The Ocean sejrede i sveddryppende medvind

Populær
The Ocean sejrede i sveddryppende medvind

På en varm majaften fik The Ocean Pumpehuset til at koge over i ekstase, mens supporten Redwood Hill igen imponerede live.

Kunstner
Titel
+ Redwood Hill
Spillested
Dato
19-05-2015
Trackliste
The Ocean:
1. Epipelagic
2. Mesopelagic: Into the Uncanny
3. Bathyalpelagic I: Impasses
4. Bathyalpelagic II: The Wish in Dreams
5. Bathyalpelagic III: Disequilibrated
6. Abyssopelagic I: Boundless Vasts
7. Abyssopelagic II: Signals of Anxiety
8. Hadopelagic I: Omen of the Deep
9. Hadopelagic II: Let Them Believe
10. Demersal: Cognitive Dissonance
11. Benthic: The Origin of Our Wishes
12. Firmament
13. The Origins Of Species
14. The Origins Of God
Koncertarrangør
Fotograf
Peter Troest
Karakter
5

Både før, imellem og efter aftenens shows overhørte denne skribent sporadiske bider af samtaler, hvor det ivrigt blev diskuteret hvilken genre man mon skal pådutte post-metal-mastodonterne The Ocean. Hvilket heller ikke er den store overraskelse, da de har en lang række værker i bagagen, hvor gruppen har smidt årerne og drevet rundt i alverdens metalliske bølgeskvulp – sågar et helt symfoniorkester har undervejs bidraget til den patos, som de bestemt ikke holder sig fra.

Mere om dem senere, for først handler det om københavnske Redwood Hill, der havde fået æren af at varme flapperne op. Modsat deres tyske kompatrioter er de ikke bare et væsentligt yngre band, men også en mere håndterbar størrelse rent musikalsk.

Hvor solen aldrig skinner

Siden deres meget roste optræden på Copenhell sidste år, hvor gruppen fik den magiske fornøjelse at spille solen ned, mens mørket ramte alle hårdere end sædvanligt, har de udgivet deres vel modtagne andet album 'Collider'. Mærkværdigt nok var dette show deres første i København, siden den kom ud i November.

Uanset hvad dette skyldes, gik gruppen tilpas ondt og frisk til opgaven på den lille scene, der passende kaldes Sort Sal, i Pumpehuset, uden at signalere nogen som helst rustenhed. Klædt i hætter og røg tog de nådesløst greb om deres dystre blackened hardcore, som er pakket ind i post-metallens lange stilhed før stormen-kompositioner. Der er klare referencer til både Isis, Cult Of Luna og ikke mindst hedengangne The Psyke Project, hvor især den skrappe vokal og klangen hos Redwood Hill har meget at takke det episke hardcore-monster for.

Alt dette er skrevet i positive vendinger. For Redwood Hill er et imponerende stilsikkert band, der nok kender deres inspirationer, men – live i hvert fald – virker fast besluttet på at få dit indre til at ulme af råddenskab med følelsen af en fortabt menneskehed – lige indtil et spinkelt håb kommer som lys fra en sprække i form af stille, melodiske passager, hvor den ansigtløse forsanger hver gang konsekvent søgte over i sit (fiktive) ekstensialistiske hjørne og på hug lader resten af bandet og musikken stå helt alene. En ganske effektiv koreografi, der blot forstærkede bandets autenticitet.

Redwood Hill er ikke afhængige af en solnedgang. I stedet er de blot det stænk ekstra ildevarslende, når mørket er på fra start. Et spændende bekendtskab, som vi med garanti ikke har set det sidste til – især ikke når føromtalte The Psyke Project har efterladt et stort sort, gabende hul herhjemme, der venter på at blive fyldt ud.


Glade tyskere i triumf

The Ocean havde allerede varslet, at deres show ville blive en opførelse af deres nyeste album 'Pelagial' plus det løse. Og det fik vi. Med en sjældent set gennemført koncert. Bevares, bandets rullende baggrundstapet med alverdens havvæsener og en mystisk smuk kvinde her og der var fin. Men det blev ikke levnet meget plads – dels fordi trommeslageren skærmede for halvdelen af lærredet, men også takket være frontmand Loïc Rossettis dragende optræden.

Som med så mange andre bands har The Ocean svævet ind og ud af anmelderens bevidsthed, så kendskabet til det album, som showet mestendels hentede numre fra, var noget overfladisk. Det gjorde dog ingenting, for hvor kreavtivt stagneret bandet end måtte være blevet, så virkede numrene særdeles godt live. Og med en veloplagt vokalist, der med overdreven overlegenhed bevægede sig mellem skønsang, brøl og forpinte skrig, krævede det blot et velspillende orkester at sende hele huset afsted i én massivt rystende, post-metal-orgasme, som selv de største genrenørder måtte overgive sig til.

Allerede i andet nummer, tituleret – irriterende som kun The Ocean kan – 'Bathyalpelagic I: Impasses', var publikum rykket helt frem og intensiteten foran scenen så markant, at Loïc Rossetti tog chancen og i triumf vadede ud over folk. Igen og igen. Enten har The Ocean ramt en ny fanåre med 'Pelagial', eller også var alle, som undertegnede, bare fanget af de flotte toner og brutale eksekveringer, der blev leveret med en tydelig glæde. Ingen spor af stramme tyske miner var til stede. I kombination med en musikalitet helt i top stormede The Ocean med deres hidtil bedste besætning mod toppen – man fik nærmest en følelse af, at de kunne have begejstret, selv hvis de helt bogstaveligt var blevet taget på ordet, da den sublime kaptajn, Robin Staps, efter albummets afslutning kom ind til ekstranumrene og spurgte: 'Do you want some old shit?'

I stedet blev det til favoritten 'Firmament' fra 'Heliocentric' med et riff, som selveste Tool ville slikke sig om munden over at have skabt (uden nogen videre sammenligning i øvrigt), samt et par andre skæringer fra den plade. Indtil bandet symptomatisk for deres optræden lukkede hele showet ned til lyden af samplede saxofoner og en voldsom hyldest fra publikum. Mere cool kan det næsten ikke gøres.

Redwood Hill: 4
The Ocean: 5