Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Hæderligt forsøg under Coronaens forbandelse

Updated
-XTD9085-40-1505306948

Hvordan anmelder man en livestreamet koncert? Og hvorfor? Vores anmelder gjorde forsøget, da Sunken og Morild spillede op til sure miner i Aarhus.

Kunstner
Titel
+ Morild
Spillested
Dato
03-10-2020
Fotograf
Jacob Dinesen (arkivfoto)
Forfatter
Karakter
3

Aaah, endelig koncertaften. Katten har rullet sig sammen og sover mageligt i en, for ham, tilpas afstand af anmelderen, kæresten sidder på den anden side af bordet og roder med noget på Instagram, og man har fundet sine fineste joggingbukser frem og den der Carcass-T-shirt, der egentlig er for stor, og hvor trykket også er gået i stykker, men som man stadig ikke nænner at smide ud. Den sixpack fra Netto, som man fik købt lidt for sent på dagen, er ikke rigtig blevet kold endnu, men man tager alligevel én og sætter sig mageligt til rette. Til københavnsk atmo-black.

Det her er 2020, mine damer og herrer. Det er den nye virkelighed. Det er et meget realistisk bud på, hvordan en vild koncertaften kommer til at se ud i årene fremover. Og det er den endelige død for metallen, som vi kender den.

For hvor starter man som anmelder af en streaming-koncert? Skal man kommentere bandets tilstedeværelse på scenen i en tom sal? Deres evne til at komme ud over scenekanten og interagere med de fire stillestående kameraer, der transmitterer fra Headquarters i aften? Deres publikumsinteraktion? Den medrivende stemning, der opbygger sig blandt publikum, mens musikken arbejder sig op mod sit klimaks? Svaret er ingen af delene. Aftenens publikum, iflg. stream-statistikken omkring 150, er ganske vist omkring det dobbelte af, hvad spillestedet normalt ville kunne rumme, men deres mulighed for indlevelse begrænser sig til et par akavede ”klapklap”-beskeder, virtuelle skål og djævlehornsemojis i kommentarsporet.

Det er, hvad vi har at arbejde med. Og hvad vi alle lider under. Bands, publikum, koncertsale. Aftenens første optrædende, Morild, slipper ubetinget bedst afsted med de kejtede omstændigheder. Bandets optræden, som jeg nåede at opleve en måneds tid, før landet i foråret blev lukket ned, baserer sig i høj grad på bandets egen introverte aggression uden ophør samt på et lysshow, der på ingen måde kom til sin ret under de aparte forhold, men som dog gav et marginalt indtryk af, hvad Morild står for. Bandets halvandet år gamle plade 'Så kom mørket ...' dannede basis for aftenens sæt, der blev trykket af med en intensitet, som faktisk formåede at trænge igennem skærmen og ud til det magelige, men vansmægtende metalpublikum i stuerne. Selv lyden var, forholdene til trods, ganske udmærket, såvel i bandets hypnotiske og dronende passager som i de afsindige vredesudbrud i musikken. Kort sagt gjorde Morild det tæt på fremragende. Og de faktorer, der gjorde hele oplevelsen til en lallet og til tider useriøs omgang, kunne ikke tilskrive de københavnske post-blackmetallere.

Et ekstra benspænd
Dem må udefrakommende omstændigheder samt spillestedet Headquarters tage på deres skuldre.

Fire stationære kameraer gav ikke nogen god mulighed for en dynamisk oplevelse af koncerten. Slet ikke når overhead-kameraet foran scenen ikke var stillet skarpt og i øvrigt monteret så lavt, at det huggede hovedet af musikerne. Eller når det kamera, der skulle forestille at filme trommeslageren, i stedet fokuserede på et, oftest ret stillestående, hihat-stativ. Tilbage stod vi med to kameraer monteret oppe i hjørnerne foran scenen på det diminutive spillested, hvilket resulterede i, at koncerten blev én lang serie close-ups af musikere set oppefra og fra siden. Bevares, forholdene i Coronaens tid er langt fra optimale, men der er absolut ingen grund til at gøre videoproduktionen til noget, der minder om ét langt ekstra benspænd.

Efter 45 minutters spilletid og et kort change over, under hvilket man fik hentet øl nummer to i køleskabet og tømt kattebakken, mens kæresten gav sig til at fylde opvaskemaskinen, kom turen til aftenens hovednavn, Sunken, hvis nylige udgivelse 'Livslede' fik store roser for nylig. At sceneskiftet også var for hurtigt, viste sig straks, da forsanger Martin Skyums vokal var skruet grotesk højt op og i øvrigt skrattede og faldt ud. Det blev rettet nogenlunde til efter et par minutter, hvor den i stedet endte med at forsvinde en smule i mixet resten af koncerten. At bandet grundet Corona angiveligt ikke havde fået lov til at medbringe egen lydmand, satte bare en tyk streg under, hvor lidt streaming-koncerterne er en løsning for de hungrende masser, der savner energien i livemusik.

Ganske vist var et par af kameraerne blevet rettet lidt til, men indtrykket var stadig en noget amatøristisk live-produktion. Samtidig syntes Sunken i lang højere grad end Morild en smule akavede under de aparte forhold. Mens 'Livslede' blev fremført i bund og grund rigtig udmærket, virkede det ganske tydeligt, som om kvartetten foran trommeslager Jakob Ridder manglede interaktionen med de ikke-eksisterende forreste rækker for for alvor at kunne give los. Musikalsk var der ikke mange fingre at sætte på det, og i det 45 minutter lange sæts anden halvdel, hvor bl.a. 'Delirium' blev luftet, begyndte man at ane spilleglæden. Men Sunken virkede som et band, der, vel egentlig forståeligt nok, ikke kunne finde sig til rette under de forhold, koncertformatet bød dem.

Mens øl nummer tre blev hentet, klingede tonerne af en hæderlig indsats under umulige forhold ud, og vaskemaskinens sagte rumlen ude fra badeværelset overtog langsomt lydbilledet fra de hypnotiske guitarriffs, altimens man en smule desillusioneret kløede sig i skridtet og skiftede over på Netflix for at se, om der mon skulle være noget nyt.

2020, mine damer og herrer. Et forbandet år, vi aldrig får igen.