publikumspleaseren i bandets seje version af 'Fly to The Rainbow' (Scorpions) naturligvis også fyret af. Ikke et øje tørt.
(karakter: 3)

For studerende er torsdag aften sikkert mere eller mindre weekend, men for en skribent, der kun har minderne tilbage fra studietiden, så måtte Moonless – stoner doom rock 'n' rollerne – skippes, da det simpelthen ville blive for sent, hvis arbejdsindsatsen næste dag skulle kunne forsvares.

Den nævnte nye sang fra Death Rides a Horse kan høres herunder:

Menu