Trippet lakker mod enden

Uncle Acid 03
Uncle Acid 02
Uncle Acid 01
Uncle Acid 04
Uncle Acid 05
Uncle Acid 06
Spiders 01
Spiders 02

Uncle Acid & the Deadbeats fejlede som sådan intet, da de gæstede vores svenske fjender i Malmø. Alligevel var det svært ikke at spore en smule syre-træthed efter et hektisk halvt år med mange koncerter.

Titel
+ Spiders
Dato
09-06-2019
Genre
Trackliste
Spiders:
1. Higher Spirits
2. Burning For You
3. Killer Machine
4. Dead Or Alive
5. Love Me
6. Hard Times
7. Swan Song
8. Give Up The Fight
9. Talkin’ About You
10. Why Don’t You
11. Shake Electric

Uncle Acid & The Deadbeats:
1. I See Through You
2. Waiting for Blood
3. Mr. Abraxas
4. Mind Crawler
5. Death's Door
6. Shockwave City
7. Crystal Spiders
8. Dead Eyes London
9. Pusherman
10. I'll Cut You Down
11. 13 Candles
12. Melody Lane
13. No Return
Koncertarrangør
Fotograf
Adriana Zak
Karakter
3

Så satans svensk som det bliver
Modsat 2. pinsedag, hvor en mand blev skudt på Malmö Centralstation, da han ifølge diverse medier udviste truende adfærd, så forløb Pinsedag i ro og mag i Malmös hyggelige gader. De civiliserede svenskere bagte og solgte deres kanelbullar og opførte sig generelt høfligt på ægte svenskermaner. Devilutions udsendte var heldigvis klar over, at der skulle andre depraverede bullar(!) på suppen, når Uncle Acid senere gæstede Kulturbolaget med deres psykedeliske, stof-inficerede, okkulte, garagerockende, nihilistiske sektledervibe.

Før vi nåede til syren, skulle vi forbi altid velklædte Spiders. Göteborg-kvartetten var denne aften blevet til en kvintet. Vi anmeldte dem sidst i 2015, hvor de var et skævt indslag på Aalborg Metal Festival. Selv stødte jeg på bandet i slutningen af sidste årti, hvor man lige længe nok forinden havde haft et intenst overforbrug af svensk retro-rock såsom Graveyard, Witchcraft, Horisont og Siena Root. Som så meget andet her i livet, man overforbruger, så bliver det hurtigt en kende uinteressant. For denne anmelder gør det samme sig gældende med Spiders, som man efter gentagne forsøg aldrig helt er blevet bidt af. Lidt spændt var man dog alligevel på opvarmningen, der frontes af den karismatiske Ann-Sofie Hoyles.

KB var halvtyndt befolket, da de gik på scenen kl. 20:00. Der blev fokuseret på materiale fra ’Killing Machine’, som udkom i foråret sidste år. På denne seneste udgivelse lader det til, at mere letbenede kærligheds- og knallertrockede sange fra første ep’er og første fuldlængde ’Flash Point’ (2012) er erstattet af en mere varierende og større rock-sangskrivning med henvisninger til Janis Joplin, Roky Erickson – må du hvile i fred, din herlige galning! – Jimi Hendrix og MC5. Hovedparten af aftenens 11 numre synes dog at mangle den der nerve eller det der essentielle element, som gør et nummer vedkommende, og som får en til nysgerrigt at ville indstille ørerne.

Af samme årsager bed Spiders også mest fra sig på ’Love Me’, hvor Hoyles hev tamburinen frem og gav sangen et fornødent groove. Den dygtige forsanger havde både gang i guitaren, tamburinen, maracas og mundharmonikaen. Sangerinden synger skidegodt på den klassisk rock-skolede facon, men indimellem savner man noget ukontrolleret eller afstikkende i vokalen, som hendes formodede heltinder Janis, Jinx og Tina i hvert fald alle tre besidder. Hvad der mangler af karakter på stemmebåndet, det kompenserer Hoyles dog for i sin energiske, personlige og herlige lette væremåde på scenen. Hun er i den grad født til fronte et rockband, og det kan ses i hendes drive på scenen, der virkelig smitter af på publikum. Musikken er muligvis ikke højt oppe på mine egne personlige lister, men man smiler sgu og svinger lidt men hofterne, når man lytter og kigger på Hoyles og hendes fire følgesvende.

Alle fem på scenen var i den grad dressed to impress. Én ting, man generelt må sige om svensken er dæleme, at de i den grad har styr på klunset. Hvor end man oplevede Spiders henne i denne verden, så ville man med et spinkelt kenskab til rockmusik ikke være i tvivl om, at man havde med et ærkesvensk band at gøre. Dette på trods af, at de nok mest af alt klæder sig efter amerikanske forbilleder. Ligesom æstetikken på coveret og fonten betyder noget for det samlede indtryk af et band, så er – om man vil det eller ej – tøjet og moden også en del af den musikalske pakke, som man lader sig forføre af, når man går til koncerter. Det bider bare sig selv i røven, når musikken i forvejen er så tilbageskuende. Det er svært at finde ind til den personlige identitet, der gør et band – her Spiders – interessant og ikke blot til fem medlemmer, der står på skulderne af de store koryfæer fra slut-60’erne og -70’erne.

Ind kom syren
Efter et kort line check på 20-30 minutter gik Uncle Acid på KB’s lille scene og lagde fra land med ’I See Through You’, der også åbnede koncerten i Den Grå Hal tilbage i november. Frontmand og bandstifter Kevin R. Starrs og hans dødbidere har et herligt simpelt setup med 2x2 små rørforstærkere til K. Starrs ham selv og anden-guitaristen. Lyden var hørt bedre – både på Kulturbolaget og i Uncle Acid-regi –  men deres herligt crankede, kradse og overstyrede guitarlyd var nu alligevel til at mærke. Uncle Acids guitarlyd har associativt ofte sendt mig tilbage til 50’erne og 60’erne med nik til både Black Sabbath, Beatles og Link Wray med flere. Denne sexet-støjende guitarlyd kombineret med K. Starrs smukke melankolske vokal udgør for mig at se selve nerven Uncle Acids oeuvre. Ja, briterne er helt ligesom Spiders også tilbageskuende, men de formår dog stadigvæk også at være deres helt egen størrelse. Det er ikke mindst pga. Starrs forståelse for den gode vokalmelodi og -harmoni. Sammen med Vaughn Stokes, der efter en del år på bas i bandet nu har fået stukket en guitar i hænderne, formår frontmanden virkelig at balancere vokalerne, så de både fremstår triste og smukke. Og dette er ikke nogen let balancegang. Nogle uvante ører ville måske mene, at Uncle Acids repertoire er skåret over samme læst, men det er netop i vokalmelodiernes diversitet, at Cambridge-bandet viser klassen i min bog. Der er noget styrke at finde i den måde, som de leverer stemmerne på . Det er trodsigt, følsomt og dybt og på trods af nogle ofte depraverede og bestialske tekster, så giver de virkelig lytteren en ganske medmenneskelig styrke.

Tiltagende syre-resistens
Lad det være sagt: Uncle Acid & The Deadbeats live er aldrig en kedelig oplevelse. De formår både at have de simple, skarptskårne de rocksange, der får en lyst til at hoppe fuld op på en knallert og køre ud i natten, mens de samtidig har de store følelsesfulde skæringer, der får en til at knuge hånden og kigge indad. Når det alligevel ikke var bandets bedste koncert i Malmø, så skyldes det ikke mindst noget, som godt kunne ligne en anelse træthed. Det kan på papiret virke håbløst dumt at sige, for onkel syre er ikke ligefrem kendt for at være de mest udadvendte rockere i rockland. De har alle de fem-seks gange, som jeg har haft fornøjelsen af at opleve dem, været anonyme og reserverede i deres tilgang til rockkoncerten. Dette har været lige, som det skal være. Det ville virke helt forkert og forceret, hvis Starrs skulle smalltalke med publikum mellem alle numrene eller spæne rundt på scenen i et forsøg på ruske op i folk.

Når træthed alligevel skal nævnes, så skyldes det, at man som publikum havde en fornemmelse af, at de her sange i løbet af ganske kort tid er blevet spillet rigtig, rigtig mange gange live det sidste halve års tid. Sætlisten var, foruden at være et par numre kortere, helt identisk med de sange, der blev præsenteret i Den Grå Hal. Så vidt jeg kan se, så har de spillet nøjagtig de samme sange på første del af deres europaturne tilbage i vinter 2018, til deres amerikanske turne i begyndelsen af 2019 og nu også til anden tourdel i Europa. Når man som band er fem plader inde i karrieren, og når man har opnået en forholdsvis dedikeret fanskare, så kan man godt blande kortene en smule – for publikums såvel som for bandets egen skyld. Sangene manglede i hvert fald den ekstra intensitet og såkaldte nerve, som de plejer at blive fyret af med.

Fra ’Volume 1’ fik vi ’Crystal Spiders’ og ’Dead Eyes of London’. Sidstnævnte manglede nogle af de tangenter, som på en eller anden måde binder den skærings psykotiske stemning sammen. Og hvor ville man faktisk ønske, at Starrs snart bestemte sig for at få lidt nyt blod med i bandet i form af en gut eller gutinde på tangenter. Når man nu har sange som ’Lonely and ’Strange’, ’Witches Garden’ og ’Withered Hand of Evil’ i baghånden, så virker ville det for denne anmelder ikke som nogen dum ide at overveje at lire et ekstra instrument ind også i livesammenhæng.

De efterhånden velkendte ’Blood Lust’-hits er sikre kort til enhver koncert. Her kan man nærmest snakke om vaskeægte moderne rockhits, som bare fungerer sådan helt latterligt godt live, hver evig eneste gang man oplever dem. Ligesom i Den Grå Hal var ’No Return’ overvældende som afslutter. Her kan man virkelig tale om monstrøs lukkesang, som opridser meget af det guitararbejde, som er syrens kemi: De klattede riffs, der live bogstaveligt talt bliver trampet af sted. Jon Rice (tidligere Job For a Cowboy) var stadig at finde bag kedlerne, og han er den bedste mand på posten i bandets levetid. Dynamikken er blevet en anden, også selvom han virkede en anelse mindre stram i betrækket, da Den Grå Hal blev gæstet. Da bandet havde hukket det sidste riff af sted, listede de ud af scenen til Stanley Myers smukke tema til Michael Ciminos filmiske mesterværk, 'The Deer Hunter' (1978).

Selvom trippet var det samme, som det har været til de sidste mange Uncle Acid-koncerter, så begyndte man at fornemme en smule resistens over for syren. Der skal snart noget mere eller nyt psilocybin i syren, så vi kan få et fornyet trip med de eller altid imponerende Uncle Acid & The Deadbeats.