Suveræn græsk tragedie

Infinitum Obscure og Dead Congregation spillede røven ud af bukserne til en virkelig vellykket aften på Stengade.

Spillested
Dato
04-04-2012
Koncertarrangør
Fotograf
Henning
Karakter
5

Findes der en bedre måde at fejre Jesu død og velfortjente pinsler på end brutal dødsmetal og rigelige mængder guldøl? Næppe!

Der var lagt op til en brutal aften på Stengade, og for de kun beskedne 60 kroner i entre, var der virkelig smæk på for alle skillingerne.

Danske Undergang stod for aftenens første indslag, hvilket undertegnede desværre missede, grundet en påskefrokost der trak ud (læs: for meget snaps), men mon ikke Undergang var garant for et velspillede show som altid?

Mexican Warfare

Infinitum Obscure overraskede fra start af ved at være imponerende fedt. De både ligner og lyder som en mexicansk 80'erne udgave af Slayer. Iført shirt med et motiv af den blodige morder Elizabeth Bathory, gladiator boots, læderbukser og nitter, ligner frontmanden Roberto Lizárraga bestemt også Tom Araya, med de samme markante skrig, som blev manden pint af helvedes dæmoner.

Selv påstår Infinitum Obscure at inspirationen kommer fra Døden og Lucifer, og det manglede da også bare hvis en af de to herrer havde åbenbaret sig under et nummer som 'Messenger of Chaos', der blev leveret tight og præcist. Fremmødet denne aftenen var måske lettere beskedent, men de fire mexicanere gjorde i hvert fald sit for at give publikum en ordentlig oplevelse af velspillet dødsthrash.
(Karakter: 4)

Lyst til mord

Der blev kun til en kortvarig pause inden aftenens hovednavn indtog scenen. Og man blev fra start til slut blæst fuldstændig omkuld af græske Dead Congregation. Hvis nu deres andre landsmænd arbejdede i samme tempo, ville den der krise og statsbankerot hurtigt fise ud, for der blev seriøst høvlet løs på instrumenterne. Skaldet, veltrænet og iført sort wifebeater growlede sanger og guitaristen A.V. som en arrig løve der var blevet snydt for en stort luns kød.

I knap en time gav Dead Congregation opvisning i seriøs dødsmetal. Skulle nogen i salen have forsværget til manden på korsen, blæste musikken enhver næstkærlighed ud af sindet på én. Dead Congregation gav simpelthen én lyst til at hive øksen frem og begå mord til musikken.

Der var bestemt intet pis med de fire grækere, der helt overbevisende fik alle foran scenen til at svinge garnet rundt. De kom, de spillede og de skred igen. Desværre, for det virkede som om de fleste på Stengade havde blod på tanden efter nogle flere numre. Forhåbentlig bliver det en anden gang.