Roskilde'17: Tilbagestående uorden
Populær
Værket gør den usexede progrock spraglet forførende. Men selv ikke et af landets p.t. klart bedre bands kunne overvinde Rising-scenens forstyrrelser under årets festival.
Man skal ikke lade tankerne vandre mange år tilbage for at mindes en tid, hvor det at være begejstret for progressiv rock var noget af det mest usexede, man omtrent kunne forestille sig. Det var ikke ligefrem Yes, Genesis, Gentle Giant eller for den sags skyld Dream Theater, man satte på anlægget i forhåbning om at imponere omverdenen med ens simple forkærlighed for en bestemt genre. Eksempelvis var det allerede dengang klart mere sexet at være til metal. Pink Floyd var selvfølgelig en anden sag. Det var de i hvert fald, så længe man fokuserede på deres udgivelser fra ’The Dark Side of the Moon’ og frem, hvilket kort sagt vil sige, at så længe man fokuserede på de udgivelser, der havde væsentlig mindre med selve udgangspunktet for den progressive rocks symfoniske fusionssignatur at gøre, kunne Pink Floyd sagtens gå an. Selv musikeren Steven Wilson, hvis band Porcupine Tree man i en periode stordyrkede, ville ikke stå ved sine tydelige inspirationer fra den oprindelige progrock, men omfavnede gerne metalbands som Opeth og Katatonia som værende progressive og en inspiration. I interviews gik han samtidig flere gange i forsvarsposition, skulle hans sange blive sidestillet med progrock.
Sådan er der så meget. Heldigvis sker det en sjælden gang, at omverdenen rent faktisk bliver mere begavet med tiden. Så selvom Dream Theater og den progressive metal nu stadigvæk er noget, som mange elsker at hade, synes der i dag generelt at være en betydelig større interesse for i hvert fald den afgrening af proggen, der tager udgangspunkt i genrens begyndelse i start-70’erne, end der har været i årtier. En interesse som nu også Roskilde med små skridt tør bevæge sig henimod.
Ligesom Steven Wilson de senere år gerne har vedstået sine rockpladers tydelige assimilation med den progressive rock, bredte Roskilde sig i år for en sjælden gang ud som en festival, der ikke nødvendigvis vender progrocken ryggen. Det manglede egentlig også bare. Hvis ikke alene for genrens skyld, så i den grad for Værkets skyld. Det danske progressive rockband, der søndag eftermiddag spillede på festivalens upcoming scene, Rising, og som vanen tro brillerede netop på den progressive rocks vegne.
De seks unge fyre, der er med i Værket, har de seneste to-tre år været på radaren hos mange af de musiknørder, der ved, hvad der rører sig i den københavnske undergrund, og at man får lov til at opleve et af Danmarks p.t. bedste bands overhovedet på den feterede Roskilde Festival viser blot, at der sommetider er retfærdighed til.
Faktisk var Værket forbi Roskilde Festival allerede sidste år, hvor de en sen onsdag aften spillede på en hyggelig farisæerscene, der blev kurateret af det københavnske spillested Mayhem og pladeselskabet Escho (en scene, man i øvrigt savnede i år). Eftersom Værket dengang spillede på Roskildes Mayhem/Escho-scene, samtidig med at Sleep, verdens bedste doomband, spillede på Avalon, gik man imidlertid glip af den koncert. Desto bedre var det derfor, at man i år på ny fik lejligheden til at se dem på Dyrskuepladsen.
Selv de bedste intentioner går dog sommetider i vasken, og Roskilde og Værket viste sig at være en sværere størrelse end forventet at flette sammen. Egentlig kan man kun havde været til en bedre koncert, hvis man oplevede Værket på festivalen sidste år, ligesom man med 100 % sikkerhed vil få en bedre oplevelse, hvis man opsøger bandet næste gang, de giver koncert i nærheden af en. Det er imidlertid ikke Værkets skyld, at deres fortrinsvis nuancerede instrumentering forsvandt i et sonisk ragnarok af snakkesalige publikummer, der, kombineret med et PA-anlæg, der var skruet alt, alt, alt for langt ned, resulterede i det direkte frustrerende. Ejheller er det Værkets skyld, at størstedelen af Risings snakkesalige publikum ikke kommer for at høre koncerten, men for at danse bro, bro, brille. Ude af trit med musikken, vel at mærke, og til gene for det lyttende publikums mulighed for indlevelse i musikken.
Værkets koncert var ikke den eneste frustrerende oplevelse, man havde på Rising i år, og frem for mere navlepilning over et uopdragent publikum og dårlig lyd fortjener Værket om noget band fra årets festivalplakat enorm ros for alt det, de gør helt rigtigt. Men at Roskilde Festival tydeligvis har svært ved at skabe det fokus på musikken, som Mayhem og Escho med et snuptag og intim musikalsk succes fandt frem til sidste år, kan kun undre.
Lige så ubesværet det sidste år synes at have været for Mayhem og Escho at stable en festivalscene på benene, der fik publikum til at lytte efter, lige så fingernemt synes det for Værket at skabe rockende og udfordrende, jazzede støjpopsange med progressiv kant. Dermed ikke sagt, at der ikke ligger masser af hårdt arbejde bag deres materiale. Det gør der uden tvivl. Den måde, Værket leverer det på under deres koncerter, oser imidlertid på alle måder af det naturlige og det uforcerede, hvilket gør hele forskellen. Det er her, i selve bandets let avantgardistiske spillestil, at Værkets smågenialitet skal findes. Det vil ikke være forkert at kalde dem for en delvist uskolet blanding af The Mars Volta og King Crimson, dog med en lyd, der i langt højere grad emmer af old school prog-England end af hardcore prog-USA.
Netop det delvist uskolede er vigtig for Værkets på en gang retroglade, fremadskuende og frem for alt forfriskende stil. Mens nogle af medlemmerne i bandet synes at have musik i deres dna, er der andre i det seks mand store orkester, der synes herligt uprøvede.
Anders M. Jørgensen og Adam Kjær Nielsen på henholdsvis guitar og trommer er også begge med i Slægt, med hvem de kun to dage tidligere i øvrigt havde givet noget nær den bedste koncert overhovedet på årets udgave af Copenhell. At de er lige så imponerende at overvære på en scene med Værket, som de er med Slægt, siger ikke så lidt. Ikke blot spiller de suverænt. De er også vildt elegante at være i selskab med. Begge erobrer deres scene med en sjældent forførende indlevelse, hvilket ikke er uvæsentligt, når man som Værket spiller avantgardevenlig progrock.
Flere af Værkets medlemmer kan man opleve også i andre bands. Eksempelvis forsanger og trompetist Jakob Emil Lamdahl Pedersen, som under årets Roskilde ligeledes kunne opleves på festivalens Pavilion scene, hvor han onsdag aften spillede på trompet og koklokke i Marching Church. I Værket placerer hans vokal sig et sted mellem netop Marching Churchs frontmand Elias Bender Rønnefelt blandet med små referencer til både Scott Walker og Jeff Buckley. Selvom hans vokal ofte bliver for teatralsk på den krukkede måde til ens personlige smag, synger han nu nu engang hypnotiserende. Derudover skal vi huske på, at forsangere i progrockbands ikke skal imødekomme alle. Det skriver både Peter Gabriel, Geddy Lee og Fish gerne under på.
Anderledes uprøvede synes især bassist Michael Thode Schultz og manden bag tangenterne Peter Linnemann Tange at være, hvilket egentlig har lige så meget at gøre med måden, hvorpå de præsenterer sig selv på en scene, som det har at gøre med deres egentlige spillestil. De spiller nemlig pissegodt. At de kommer an som et par rockstjerneantiteser i et band, der generelt har masser af dragende stage presence, gør intet. Tværtimod. Deres 1:1 naturlighed bidrager med noget anderledes pirrende, når man oplever bandet i samlet trop på en scene. Det samme gør Andreas Bunin Trap-Jensens æggende fløjtespil, der dog var det instrument, der led mest under Rising-scenens katastrofale forhold.
Som nævnt led Værket på flere måder under deres koncert på Roskilde Festival i år. Men selv underlagt Risings uoplagte betingelser, der lagde sig som en frustrerende hinde over stort set hele koncerten, formåede Værket at vise deres forbløffende talent.
Næste gang man kan opleve Værket give koncert synes at være til minifestivalen Knife Fest, der finder sted i begyndelsen af sepetember i Pumpehuset i København. Vi tæller allerede ned.