Thrash af den gode skuffe

Thrash af den gode skuffe

Death Angels ikke videre revolutionerende thrash fungerede, som den skulle på en eftermiddag på Sweden Rock.

Kunstner
Dato
10-06-2010
Distributør
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
3

Californiske Death Angel har efterhånden flere gange fået på pulden af vor mand Emil Svendsen. Senest for liveskiven 'Sonic German Beatdown', som denne skribent dog ikke har haft lejlighed til at lytte nærmere på. Men hvis man skal starte med det negative, så har Death Angel da stort set heller aldrig skrevet et eneste riff uden at skæve deres Bay Area-kollegaer over skuldrene.

På sådan en regndryppende Sweden Rock Festival-eftermiddag lykkedes det dog faktisk for dødsenglene at skabe en mindre fest blandt de loyale fremmødte. Den lille DIO-scene dannede perfekte "undergrunds"-rammer for kvintettens thrash, der altid har kørt på kultsidesporet parallelt med åndsfællerne i Anthrax, Slayer og Exodus.

Frontmand Mark Osegueda – hvis dreadlocks må være blandt de længste i verden – viftede festligt rundt med en stor flaske Bombay Sapphire-gin mellem sangene, men vi publikummer fik ikke love at smage, og han drak heller ikke selv noget?

Så var der mere ved de hyperaktive guitarister Ted Aguilar og Rob Cavestany, samt den nye bassist Damien Sissom, der havde gjort skræmmende meget ud af sin Cliff Burton-fascination: Rickenbacker-bas? Tjek. Trompetbusker? Tjek. Cowboyjakke? Tjek. Selv Cliffs måde at headbange på, lykkedes det Sissom at efterligne på nærmest uhyggelig vis.

Charme frem for sangskrivning

Men al staffage til side, så blev det musikalsk dog hurtigt tydeligt, at Death Angel ikke er blevet bedre sangskrivere med årene, og nyere sange som 'Lord of Hate', 'Buried Alive' og 'The Devil Incarnate' blegnede voldsomt side om side med 'Act III'-sange som 'Seemingly Endless Time', 'Stop' og 'Falling Asleep'.

Hvad Death Angel ikke har i sangskrivning, har de til gengæld i charme og autenticitet, og det var tydeligt, at Osegueda oprigtigt mente det, da han dedikerede koncertens højdepunkt 'Kill as One' til Ronnie James Dio, hvilket affødte et hav af djævlehorn blandt den voksende skare foran scenen.

Urevolutionerende men ganske underholdende eftermiddagskoncert med Death Angel, der for øvrigt spillede en ny sang, 'River of Rapture', der lød præcis som alle de andre sange, californierne har lavet, og som vil være at finde på den kommende plade, som udkommer til efteråret.