Metal Magic '15: Wederganger gik godt igennem
PopulærNederlandske Wederganger gjorde det fortrinligt da de med to forsangere, røgelse og en art black metal, som kunne minde lidt om danske Solbrud, gik rent igennem.
Wederganger er et nyt band. De blev dannet i 2013 i Arnhem, der nok er en by mest kendt for en bro, der af flere omgange er blevet sprængt i luften af forskellige krigsførende lande. Ikke mindst i 1944, da den blev sprængt i luften af de allierede styrker efter et drabeligt slag mod værnemagten. Et slag, der blev gengivet i filmen 'Broen ved Arnhem' fra 1977 med bl.a. Sean Connery, Michael Caine, James Caan, Anthony Hopkins og Robert Redford på rollelisten.
På rollelisten denne aften var det i stedet Wederganger, der er et band med to forsangere. Det kan sommetider virke spøjst, men lige præcis her virkede det virkelig godt. I tågerne fra røgelsespindene, der for alvor har gjort sit indtog i metalverdenen i den genre, der drømmende bevæger sig i feltet mellem atmosfærisk black metal og symfonisk dødsmetal. Der har vi bl.a. danske Solbrud og mange andre, der har hver deres tag på genren.
Wederganger gjorde det godt ved at skifte mellem de kolde, pinagtige skrig fra den ene forsanger og det mere rene og dybe, nærmest messende fra den anden forsanger. Det kunne til tider også vække mindelser om det ligeledes nederlandske band Urfaust, især på grund af den messende vokal og det midttempo, bandet befandt sig i. Akkompagneret af den stemningsmættede musik fra guitaristerne, bas og trommer blev vi forført af deres udmærkede lyd. Og når man tænker på, at koncerten på Metal Magic VIII i Fredericia kun var deres niende i alt, er det bestemt imponerende. Det bliver spændende, om de kommer til at gå igen. Det lægger deres navn op til, og med deres første koncert i Danmark er det forhåbentlig ikke utænkeligt, at vi får dem at se og høre igen.
Om ikke andet udsender de snart deres debutplade 'Halfvergaan ontwaakt', der frit oversat er noget med at blive halvvejs genoplivet. Det blev vi i den grad fredag aften. Wederganger var en positiv overraskelse og en af de ting, denne anmelder håbede at få at se. Et band, man før koncerten aldrig før havde hørt om, og som gjorde et godt indtryk. Den oplevelse kom i form af Wederganger.