RMF 2019: Jævn genfødsel

Populær
53709489_10155851217312085_6594370740487716864_n

Urkraft har vi ikke hørt fra i 10 år. Det var til at mærke på et band, der enten skal genfinde sig selv på live-fronten eller lade det nye Urkraft forblive et studieprojekt.

Kunstner
Spillested
Dato
06-04-2019
Trackliste
1. Place of Coldness
2. Blessed Be the Human Beast
3. This Great Summer
4. Our Treacherous Fathers
5. The Only Gods
6. A Scornful Death (What Fresh Hell Is This?)
7. The Horrors of an Empty Tomb
8. Primordial Diaspora
9. Håbets Tyranni
10. Eternity's Chamber
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
3

Henne omkring midnat lørdag på Royal Metal Fest kræver det sin mand at holde entusiasmen højt flyvende. De fleste har været i gang i 10 timer samt et par forudgående koncertdage, og man skal virkelig ville det for at møde op til Urkrafts uofficielle releaseparty på Atlas. Anledningen er, at københavnerne har fundet sammen ti år efter bandets opløsning, indspillet en plade og kastet sig ud på live-scenen igen.

Det er da også så som så med fremmødet. Selv de allermest inkarnerede dødsmetal-aficionados er blevet fodret rigeligt af denne weekend, og efter Urkraft spiller Suffocation ovre hos naboen. Derfor er der måske ikke så meget at sige til, at salen ikke er meget mere end halvfyldt, da bandet startet aftenen ud med ’Place of Coldness’ fra den nysudgivne fjerde studieplade, ’Our Treacherous Fathers’. En plade, der byder på fine input hist og her som eksempelvis titelnummeret og den for en gangs skyld dansksprogede ’Håbets tyranni’. Begge bliver luftet i aften.

Det samme gælder for halvdelen af den nye plade, der således også udgør halvdelen af Urkrafts sæt på aftenen. Og selv om de færreste blandt publikum nok kan bryste sig af at kunne bandets bagkatalog på rygraden, gør det ikke folkets engagement i Urkrafts optræden større, at de stort set ikke kender materialet. For bevares, det er da hyggeligt at have dem tilbage. De er et af de der bands fra den generation, hvor danske orkestre landede pladekontrakter på stribe med velrenommerede metalselskaber (Earache i Urkrafts tilfælde).

Men der er trods alt stadig et stykke vej fra Urkraft og til samtidige danske metalbands som Mnemic, Raunchy og Mercenary. Med al respekt for det i øvrigt ganske udmærkede melodød-orkester er det ikke mange, man har hørt sukke om, at de gerne så Urkraft gendannet. Og det er til at mærke på publikum her til aften, at mange lige så gerne bare vil hamre nogle bajere frem for at engagere sig i en nysudgiven plade med et band, de ikke har hørt fra i 10 år.

Det hjælper heller ikke alverden på det, at Urkraft trods deres status som "erfarne herrer", heller ikke har stået på en scene lige så længe. Mens de klarer en nogenlunde live-optræden og høvler fine skæringer som ’The Only Gods’ og titelnummeret fra afskedspladen ’A Scornful Death’ af, lykkes det ikke for alvor bandet at brage ud over scenekanten. En gæsteoptræden fra den noget mere vante Crocell-forsanger Asbjørn Steffensen hjælper væsentligt til at hæve entusiasmen kortvarigt blandt publikum, og det samme gør den gratis udskænkning af shots på Urkrafts regning. Gratis sprit kan man altid indynde sig med.

Tilbage står, at det da var hyggeligt lige at hilse på Urkraft igen. Det synes de sikkert også. Men hverken band eller publikum virkede til for alvor at være oppe og støde over gensynet, selv om ideen var sjov på papiret.