En næve lige i smasken!
PopulærDet var en konfrontation af de tungere og heftigere, man fik, da gendannede Zonal søndag aften leverede den bedste koncert på årets Roadburn Festival. For satan, hvor var det tungt!
Den koncert, der på årets Roadburn imponerede denne skribent mest, var den koncert, der samtidig passede mindst ind på den ellers eksperimenterende og altid åbne Roadburn Festival. Den koncert stod gendannede Zonal for, som er en eksperimenterende industrial- og hiphop-duo fra England bestående af Godflesh-frontmand Justin "JK Flesh" Broadrick og electromusiker Kevin "The Bug" Martin. To musikere, der går langt tilbage. The Bug var i sin tid angiveligt den første til at booke en koncert med Godflesh i slut-80'erne. The Bug var på daværende tidspunkt selv sanger i jazzcorebandet GOD, som Broadrick senere blev guitarist i, inden de to slog pjalterne sammen under flere forskellige aliasser, heriblandt The Curse of the Golden Vampire, The Sidewinder, Ice, Techno Animal og Zonal. Under navnet Zonal udgav Broadrick og The Bug en enkelt plade i 2000 på CDr, som desværre kun er ude i et ret begrænset oplag på 200 eksemplarer. Den nye, gendannede og i øvrigt uhyre friske udgave af Zonal lægger sig imidlertid i forlængelse af Techno Animals hårdtslående industrialhiphop i højere grad, end deres musik i dag minder om det, vi hidtil har kendt som Zonal.
Zonals koncert på Roadburn var på en gang skåret helt ind til benet og genremæssigt all over the place. På en 100 % underbelyst og stort set tom scene gemte JK Flesh og The Bug sig bag deres musikalske våben: deres computere samt to gigantiske højttalere, som udgjorde et mindre podie, mens deres gæst til lejligheden, den amerikanske hardcorepoet, såkaldte slaveskibspunker, feminist og sanger med kæmpestort S, Moor Mother, uddelte verbale hiphopsalver fra yderkanten af scenen. Strømmen af lyrik var imidlertid ladet med så meget politisk ammunition, at det mere mindede om salver fra yderkanten af verden. Som om den stod i flammer, blev scenen holdt i et svagt rødligt skær under meget af den timelange koncert og på en festival, der gerne skruer op for visuals og æstetikken, stod Zonals bevidste mangel på samme ud. Deres visuelle greb var et overlegent og selvsikkert eksempel på, at nogle gange er less sgu bare so much more.
Uden at Zonal og Moor Mother brugte andet end en høj volumen, en lydmur med så dybe og forskelligartede sprækker, at man skulle tro, det var løgn, samt en skarptladet oppositionsrøst, leverede de den mest relevante og vel også mest aggressive koncert på festivalen i år. På en festival, der gerne ser sit snit til at tage udgangspunkt i rockhistoriens ABC, var det her på anderledes vis en koncert til samtiden. Når gruppens beats var på det slibrigste og mest forvrængede, fik musikken én til danse vildt og kampberedt som en konfronterende Muhammad Ali netop vendt tilbage efter en længere periode i ufrivillig eksil. Lige så lette som fødderne var, lige så tunge føltes imidlertid ens næver. Der var ingen regulære pauser under koncerten, men når der i ny og næ blev taget et pusterum, forblev man dubsteppende på tæerne, afventende, klar til kamp. Man hørte langt fra alle de ord, som Moor Mother som ammunition serverede for os, men den overordnede indignation var ikke til at tage fejl af, som den, næsten bogstaveligt talt, slog en omkuld. Tænk Dälek med britisk blod, en snert af punkattitude og vel også større muskler, og man en idé om det alt andet end pacifistiske verdenshav, Zonal kastede publikum ud i.
At festivalen giver Zonal en prime time-placering i musikprogrammet og så oven i købet på festivalens Main Stage, viser, at festivalen ikke er bange for at bakke op om de konfronterende, politiske præmisser, som Zonals musik synes at udsprige af. Godt nok er der masser af udfordrende navne på Roadburn, der er en festival med et utrolig højt bundniveau, med rygende varme koncertoplevelser i toppen og generelt har en masse på sinde som festival. Men åh Gud hvor det fungerede. Helt i toppen finder vi i år altså Zonal, der tydeligere end noget andet navn fik skubbet godt og grundig til de musikalske grænser, vendt op og ned på genrerubrikker, rykket ved det statiske koncertdesign og selvfølgelig bombarderet os med den fede lyd, de fede beats og den vedkommende politiske vrede. Vil Roadburn også fremover gerne blive ved med at være en festival, der ikke kigger så meget tilbage, som den også præsenterer et bud på morgendagens tunge musik, har de her en koncert at tage ved lære af.