Rockraket ude af kurs

Rockraket ude af kurs

Når Kiss går scenen, buldrer og brager det løs som en gedigen sci fi-film i to timer. En sci fi-film, hvor effekterne spekulativt kamuflerer enhver meningsfuld handling.

Kunstner
Dato
06-06-2013
Trackliste
1. Psycho Circus
2. Shout It Out Loud
3. Let Me Go, Rock 'N' Roll
4. I Love It Loud
5. Hell or Hallelujah
6. War Machine
7. Calling Dr. Love
8. Deuce
9. Say Yeah
10. Shock Me / Outta This World
11. God of Thunder
12. Lick It Up
13. Love Gun
14. Rock and Roll All Nite
Ekstra:
15. Detroit Rock City
16. I Was Made for Lovin' You
17. Black Diamond
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Et visuelt festfyrværkeri udspillede sig for ens øjne, da Kiss vanen tro kom ind på scenen som flyvende superhelte. Denne gang til tonerne af ’Psycho Circus’. Titelnummeret fra den undervurderede reunion-udgivelse fra 1998, hvor bandet vendte tilbage i fuld kampuniform, var en glædelig start på koncerten, der ifølge arrangørerne var den dyreste booking i festivalens historie.

Desværre blev det i længden bare aldrig til fuld valuta for pengene. Fra første nummer fortsatte festen over i klassikere som ’Shout it Out Loud’ og ’I Love it Loud’, hvor titlerne symbolsk nok understregede, at ”højt” ikke var tilfældet med hverken Paul Stanleys eller Gene Simmons' stemmebånd denne torsdag aften.

De to herrer, der grundlagde bandet for 40 år siden, havde hele vejen gennem den to timers koncert svært ved at ramme tonerne. Og de vidste det nok selv i forvejen, da ’Heaven’s on Fire’ var pillet ud af sætlisten, skønt den ellers har været på under turneens foregående koncerter. På den ene side ærgerligt, da Kiss ikke har spillet nummeret i seks år, på den anden side befriende med lidt selvindsigt, da Paul Stanley på ingen måde kunne have sluppet godt fra det. Hans stemme havde det virkelig ikke godt.

Mangelfuldt Monster

Stemmebåndet blev dog lidt varmere på ”Starchild”s vokal  i den nye og forrygende ’Hell or Hallelujah’. At Kiss efter fire årtier sidste år kunne overraske med så vellykket et album som ’Monster’, havde de færreste nok set komme. Men de, der forventede mere nyt materiale, gik forgæves. Det klædte dog koncerten med 'Creature of the Night's forrygende og hårde 'War Machine', men Kiss holder sig til at spille velkendte hits, og selv de mange scenetricks under showet er identiske med dem, de altid udfører.

Gene Simmons spyr ild inden et nummer – i aften til ’God of Thunder’ - og flyver op under scenen. Paul Stanley flyver som altid ud blandt publikum til ’Love Gun’. Tommy Thayer jammer lidt ’Shock Me’ og  ’Outta This World’ - fra netop den sprudlende ’Monster’ - mens røgen senere står ud af guitaren.

Kontroversielle kloner

Da Eric Singer og Tommy Thayer for knap ti år siden overtog Peter Criss' og Ace Frehleys kendte karakterer, førte det til hård kritik fra mange medier og fans. Og det faldt heller ikke i god jord, da undertegnede spurgte bandet til pressemødet lige op til koncerten, om hvorfor de ikke kunne få deres egne persona. ”Det prøvede tidligere medlemmer i gamle dage, og gæt en gang, det virkede ikke” lød svaret fra Eric Singer, der tidligere har spillet trommer i Black Sabbath og Alice Cooper.

Manden er fænomenal bag et trommesæt, og det samme gælder såmænd også Tommy Thayers evner på spaden. De får Kiss anno 2013 til at lyde langt bedre, end hvis udbrændte Frehley eller middelmådige Criss stadig var med. Og præcis derfor er det så meget mere ærgerligt og tarveligt, at de ikke bliver integreret seriøst i gruppen, frem for at være henvist til deciderede – og nærmest skræmmende - detaljerede og provokerende kloner af ”Space” og ”Catman”.

Professionelt formet uden indhold

Men det velkendte virker, og under det banner vælger Simmons og Stanley at køre Kiss videre. Og derfor bliver man spist af med en illusions-koncert fra 1970’erne, hvor størstedelen af koncertens numre er hentet fra de år. Midt blandt snestorme af konfetti, buldrende raketter og flammer på scenen har ’Detroit Rock City’, ’Rock and Roll All Nite’ og ’Black Diamond’ da også en berettiget underholdningsværdi, der er så professionelt udført, at første-gangs-publikummer må være dybt imponerede. Rock’n’roll er der bare efterhånden ikke meget af i bandet længere.

For blandt to velspillende kloner og de to originaler, der musikalsk halter efter, føles Kiss efterhånden som en lunken sci fi-film, med en middelmådig handling, der spekulativt er gemt af vejen og forsøgt skjult af overdådige effekter. Selv replikkerne under koncerten er ikke mere opfindsomme, end at Paul Stanley nok engang i karrieren konkluderede, at det her indtil videre var turneens bedste koncert. Og gæt en gang, hvad han mon råber i Forum tirsdag aften?