WOA'12: Manticoras umulige kamp

WOA'12: Manticoras umulige kamp

Uheldige omstændigheder gjorde det umuligt for danske Manticora at skabe en fest, trods et ihærdigt forsøg.

Kunstner
Dato
04-08-2012
Fotograf
C.V.
Forfatter
Karakter
2

Af Wacken-programmets fem danske bands var powermetallerne i Manticora ramt af det absolut dårligste spilletidspunkt, og ydermere satte endnu et regnvejr og en forøgelse af muddermængderne ind i god tid, før kvintetten skulle på scenen.

Derfor var fremmødet så lavt, at selv folk uden Rain Man-evner kunne tælle sig frem til det rigtige antal lyttere, og man kunne ikke lade være med at have lidt ondt af bandet.

Alligevel gjorde københavnerne deres bedste for ikke at se ud til at være påvirket af situationen, og specielt forsanger Lars Larsen agerede, opildnede og indlevede sig i musikken og frontmandsrollen som publikumsoppisker med gestikuleren, ivrig headbanging og nydende smil.

En mur af hegn

Til gengæld var han på vokalsiden knap så overbevisende, med en hæs stemme, der ikke kunne trænge igennem, og kun når resten af bandet bakkede op med kor kom der kraft nok i melodierne - derfor kunne han heller ikke modsvare det kontante udtryk fra et kontant og velspillende bands voldsomme lydmur. Bandet fungerede som en velsmurt maskine med grundig vridning i hegn, et buldrende stortrommehelvede og hastigt pumpende guitarer – ikke en eneste finger at sætte på den side af sagen.

Men Manticora var tildelt hurtigt overståede 30 minutter, en af de ringeste tider, få lyttere og trods alle forsøg på at få skabt en stemning, var det nok i bund og grund en umulighed for et hvilket som helst band at bryde igennem under de betingelser, når publikumstætheden var lig den sibiriske befolkningstæthed.