Copenhell 2013: Uvedkommende bad ass-rock og solid punk

Populær
Copenhell 2013: Uvedkommende bad ass-rock og solid punk

Danzig druknede i dårlig lyd og et uinspireret band. Derfor blev koncerten med et af årets hovednavne en temmelig skuffende affære. Heldigvis dukkede der autentisk punkrock op til at råde en smule bod på det.  

Kunstner
Dato
21-06-2013
Trackliste
SkinCarver
Hammer of the Gods
Twist of Cain
Am I Demon
Her Black Wings
Devil's Plaything
Blood and Tears
Dirty Black Summer
How the Gods Kill

Death Comes Ripping (Misfits cover med Doyle)
Vampira (Misfits cover med Doyle)
I Turned Into a Martian (Misfits cover med Doyle)
Astro Zombies (Misfits cover med Doyle)
Skulls (Misfits cover med Doyle)
Last Caress (Misfits cover med Doyle)

Soul on Fire
Not of This World
Mother

Snakes of Christ
Die, Die My Darling (Misfits cover med Doyle).
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

Sidst Danzig gæstede Danmark var i Amager Bio i sommeren 2011. Det resulterede i et temmelig slattent eksempel på en rockkoncert. Denne magre aften på Amager for to år siden havde man dog set frem til forhåbentlig at få blæst ud af hukommelsen i form af det, der skulle have været en gedigen revanche på årets Copenhell. Sådan gik det desværre ikke. Hvor den dårlige koncertoplevelse i Amager Bio hovedsageligt skyldtes forsinkelse, primadonna-nykker og ikke mindst en guitarsolo, der aldrig blev spillet færdig, var koncerten på Copenhell ramt af kedelige musikere og forfærdelige lydforhold. 

Dårlige lydforhold

De røde lamper blinkede allerede fra start, da den ret middelmådige skæring ’Skin Carver’ fra ’Circle of Snakes’ (2004) satte sætlisten halvhjertet i gang. Sangens manglede pondus er én ting, men den blev ikke bedre af at lide under nogle forfærdelige lydforhold, der mere eller mindre varede ved under koncertens første 20-25 minutter. Mens lyden sejlede, kunne man kun stå og klø sig i håret og fundere over, hvor den sejlede hen. ’Hammer of Gods’ fra det seneste udspil, ’Death Red Sabaoth’ (2010), dukkede op og stedfæstede, trods alt, at den forrygende crooner stadigvæk kan skrive vedkommende rocknumre, men skæringens rockformat udeblev på grund af lydforholdene. Forholdene forbedredes ikke under de to efterfølgende sange, ’Twist of Cain’ og ’Am I Demon’, begge fra den forrygende debutplade fra 1988, og man skulle således helt hen til koncertens femte nummer, ’Her Black Wings’, inden der blev rettet op og tunet ind. Herefter var lyden habil uden at være rigtig god.

Når Danzig synger, synger han desuden tit med hele kroppen, hvilket er imponerende og medrivende at overvære, men som ikke er med til at gøre lydbilledet renere. Når Danzig  med sin håndmikrofon vrider kroppen, samtidig med at han vrider stemmebåndet, går man ofte glip af flere ord og nuancer i stemmen. Det er uden tvivl en beskidt tilgang til rollen som sangkunstner og det nærmest bruser over i rock 'n' roll-ness, men i et lydbillede, der i forvejen lider katastrofalt, er det ikke cool.

Rutinemusikere

Jeg ved desuden ikke rigtig, hvad der er med Tommy Victor, eks-frontmand i Prong og nuværende guitarist for Danzig. I Amager Bio fuckede han den afsluttende solo i ’Mother’, og denne aften på Refshaleøen spillede han, som havde han tømmermænd og ondt i håndleddet. I liveregi tager han på ingen måde stikket hjem. Tværtimod, manden er gumpetung på en spade. Det var ikke, fordi hans attitude ikke passede ind i bandet – han rystede både garnet og bevægede sig til sangene – men hans spil på guitaren er kluntet og absolut uinspirerende. Også denne aften virkede han som en tør hæmsko for det, der på papiret burde have været en folkefest.

Helt så slemt står det ikke til med trommeslageren, Johnnny kelly, fra de hedengangne Type 0 Negative. Kelly er for anonym til, at man rigtig bliver imponeret over hans spil, men i det mindste ligger han anonymt og solidt i lydbilledet.

Misfits-camouflage

Det blev dog bedre, da Danzigs buddy Doyle, aka Doyle Wolfgang von Frankenstein, halvvejs inde i koncerten stødte til på scenen. Danzigs tur flotter sig med at være en 25-årsjubilæumsturné, men tager man det materiale i betragtning, som han i sin tid skrev sammen med det famøse John Huston/Marilyn Monroe-konnoterede, Ramones-inspirerede melodiøse punkband, som han dannede i begyndelsen af 1977, kan man godt lægge 25 år yderligere til karrieren. Overraskende nok var det netop i mødet med det gamle Misfits-materiale, at Danzig anno 2013 passede bedst ind. Doyle var i øvrigt iklædt sin gamle musikalske kampuniform bestående af henholdsvis et kridtmalet ansigt, en sortmalet hanekam, en krop på steroider og diverse læderattrapper, hvilket fik ham til at minde om Frankenstein på syre. Eksklusiviteten var desuden suveræn, eftersom koncerten på Copenhell var den første i Europa med Doyle.

Doyle og punk

Danzigs energiske sceneoptræden med førnævnte heftigt flagrende armbevægelser er mere velplaceret i Misfits punksange. Her passer mandens punkterede vokal ind i kaosset og bidrager endda til sangenes frapperende rytmer. På samme måde, som Danzig tager luften ud af stroferne, vrider Doyle desuden guitarens akkorder med vrede slag og nærmest perforerede melodier. Men fornemmede kort sagt en fælles tilgang til materialet. Faktisk baskede Doyle så meget på sin guitars krop, at man til tider helt spekulerede på, hvor meget han egentlig spillede på instrumentet. Der var lige så meget show over hans tilstedeværelse, som der var musikalsk pondus bag. Sammenspillet mellem Danzig, Doyle og det resterende band er heller ikke noget at berette hjem om, men det var nu stadigvæk ret suverænt at høre sange som ’I Turned Into a Martian’, ’Last Caress’ og ’Die, Die My Darling’.

Stor crooner uden vægt

Danzig har stadigvæk den imponerende crooner-stemme, som helt på sin plads har givet ham en særlig plads i rockhistorien. Han viser den ikke ofte, men når han hér og dér momentvist giver den luft, kan man kun ensidigt elske manden, thi han simpelthen synger alt for fedt! Samtidig besidder han en  kampklar aura af vildskab, der muligvis synes en smule påtaget, men som ikke desto mindre burde være ideel til at starte en medrivende folkefest. Som det var tilfældet sidste gang, han var i landet, forblev rockfesten dog en forestilling og ikke en realitet, hvilket først og fremmest skyldes et band, der ikke leverer rockvaren, som den skal.